Ja, vi skal have flere kvinder i dansk film, del 2

KLUMME. At bryde vanetænkning kræver selvindsigt, viden og fælles sprog, så vi kan føre en kvalificeret og nuanceret diskussion.

Der var en helt anden stemning i den fyldte biografsal på Det Danske Filminstitut end sidste gang, filmbranchen mødtes for at diskutere kønsbalance i dansk film. Det var i maj, og fronterne var trukket skarpt op. Nu er det november, og selvom mørket har sænket sig over land og by, var der positiv energi og en langt mere venlig kampgejst blandt de cirka 150 kvinder og mænd, der en smule klatøjede og under kyndig ledelse af Anna Sophia Hermansen var mødt op i Bio Carl tidligt fredag morgen for at tale om, hvordan vi får flere kvinder i dansk film.

Et gennemgående konfliktpunkt er spørgsmålet om kvoter eller ej. Har vi ventet forgæves så længe på den ønskede forandring, at der nu må skrappere metoder til?

Siden sommer har der været arbejdet på højtryk i tre aktionsgrupper med mere end 40 repræsentanter fra filmbranchen, der har botaniseret i og fortolket datagrundlaget om kønsfordelingen i dansk film, undersøgt barrierer og forsøgt at udrede den økonomiske lære af de mange tal og fakta. Og det er komplekst, har de fleste måttet sande.

Nielsens noter

hbn_sorthvidDet Danske Filminstituts administrerende direktør Henrik Bo Nielsen reflekterer med jævne mellemrum i denne klumme over tilstandene i og omkring dansk film.

Stor tak til de tre kaptajner, Jenny Lund Madsen, Christina Rosendahl og Kim Pedersen, der har formået at stille nogle gode hold af engagerede kolleger – deraf det imponerende resultat i form af tre rapporter med kloge indsigter og et lang række anbefalinger til, hvordan vi sammen skaber forandring. Jeg ved, at bølgerne er gået højt, og det er utroligt, at de tre har orket at tage sliddet, bøvlet, skældudene, stillet op til debatter osv. Nu er deres refleksioner, tanker og ideer generøst lagt frem til alle, så vi med afsæt heri kan tage de næste skridt.

Alle aktionsgrupper nævner ubevidste mønstre og blinde vinkler som barrierer for forandringer. Det er vigtige pointer, der blandt andet må få os til at kigge nærmere på, hvordan vi forstår begrebet kvalitet, som fortsat skal være det væsentligste parameter for Filminstituttets vurdering af filmprojekter. For – som det dokumenteres med eksempler fra andre kunstområder og videnskabelig forsøg – er kvalitetsbegrebet langtfra kønsneutralt. Det er påvirket af vores forventninger og må betragtes som en dynamisk størrelse, der forandrer sig i takt med filmkunstens udvikling og forandringer generelt – måden vi skaber, oplever, taler om og går i dialog med værkerne på.

At bryde vanetænkning kræver selvindsigt, viden og fælles sprog, så vi kan føre en kvalificeret og nuanceret diskussion. Det glæder mig meget, at så mange har lyst til at tage et nærmere kig i spejlet og ikke er bange for at fremlægge egne bias og svagheder. En af dem er producent Meta Foldager, der på mødet og senere i en kronik i Berlingske har fortalt, at hun på baggrund af debatten har kigget sig selv og sine projekter efter i sømmene – og måtte erkende, at det så temmelig skidt ud med kønsbalancen. Så skidt, at hun fremover vil lave statistik på køn og etnicitet på samtlige projekter, og oven i købet offentliggøre resultaterne. Det er skønt, når nogen går foran.

Et gennemgående konfliktpunkt er spørgsmålet om kvoter eller ej. Har vi ventet forgæves så længe på den ønskede forandring, at der nu må skrappere metoder til? Jeg er fortsat af den overbevisning, at det er en dårlig idé – af de grunde, som også blev diskuteret på mødet. Som flere fremhæver, skaber kvoter ikke de dybe forandringer i kulturen, som der er behov for. Et andet mere jordnært, men ikke uvæsentligt, aspekt er, at mange af de dyrekøbte erfaringer ligger, uanset om vi kan lide det eller ej, hos netop dem, der har lavet filmene. De erfaringer må ikke gå tabt eller sættes ud af spil.

Blandt konsulenterne på Filminstituttet bliver der naturligvis også reflekteret og diskuteret, hvordan vi her kan komme bag om egne bias. Ulla Hæstrup, konsulent på dokumentarfilm og med i Filminstituttets arbejdsgruppe om mangfoldighed, forsikrede på mødet, at konsulenterne tager arbejdet meget seriøst, og advarede samtidig mod kvoter, der ifølge hende kan føre til et indsnævrende fluebensregime – i stedet for den nødvendige åbenhed og nytænkning.

Min grundlæggende skepsis mod kvoter skyldes, at jeg mener, at en af årsagerne til, at dansk film klarer sig så godt, kan tilskrives samspillet mellem marked og stat. Det er ikke en ønskværdig situation, at staten skal styre yderligere. Så mister vi det personlige engagement og den dynamik, som får dansk film til at flyve.

Den dynamik skal også være til stede i arbejdet med at få rettet op på den skæve kønsbalance i dansk film. De mange anbefalinger retter sig ikke kun mod Filminstituttet, men mod branchen i bredeste forstand. På Filminstituttet er vi bevidste om vores ansvar for at drive udviklingen. Og vi glæder os meget til at fortsætte den dialog og det arbejde, der er så godt i gang.

Der er sket meget siden maj, og vi fortsætter i højt tempo. Vi ved, at det på den lange bane handler om bevidstgørelse. Men der må også konkrete handlinger til her og nu, hvis sådan en som mig overhovedet skal nå at opleve forandringerne. Næste skridt er, at arbejdsgruppen på Det Danske Filminstitut præsenterer konkrete tiltag for Filminstituttets bestyrelse den 7. december. Og inden nytår forventer vi at kunne melde ud om en række nye initiativer, som Filminstitut og branche sammen kan stå bag. Energien og viljen er der.