Først en stor tak til dig, Helle, for din generøse introduktion til jobbet som filmkonsulent. Ligesom der bliver givet gaver ved overdragelse af ministerier, så skal du også have en lille gave med på vejen. Jeg har fundet et par gode solide norske lammeuldsokker, som jeg tror du vil få gavn af, når du nu tager dine evner og kvaliteter med til Det Norske Filminstitut.
Og så en stor tak til Dokumentarfilmrådet, til Filminstituttet – ja, til alle dem, som har været med ved bordet og indstillet mig til at være Helle Hansens efterfølger som dokumentarfilmkonsulent.
Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg havde ikke stået her i dag – og havde sikkert aldrig fundet vej ind i dokumentarbranchen – hvis det ikke var, fordi jeg for mere end 30 år siden blev spurgt af to gode venner, om jeg ville med ud at spille på gaden.
Vi var bare tre. En guitar, en tamburin og en klarinet. Det blev til tre måneder rundt i Europa den første gang. Sammen har vi spillet os frem på hatten, på døren og slidt landevejene i Europa og USA tynde. Fremgangsmåden har hver gang været den samme. Vi mødtes ved bilen med instrumenter og smed hver 500 kr. i hatten. Så var der til en tankfuld benzin, et måltid mad og en færge. Mellem 12 og 24 timer senere var hatten tom, og så handlede det om at spille sig frem i livet.
Var det for pengenes skyld, at vi gjorde det? På ingen måde. Vi er endda blevet tilbudt penge for ikke at spille.
Var det for berømmelsens skyld. Nej, man bliver sgu ikke berømt af at spille for ældre damer på markedspladser i Italien eller i en sikret gård for sindssyge i San Sebastian. Nej, men det, der drev os, var en søgen efter at udfordre egne grænser, at udfordre eget mod. At fravælge vanetænkning. Det var trangen til at udforske verden. En søgen efter livets uforudsigelige dramaer. At rejse ind i andre miljøer og verdener. At indånde og indtage verden. Det er den cocktail, der er med til at skabe magiske øjeblikke.
Som omrejsende musikere fandt vi ud af, at der er få regler og skabeloner, når det gælder om at tjene til dagen og vejen. Men vi lærte på den hårde måde, at hatten var tom, hvis vi ikke evnede at indfange og bevæge vores publikum, få dem til at stoppe op midt i deres vanetænkning og gøremål og give dem et andet blik på sig selv og deres verden.
Den lærdom forsøger jeg altid at have med mig. Om der så har stået omrejsende musiker, tv-tilrettelægger, producent, redaktør eller dokumentarfilminstruktør på min kasket, så har jeg altid forsøgt og tilstræbt at udfordre vanetænkning. Fra i morgen står der så filmkonsulent på visitkortet.
Jeg husker selv tilbage på en af de første gange, jeg så en dokumentarfilmkonsulent. Det er en del år siden, men det var altså en af de rigtige her i huset. Det var et arrangement for branchen, og vedkommende blev spurgt: Hvad gjorde du af overvejelser, da du sagde ja til instruktørens projekt? Konsulenten svarede: Jeg tænkte bare, at det var instruktørens næste projekt. Da var det ligesom, jeg så dørene lukke sig for mig, og jeg tænkte: Hvordan får jeg nogensinde sparket døren ind til det her hus?
Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at holde mig fra gentagelser, og i særlig grad holde øje med originale, forskellige og nødvendige dokumentarprojekter, garneret med nyskabende fortælleformer. Projekter, der er båret af en så voldsom energi, og hvor instruktøren har så meget på hjerte, at projektet har sin egen inerti. Projekterne kan foregå i udlandet og i Danmark, men jeg vil have et særligt øje på originalt fortalte danske historier, som alligevel kan løftes til at have et internationalt potentiale.
Dokumentargenren har gennem de sidste mange, mange år været kendetegnet ved en kolossal gennemslagskraft. Både herhjemme og ude i den store verden, hvor vi er berømmet for vores mange talenter og fantastiske fortællinger. Det siger sig selv, at det er en kæmpe ære at skulle stå på skuldrene af det arbejde. Jeg vil gøre mit allerbedste for at fastholde dokumentarens solide placering. Det tror jeg sker bedst ved at skabe et rum af tillid, hvor der altid er plads til fornyelse, og hvor vi kan blive ved med at overraske.
Jeg glæder mig til at arbejde sammen med jer, og jeg vil gøre mit bedste for at være fødselshjælper i en søgen efter den stemme og den tone, der skal til, for at fortrinlige instruktører og producere kan blive ved med at udvikle og udfordre dokumentarfilmen.
Som jeg sagde indledningsvis, så havde jeg næppe stået her, hvis det ikke var for mine to venner, der havde taget mig med ud på landevejen i sin tid. Senere, efter vi var kommet hjem, spurgte den ene af dem nemlig, om jeg ikke ville være vært på Ungdomsredaktionen i DR's B&U-afdeling. Det sagde jeg også ja til, og ad mange kringlede veje står jeg nu her. Mine to venner fra musikkens verden er her begge i dag, og derfor tænkte jeg, at min tale skal slutte der, hvor det hele begyndte.
Det er den sidste dag i august måned, den sidste sommerdag inden efteråret tager over, så vi kan lige nå det. Nu vil Louise Albeck, Elith 'Nulle' Nykjær og jeg spille "Summertime", så I kan høre, hvordan Nulle & verdensorkestret lød i sin pure ungdom.
