Premiere på Vinterbrødre

PREMIERE. Hlynur Pálmasons anmelderroste og prisbelønnede debutspillefilm 'Vinterbrødre' med talentet Elliott Crosset Hove og Lars Mikkelsen er i biograferne fra 7. december.

Vinterbrødre_1020

Bag det beskyttende stykke stof gemmer Elliott Crosset Hove sig i rollen som 'Vinterbrødre's udstødte hovedkarakter Emil, der brænder efter kærlighed og lidenskab.

I en seksstjernet anmeldelse sammenlignede Soundvenue Hlynur Pálmasons debutspillefilm 'Vinterbrødre' med en hjernerystelse, "en fysisk fuldstændig overrumplende og vild oplevelse, som man sjældent får fra en film".

Emil er desperat efter at være forbundet med nogen eller noget, men på samme tid er han helt fremmed, når han befinder sig i nærheden af det, han ønsker – Hlynur Pálmason

'Vinterbrødre' er blevet hædret både internationalt og herhjemme. I sommer vandt filmen fire priser på filmfestivalen i Locarno, inklusive et trofæ til hovedrolleindehaveren Elliott Crosset Hove for Bedste Mandlige Skuespiller. På CPH PIX i efteråret snuppede filmen festivalens hovedpris. Her erklærede Soundvenue den for "den film, man kommer til at være fucking irriteret over bagefter, hvis man ikke får den set".

Den mulighed får alle nu. 'Vinterbrødre' spiller i udvalgte biografer landet over fra den 7. december. Filmen handler om den ensomme og sære minearbejder Emil, der i det trøstesløse kalkværk, hvor han arbejder, finder sig selv presset ud i periferien af de andre minearbejderes fællesskab. Til nød bliver han tolereret af sine kolleger, og kun takket være storebroren Johan.

Men Emils til tider ret aparte adfærd og evige længsel efter lidenskab og kærlighed sætter til sidst selv Johans tålmodighed på prøve, og en voldelig splid udvikler sig imellem dem.

Vinterbrødre_450 

Den eftertænksomme idiot

"Med Emil udforsker jeg manglen på kærlighed og ønsket og behovet for at føle sig begæret og elsket," fortæller Hlynur Pálmason i en pressemeddelelse i anledning af premieren. Pálmason har også skrevet og medproduceret filmen.

"Jeg vil gerne afbilde dette i Emils karakter, ved brug af et filmisk sprog. Emil er desperat efter at være forbundet med nogen eller noget, men på samme tid er han helt fremmed, når han befinder sig i nærheden af det, han ønsker. Jeg har prøvet at pille alt fra ham, på nær hans helt basale instinkter. Måske er det derfor, han lider så meget. Han er den eftertænksomme idiot og måske en smule ude af trit med tiden."

'Vinterbrødre' er filmet i Danmark ved Faxe Kalkbrud – et "næsten undergangsagtigt kalkminemiljø om vinteren", ifølge Information. Selv har instruktøren forklaret i et interview i Politiken:

"Det var (...) en helt ny verden, også for mig, at komme ind i. Det er svært at få en verden til at fungere i en film, hvis det ikke er sådan et køkkenvaskdrama, hvor man kan kopiere ting fra dagligdagen. Det koster energi, og det tager lang tid. 'Vinterbrødre' er en film, der foregår i en slags mellemverden, en slags overgang til Dystopia."


Klip fra 'Vinterbrødre'

Menneskeligheden i hver karakter

Emils karakter bliver bragt til live af det unge talent Elliott Crosset Hove, der har god erfaring med debutspillefilm. Inden 'Vinterbrødre' havde han i 2016 to store roller i henholdvis Rasmus Heisterbergs 'I blodet' og Christian Tafdrups 'Forældre'.

"Der er så mange dygtige skuespillere på banen i øjeblikket, men ham her er på alle mulige måder uden for nummer," bemærkede Politiken i en femhjertet anmeldelse om Crosset Hoves præstation. "Hvordan kan så ung en spiller vikle overmennesket og undermåleren så sælsomt ind i hinanden? Det er en gåde, der passer til filmen, og filmen er som skabt til at udvide Crosset Hoves allerede betragtelige spændvidde."

Simon Sears ses som storebroren Johan og Victoria Carmen Sonne som objektet for Emils længsel, mens Lars Mikkelsen og Peter Plaugborg spiller Emils brutale udfordrere i kalkværket. Om fundet af hovedrolleindehaveren og filmens øvrige skuespillere fortæller Pálmason i filmens pressemeddelelse:

"Castingen startede samtidig med skriveprocessen, og jeg var utrolig heldig at komme til at arbejde med mine førstevalg, og det er jeg meget taknemmelig for. Min caster, Rie Hedegaard, var en vigtig del af denne proces. Hun er dybt engageret i film- og teaterverdenen i Danmark, og det har været til enormt stor gavn for mig."

"Jeg tror, jeg leder efter meget forskellige ting hos hver karakter. Nogle mennesker ønsker jeg bare er nærværende, de ser måske helt rigtige ud eller føles helt rigtige. Andre har mere tekniske funktioner og evner at håndtere lange scener med svær dialog, eller besidder måske en form for autoritet i deres tilstedeværelse. Men mest af alt handler det om at finde en form for menneskelighed i hver karakter, og om ønsket og behovet for at samarbejde med denne person inden for filmens univers."


Klip fra 'Vinterbrødre'

Samarbejde på tværs af Danmark og Island

Den 33-årige islandskfødte Pálmason har siden sin dimission fra Den Danske Filmskole i 2013 lavet to danskproducerede kortfilm, hvoraf afgangsfilmen 'En maler' vandt prisen for Bedste Kortfilm både på Odense Filmfestival og i hjemlandet på Reykjavik Filmfestival.

Ifølge instruktøren selv har han et ben solidt placeret i både Island og Danmark, når han laver film. I pressemeddelelsen siger han: 

"Begge lande påvirker mit arbejde. Hvis jeg opdeler mig selv i fortid, nutid og fremtid, er min fortid dybt forankret i Island. Jeg ser dette tydeligt i mine tidligere værker, hvor jeg har brugt friske fisk som skulpturmateriale, den gentagne brug af forme eller billeder af både, eller hvor jeg har afbildet processen af en hest i forrådnelse. Alle disse ting udforsker noget, der er stærkt forbundet til mine rødder og har spillet en stor rolle i den form, Island har taget i de seneste hundrede år."

"Nutiden er nok mest påvirket af min tid her i Danmark og de mennesker, jeg har omkring mig her, men også af min hjemlængsel. Fremtiden er uvis, men er stadig en stor indflydelse for mig og for de drømme og visioner, jeg har. Jeg tror, jeg er lidt splittet mellem de to lande, som jeg både elsker og hader, og jeg kan egentlig godt lide at balancere mig selv og min kunst ved at skabe samarbejder på tværs af de to lande."

'Vinterbrødre' er produceret af Julie Waltersdorph Hansen, Per Damgaard Hansen og Hlynur Pálmason for Masterplan Pictures med støtte fra Det Danske Filminstitut gennem talentordningen New Danish Screen. Øst for Paradis står for filmens danske distribution. Dansk biografpremiere er den 7. december.

Trailer

Fakta

'Vinterbrødre' bliver vist i følgende biografer:

Grand Teatret, Gloria Biograf, Empire Bio, Valby Kino (alle København), Øst for Paradis (Aarhus), Café Biografen (Odense), Biffen (Aalborg), Nicolai Biograf og Café (Kolding), Apollon (Struer), Biograf Kanten (Faxe), Victoria Teatret (Sorø), Reprise Teatret (Holte), Værløse Bio, Ishøj Bio, Havnar Bio (Tórshavn, Færøerne), Park Teatret (Frederikssund).

Se blandt andet kino.dk for billetter.

Kontakt

Redaktionen: redaktionen@dfi.dk


nyhed

delpaafacebook

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412