Halve mænd og film med rygrad

TALENT. Frederik Louis Hviid er nyuddannet instruktør fra filmskolen Super16. Han elsker genrefilm og vil langt hellere se en dårlig film, end en film som ikke tager chancer. Egentlig vil han dog hellere bruge tiden på at lave filmene end at diskutere dem.

Halvmand3_450_253

Hviids afgangsfilm "Halvmand" har Jens Albinus i hovedrollen. Foto: Still fra filmen

For Frederik Louis Hviid er film den eneste reelle interesse – også selvom han er klar over, det måske kan lyde kedeligt. Han dimitterede fra den alternative filmskole Super16 i sommer, og hans afgangsfilm "Halvmand", der har Marina Bouras og Jens Albinus i hovedrollerne, fik premiere i november sidste år.

"Jeg vil langt hellere se en dårlig film med noget på spil end en film uden rygrad."

"Halvmand" er en autofiktiv kortfilm, der omhandler skuespillerparret Jens og Marina. Marina ønsker sig brændende et barn, men tiden er ved at rinde ud. Jens går med i projektet, men har tilsyneladende kun fokus på at få sin skrantende tv-karriere tilbage på skinner. Så da han får muligheden for at genetablere sig som tv-ikon i en stor tysk produktion, vælger han i al hemmelighed at sætte en stopper for familieforøgelsen og drager til Berlin. Det kommende døgn bekriger ægteparret hinanden, og det får dem begge til at sætte spørgsmålstegn ved deres valg i livet.

Halvmandede tendenser

Filmen var for Hviid et forsøg på at skifte spor med sin afgangsfilm – både tematisk og filmisk. Hans foregående kortfilm, "Palma" (2013), "Adils krig" (2014) og "King" (2015), placerer sig i højere grad i action-thriller-genren, men han havde selv haft et ønske om at prøve kræfter med en helt anden genre. Så da Jens Albinus kontaktede ham med en idé til en ny film, gik det hele op i en højere enhed. Han inviterede Albinus på fiskefrikadeller i sommerhuset, og derfra udviklede fortællingen sig ud fra et enkelt omdrejningspunkt: Mandens prioritering af tid.

"Det drejer sig i høj grad om de ting, man siger ja til, fordi man ved, at man burde – men som man aldrig rigtig kan involvere sig i. Mest fordi man er for drevet af sit eget personlige projekt eller sin egen dagsorden. Jeg har selv en tendens til at dykke så langt ned i mine projekter, at de hurtigt ender med at styre mine dage fuldstændig. Så tanken om at ville alting samtidig, lå mig ikke så fjern," fortæller han.

Ifølge Hviid beskriver filmen nogle 'halvmandede tendenser', som mange mænd kan identificere sig med – inklusiv ham selv. Generelt fylder manden som karakter meget i hans fortællinger.

"Manden som karakter interesserer mig. Måske er det fordi, jeg kan spejle mig i ham og hans bevæggrunde. Det er særligt manden, som er fanget i den forkerte sammenhæng, i den forkerte verden og i det forkerte selskab, der altid har inspireret mig," siger han.

halvmand4_450_253
"Halvmand". Foto: Still fra filmen

Underholdning skal også ses som kunst

Udover manden som karakter, er der et helt klart mantra, der ligger bag alle Hviids projekter. Han vil gerne underholde – både sig selv og andre.

"I min optik har ordet underholdning alt for længe været noget, man som filmskaber har skullet vogte sig for. Det har ikke kunnet forenes med den klassiske forståelse af filmkunst, og det er altså en skam. For det er da kunst at underholde og bjergtage, og kombinationen af underholdning og en god historie indeholder så meget potentiale," siger han og fortsætter. "Mest af alt vil jeg gerne lave netop den film, jeg selv ville sætte på en søndag eftermiddag. Det er mest ærligt – og det kan publikum også mærke. Det andet bliver hurtigt så kalkuleret"

Hviid vil ikke lægge en fast genremæssig kurs for sine fremtidige projekter. Han arbejder i øjeblikket på sin spillefilmsdebut sammen med manuskriptforfatter Anders Ølholm. Filmen er en action-thriller, men ligesom han gjorde med "Halvmand", vil han også i fremtiden udfordre sig selv med nye genrer og fortællinger. Det er vigtigt for ham ikke at gro fast og at blive ved med at tage chancer. Der skal være noget på spil, ellers bliver det for ufarligt, og det må det ikke blive.

"Det værste, en film kan være, er for sikker. Jeg vil langt hellere se en dårlig film med noget på spil end en film uden rygrad," siger han og påpeger, at han bestemt mener, at rygraden er der i dansk film. "De gode danske film er derude, og danskerne vil jo også helst se gode film – ligesom alle andre. Det er dét, jeg prøver at koncentrere mig om, og samtidig undgå at optage mig for meget af den negative debat, der hænger over dansk film for tiden. For at være helt ærlig vil jeg hellere bare fokusere på at lave nogle gode film end at snakke om dem."

"Halvmand" er produceret med støtte fra Zentropa, Nordisk Film og Filmværkstedet.
Frederik Louis Hviid har netop modtaget støtte fra DFIs konsulentordning til sin spillefilmsdebut, "SHORTA", og gennem New Danish Screens initiativ Webisodes til udvikling af en webserie med titlen "Ulven som jager alene".

"Halvmand" trailer

FrederikLouisHviid_portrætFrederik Louis Hviid

Fakta

Kontakt

Redaktionen: redaktionen@dfi.dk


nyhed

delpaafacebook

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412