Tv-premiere på The Allins

TV-PREMIERE. Mandag den 17. april kl. 21.30 har DR3 premiere på "The Allins", en dokumentarfilm instrueret af Sami Saif om punklegenden GG Allins familie, der mere end tyve år efter hans død stadig forsøger at forsone sig med tabet.  

The-Allins

"The Allins", der fortæller historien om punklegenden GG Allins efterladte familie, kan ses på DR3 den 17. april. Foto: Anders Löfstedt.

I en lille by i New Hampshire ligger GG Allin begravet. Han er kendt som den nok mest ekstreme sanger i rock'n'roll-historien og for at overskride alle tænkelige grænser i sine optrædener. GG Allin døde i 1993, 36 år gammel, af en overdosis heroin.

I Sami Saifs dokumentar "The Allins" møder vi GG Allins mor Arleta og hans bror Merle. Selv mere end tyve år efter dødsfaldet forsøger de begge, på hver deres måde, at forsone sig med tabet. Arleta tackler savnet ved at få sønnens gravsten fjernet fra kirkegården, fordi hun er træt af at se fans hylde ham ved at vandalisere gravstedet. Hun vil mindes det menneske, som GG også var – en kærlig søn og bror.

Broren Merle derimod holder myten om GG i live ved at sælge merchandise og videreføre deres fælles band, The Murder Junkies. Familiens fortælling går fra en fattig barndom med en brutal far til et grænseløst voksenliv, og midt i det hele søger Arleta og Merle at finde fred med sig selv og deres fortid.

Sami Saif stod bag "Tommy" (2010), dokumentarfilmen om Tommy Seebachs storhed og fald, der samlede over en million seere på DR. Saif dimitterede fra Den Danske Filmskole i 1997 og slog igennem med den prisbelønnede "Family" (2001), der skildrer Saifs søgen efter sin far.

"The Allins" er klippet af Martin Schade og fotograferet af Anders Löfstedt. Filmen er produceret af Signe Leick Jensen for Toolbox Film i koproduktion med Beat Film ved producer Stine Boe Jensen og støttet af Det Danske Filminstitut. Filmen havde biografpremiere den 9. april i udvalgte biografer.

"The Allins" på DR3
Mandag den 17. april kl. 21.30

Se trailer

Fakta

Kontakt

Redaktionen: redaktionen@dfi.dk


nyhed

delpaafacebook

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412