Hacker i optagelse

I OPTAGELSE. Poul Berg debuterer som spillefilminstruktør med actionfilmen 'Hacker' om den talentfulde 13-årige hacker Benjamin. Filmen har forventet premiere 11. april 2019.

Filmen handler om den 13-årige Benjamin, der er en særdeles skarp hacker, som mistede sin mor for syv år siden. Han bor på et bosted for børn og unge og har aldrig kendt sin far. En dag bliver han opsøgt af to mænd fra Forsvarets Efterretningstjeneste, der fortæller, at hans mor er blevet spottet på et overvågningskamera. Benjamin er først chokeret, men beslutter sig for egenhændigt, at finde sin mor og opklare, hvad der er sket med hende. Benjamin får ufrivilligt selskab af den nye pige Savannah fra bostedet, og sammen kommer de på sporet af Benjamins mor.

'Hacker' bliver instrueret af Poul Berg, der debuterer som spillefilminstruktør. Han har tidligere stået bag den Robert-vindende DR-julekalender 'Tidsrejsen' (2014) og afsnit af tv-serier som 'Herrens Veje' (2017), Emmy-nominerede 'Limbo' (2011-14) og den prisvindende 'Mille' (2009). Manuskriptet har han skrevet i samarbejde med Kalle Bjerkø, som i 2014 ligeledes blev nomineret til en Emmy for tv-serien 'Paphoved' (2012).

Debutanten Rumle Kærså spiller hovedrollen som Benjamin. Savannah spilles af Josephine Chavarria Højbjerg, der er aktuel i hovedrollen i 'Tinkas Juleeventyr' (2017) på TV 2. Derudover medvirker blandt andre Mille Dinesen, Signe Egholm Olsen, Morten Suurballe og Janus Nabil Bakrawi.

Signe Leick Jensen og Morten Kaufmann producerer for Toolbox Film med støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Åke Sandgren.

'Hacker' har forventet biografpremiere den 11. april 2019.