Tre delvist danskproducerede film var udvalgt til årets Sundance-festival. Alle tre vandt priser. Og alle tre havde en dansk klipper. Den dansk-syriske "De sidste mænd i Aleppo" af Feras Fayyads, der vandt hovedprisen i kategorien for internationale dokumentarfilm, er medinstrueret og klippet af Steen Johannessen. Tarik Salehs svensk-tysk-danske spillefilm "The Nile Hilton Incident", der vandt hovedprisen i festivalens kategori for internationale spillefilm, er klippet af Theis Schmidt. Og amerikanske Yance Fords "Strong Island", som modtog juryens specialpris for historiefortælling i dokumentarkonkurrencen, er klippet af Janus Billeskov Jansen.
Læs mere om priserne på Sundance
Det er næppe blot et heldigt sammentræf. En række danske klippere, der foruden de ovennævnte bl.a. tæller Per K. Kirkegaard, Niels Pagh Andersen, Anders Refn, Olivier Bugge Coutté, Jacob Schlusinger, Michael Aaglund og Jesper Osmund, er særdeles efterspurgte og værdsatte internationalt, bekræfter flere i faget.
"Vi er ikke dygtige, fordi vi er danskere, men fordi vi har haft mulighed for at udvikle os og styrke vores talent. Det skyldes, at vi har en tradition for at respektere klipperfaget i Danmark," fortæller Niels Pagh Andersen.
"Jeg arbejder i mange forskellige lande, og jeg kan se, at danske klippere har et højt niveau og er meget respekterede," siger Niels Pagh Andersen, der har arbejdet som klipper siden 1970'erne. Senest blandt andet på Joshua Oppenheimers "The Act of Killing" og "The Look of Silence", Pirjo Honkasalos "Concrete Night", Kristina Lindström og Maud Nycanders "Palme" og Torstein Grudes "Mogadishu Soldier".
"Vi er ikke dygtige, fordi vi er danskere, men fordi vi har haft mulighed for at udvikle os og styrke vores talent. Det skyldes, at vi har en tradition for at respektere klipperfaget i Danmark. Instruktører og producere ser os som et kreativt loyalt modspil, der kan hjælpe filmen på vej – frem for bare at gøre som instruktøren siger," fortæller han.
"Det simple faktum, at en lang række konsulenter i Det Danske Filminstitut har været klippere (bl.a. Molly Malene Stensgaard, Kasper Leick, Thomas Krag, Vinca Wiedemann og p.t. Morten Giese, red.) viser, at det er en respekteret profession."
Mere kolleger end konkurrenter
Respekten omkring klipperfaget i Danmark daterer Niels Pagh Andersen tilbage til sin gamle mentor Christian Hartkopp, som også tog klippere som Janus Billeskov Jansen og Anders Refn under sin vinge.
"Han var den, der i 1960'erne og 70'erne gjorde klippefaget til filmkunst. Han tog som en selvfølge sin plads i klipperummet, havde meninger og var respekteret af instruktørerne. Den attitude og overbevisning om, at det vi lavede var vigtigt, tog jeg med mig. Før der fandtes en klipperuddannelse i Danmark, havde vi en mentortradition. Man kunne ringe til Christian klokken 3 om natten, og så kom han og gav gode råd. Den tradition for dialog, hvor vi inviterer hinanden ind i klipperummet, har vi fortsat."
Den åbenhed understreger også Janus Billeskov Jansen, som er fra samme generation. Han har arbejdet sammen med instruktører som Bille August, Nils Malmros, Simon Staho, Søren Kragh-Jacobsen og Thomas Vinterberg og har udover "Strong Island" senest klippet Per Flys "Backstabbing for Beginners", Jesper W. Nielsens "Der kommer en dag" og Thomas Vinterbergs "Kollektivet".
"Vores film har en mere raffineret form for dramaturgisk opbygning og er ikke så firkantede på de traditionelle fortællemodeller," fortæller Janus Billeskov Jansen.
"Den måde at invitere fagfæller ind og give kritik på har vi i Danmark været meget opmærksomme på at udvikle i de sidste 25-30 år. Det er en grundsætning i undervisningen på Filmskolen for både instruktører og klippere, at vi ikke befinder os i et lukket rum, men gør brug af hinanden og stoler på hinanden, selvom vi både er kolleger og konkurrenter. Det er vi meget dygtige til i Danmark, og det gør filmene bedre," siger han.
Theis Schmidt, klipper på bl.a. DR's "Bedrag", Daniel Espinosas "Snabba Cash", Phie Ambos "Så meget godt i vente" og aktuelle "The Nile Hilton Incident", supplerer:
"Når man kommer ud i verden, hjælper det at være vant til at åbne rummet. Jeg tror, vi bliver dygtigere, fordi selvtilliden er høj. Som klippere er vi vokset op med at være ret højt oppe i hierarkiet, bl.a. fordi vi har en lang uddannelse. Vi er vant til at fylde meget. Da jeg f.eks. første gang kom til Sverige, var det mere fotografen, der var superstjerne. De var ikke vant til, at der kom en klipper og ruskede i, hvordan filmen skulle fortælles. Men når de vænner sig til det, synes de, det er dejligt," siger han.
Danske klippere er vokset op med at være ret højt oppe i hierarkiet, oplever Theis Schmidt.
"Vi danskere er jo et meget antiautoritært folkefærd," mener Niels Pagh Andersen. "Danmark har ikke helt så stærk en auteurtradition som i andre lande, hvor instruktøren er en gud, som ved alt. Faren ved dialogen er, at det bliver for meget en fællesgrød af konsensus, og man sliber kanter af det unikke genis vision. Men jeg vil sige, at 90 procent af de instruktører, som jeg har arbejdet sammen med, bliver bedre af dialogen. Den gode klipper er altid loyal over for sin instruktør og den overordnede vision. Det er hele præmissen. Så kan vi diskutere, hvordan vi bedst muligt når frem til den vision ud fra det materiale, der er optaget. Noget af det vigtigste i klipperfunktionen er, at vi ikke har været med på optagelserne. Vi er filmens første publikum, der ser med friske øjne."
Ikke så hårdt pumpet
Steen Johannessen, som bl.a. har klippet Søren Steen Jespersen og Nasib Farahs "Krigerne fra Nord", Nicole N. Horanyis "Motley's Law" og Sine Skibsholts "Dem vi var" og været medinstruktør og klipper på Feras Fayyads "De sidste mænd i Aleppo", genkender respekten omkring de danske klippere.
Steen Johannessen mener, at erfaring er nøglestenen i de danske klipperes succes.
"Der er ingen tvivl om, at historien om, at danske klippere er noget særligt, er derude. Jeg har hørt det mange gange. Inden for dokumentar er det helt sikkert, at klippere som Niels Pagh, Janus Billeskov og K (Per K. Kirkegaard, red.) har gået foran og trukket læsset. Det er der andre, bl.a. mig, der nyder godt af," siger han.
"Jeg tror først og fremmest, at det handler om erfaring. Historien om klipperne og dansk films succes hænger sammen. På grund af det stærke støttesystem bliver der lavet relativt mange film i Danmark. Det betyder, at der bliver oparbejdet en erfaring, der både gør, at der bliver lavet mange gode film, og at de danske klippere bliver dygtige og påkalder sig opmærksomhed internationalt. I forhold til minor koproduktioner er der også et aspekt i, at det er praktisk at støtte klip eller postlyd, fordi det kan udføres i Danmark."
Steen Johannessen tror ikke på, at danske klippere ligefrem har en "national identitet, der gør os dygtige". Janus Billeskov Jansen kan derimod godt få øje på en særlig skandinavisk sensibilitet:
"For mit eget vedkommende er 'Strong Island' ikke så hårdt pumpet som amerikanske dokumentarfilm ofte kan være. Den har et følsomt sind og derfor en følsom rytme, som er meget skandinavisk. Vores film har en mere raffineret form for dramaturgisk opbygning og er ikke så firkantede på de traditionelle fortællemodeller. Selvfølgelig er de stadig dramaturgisk fortalt, men alt står ikke skåret ud i pap med violiner. Derfor er jeg også meget glad for, at filmen vandt prisen for storytelling på Sundance," siger han.
Historien i fokus
Ifølge Niels Pagh Andersen er dansk film kendetegnet af en narrativ tradition frem for en æstetisk, både inden for fiktion og dokumentar. Det betyder bl.a., at manuskriptforfatteren har en fremtrædende rolle og ligesom klipperen deltager i dialogen under filmens tilblivelse. Og at de danske klippere er gode til at finde og fortælle historien i et uoverskueligt materiale.
Theis Schmidt nikker genkendende til fokus på historien.
"Jeg kan se på mit eget arbejde, at jeg kommer fra en tradition, hvor vi ikke er så optagede af, at det skal se fedt ud, men af at fortælle den nære historie og gøre karaktererne på lærredet til rigtige mennesker," siger han.
"Jeg tror også, at en del af hemmeligheden i Europa generelt er, at vi klippere rejser mellem genrer og både laver dokumentar, spillefilm, reklamer og tv-serier. Det giver et nærvær, at man ikke er fastlåst i én niche, hvor det er svært at forny sig."
Det er Niels Pagh Andersen enig i.
"Det har styrket dansk film, at der er en afsmitning mellem fiktion og dokumentar. De virkemidler, vi bruger i fiktion, har de danske klippere overført til dokumentar. Og når man er vant til at arbejde med dokumentar, tager man i arbejdet med fiktion ikke manuskriptet helt så bogstaveligt. Manuskriptet var bare noget, man brugte som arbejdsgrundlag, det er ikke helligt, og vi bytter rundt på tre scener, hvis det gør filmen bedre. Som dokumentarklipper er man vant til at være med til at konstruere historien."
