Man skal ikke altid stille sig det mest indlysende sted

PORTRÆT. I sit arbejde som filmfotograf sætter Camilla Hjelm Knudsen gerne spørgsmålstegn ved de oplagte løsninger. Hun er Oscar-aktuel med "Under sandet", der er nomineret i kategorien for bedste udenlandske film. Oscar-uddelingerne finder sted 26. februar. 

Som filmfotograf er Camilla Hjelm Knudsen "sindssygt tilstedeværende" siger instruktør Louise Detlefsen. "Hun har en enorm sensibilitet og tør kigge på tingene", fortæller Eva Mulvad, som også har arbejdet sammen med den Oscar-aktuelle fotograf.

Det med at tænke scener anderledes og ikke altid gøre det let for sig selv, det har jeg lært af den polske instruktør Wojciech Marczewski

I disse dage forbindes Camilla Hjelm Knudsens navn nemlig  især med den Oscar-nominerede "Under sandet", der er instrueret af Martin P. Zandvliet, Hjelm Knudsens mand. Filmen skal den 26. februar kæmpe med fire andre film om titlen som årets Best Foreign Language Film ved begivenheden i Los Angeles.

Hjelm Knudsen modtog i 2016 priser for sit arbejde på filmen både ved Robert-uddelingen og ved European Film Awards.

Ingen fodspor i sandet

Camilla Hjelm ser frem til at deltage i Oscar-festen sammen med resten af holdet bag filmen. Privat har hun og Martin P. Zandvliet dannet par siden ungdommen, og "Under sandet" er den anden ud af tre film, de har arbejdet sammen om. Den første var dokumentaren "Angels of Brooklyn" fra 2002. Af forskellige grunde har de ikke kunnet få det til at passe med fælles filmprojekter i de mellemliggende år, siger Camilla Hjelm Knudsen, som nød samarbejdet med Zandvliet under optagelserne af "Under sandet".

"Vi arbejder virkelig godt sammen. Jeg arbejder bedst under tillid, og Martin har meget tillid til mig, og det samme har jeg til ham," fortæller Camilla Hjelm Knudsen.

"Under sandet" er inspireret af virkelige hændelser i det vestligste Danmark efter Anden Verdenskrig. Under indspilningen filmede Hjelm Knudsen i 14 dage på stranden ved Vesterhavet, og det var en både spændende og barsk omgang:

"Der var omkring 60 mennesker på filmholdet. Og det var en stor udfordring logistisk ikke at efterlade sig fodspor i sandet fra filmholdet, og vi måtte derfor ikke gå på stranden de steder, hvor vi skulle filme. Der måtte jo ikke være fodspor på billederne, nu hvor det handlede om, at der lå miner i sandet. Når en scene skulle filmes igen, måtte vi derfor hver gang rive sandet, og glatte fodsporene ud igen."

Når Camilla Hjelm Knudsen arbejder på en location, er det meget vigtigt for hende at finde ud af, hvorfra og hvordan det vil være bedst at filme skuespillerne og scenen. Fra sin baggrund med dokumentarfilm ved hun dog for det meste, hvor hun helst vil stille sig, men sørger for at have undersøgt alle interessante vinkler.

"For man skal ikke altid stille sig det mest indlysende sted. Det med at tænke scener anderledes og ikke altid gøre det let for sig selv, det har jeg lært af den polske instruktør Wojciech Marczewski, som vi havde et seminar med, da jeg gik på Filmskolen. I det hele taget skal man sommetider sætte spørgsmålstegn ved, hvordan der er lagt op til, at tingene skal være. Hvorfor skal skuespillerne sidde ned lige her? Hvorfor er der eksempelvis ikke en dør imellem dem, når de taler sammen? Hvad er det, vi vil fortælle? Hvad bliver der sagt med ord? Og hvad vil vi fortælle med billedet? Vil vi understøtte teksten, eller vil vi plante en anden fornemmelse i scenen?".

Camilla Hjelm blev færdiguddannet som fotograf på Filmskolen i 2003. Siden da har hun lavet to spillefilm med Daniel Espinosa, som hun også tog afgang med. Derudover har hun lavet en del dokumentarfilm og et par andre spillefilm udover de film, hun har lavet i samarbejde med Zandvliet.

Med sig under sin uddannelse på filmskolen havde Camilla Hjelm Knudsen både faglig og personlig ballast fra Den Fotografiske Billedkunstskole, Fatamorgana, hvor hun gik i 1996-1997, samt fra et år på ICP-International Center of Photography i New York. Et af de mennesker, hun har lært mest af, og som gentagne gange er i hendes tanker, når hun filmer, er Morten Bo, stifter og leder af Fatamorgana.

"Han lærte mig at frame, og han lærte mig aldrig at blive for magelig og blive ved med at lede efter det gode billede," fortæller Camilla Hjelm.  

Film på vej på Netflix

Sideløbende med filmarbejdet har Camilla Hjelm taget en uddannelse som psykoterapeut – uden at have i tankerne at ville praktisere som sådan, siger hun:

"Den uddannelse tog jeg for at blive en bedre leder og for at blive bedre til at navigere på et filmset med så mange mennesker. For mig personligt har det været en rigtig god investering".

Siden 'Under sandet' blev færdig, har Camilla Hjelm og Martin P. Zandvliet lavet deres tredje spillefilm sammen. "The Outsider" er en international engelsksproget film, og parret og deres to børn var i Japan i fire måneder for at lave filmen, som har Jared Leto i hovedrollen. "The Outsider" får premiere på Netflix til efteråret 2017.


Andre om Camilla Hjelm Knudsen

Instruktør Louise Detlefsen: Sindssygt tilstedeværende

Camilla Hjelm Knudsen fotograferede noget af Louise Detlefsens dokumentarfilm "Lovebirds" fra 2014.

"Jeg havde set noget af det, Camilla havde filmet, mens hun på et tidspunkt boede i New York, og jeg havde også fået hende anbefalet. Lige præcis med "Lovebirds", som handler om unge kvinder kunne jeg godt tænke mig at arbejde sammen med en kvindelig fotograf. Ikke at hun blev valgt på sit køn, for jeg havde længe gerne villet prøve at arbejde sammen med hende."

"Med det samme var hun begejstret for karaktererne og gik ind i det med entusiasme og stærk drivkraft. Hun var med på, at det overhovedet ikke var et fancy set up, og at vi skulle være lette og mobile, så vi kunne komme tæt på pigerne. Et eksempel er, at hun havde et stillbilledekamera, og da vi skulle lave billeder i byen, cyklede jeg på hendes Christiania-cykel, mens hun sad i ladet og filmede."

"Som filmfotograf er Camilla sindssygt tilstedeværende, og hun filmer gerne hele scenens forløb på en meget organisk måde, så man bagefter har det sådan, at hold da op, det her stykke behøver man ikke klippe ret meget i. Camilla oplever med sit kamera. Der er noget enormt musikalsk over hendes måde at arbejde på. Hun er meget åben og tør virkelig at være i kontakt med folk. Jeg vil meget gerne arbejde sammen med hende igen."

Instruktør Eva Mulvad : Hun har en enorm sensitivitet og tør kigge på tingene

På Eva Mulvads dokumentarfilm "Slottet" fra 2014 var Camilla Hjelm Knudsen en af flere fotografer.

"Camilla minder som fotograf lidt om Manuel Claro forstået på den måde, at ingen af dem er sådan nogle gear-agtige fotografer. De er mennesker, der stiller sig ud i virkeligheden og kigger på den. De har gode øjne. De er ikke sådan, at de skal stå bagved alt muligt udstyr. De tør kigge på det, der er, og involvere sig i det, der er. De kommer begge fra stillfotografiet, og jeg tror, der er noget i det med, at de er vant til at stå i direkte kontakt med det, de ser på."

"Hun har en enorm sensitivitet. Og det kan man mærke. Både når hun laver dokumentariske ting, og når hun laver fiktion, låner man hendes sensitivitet. Man låner hendes øjne og hendes nærvær. Hun laver parfumer selv og har en enormt veludviklet duftesans. I det hele taget er der noget med hendes sanser, som er i fuldt sving."

"'Under sandet' er jo en superflot film, men det er også bare en meget enkel scenografi, hvor hun formår at kigge på de mennesker, der står i den. Der er et særligt nærvær i det, Camilla laver."