Filmrevisor idømt bøde af Revisornævnet

Statsautoriseret revisor er idømt en bøde på 40.000 kr. for tilsidesættelse af god revisorskik i arbejdet med regnskabet for Zentropa-produktionen "Hævnen".

Revisornævnet har i en 25-sider lang kendelse idømt Zentropas og "Hævnen"s revisor Allan Seiersen en bøde på 40.000 kr. for tilsidesættelse af god revisorskik.

Revisornævnet skriver i sin kendelse:

"Efter princippet i straffelovens § 3 finder Revisornævnet, at indklagedes tilsidesættelse af god revisorskik efter de nu gældende principper for ikendelse af disciplinærstraf ikke kan anses for at være en mindre alvorlig forseelse. For tilsidesættelse af god revisorskik, jf. revisorlovens § 16, stk. 1, idømmes indklagede derfor i medfør af revisorlovens § 44, stk. 1, en bøde på 40.000 kr."

Henrik Bo Nielsen, administrerende direktør, Det Danske Filminstitut, udtaler:

"Det er helt afgørende for kontrollen af den statslige filmstøtte, at revisorerne leverer en uafhængig og korrekt revision af filmregnskaberne hos støttemodtagerne. Ligeledes er det vigtigt for producenterne, at de kan have fuld tillid til, at det udførte revisionsarbejde er i orden. Derfor fandt vi det nødvendigt at efterprøve, hvorvidt Zentropas revisor havde overholdt regelsættet i sin revision af regnskabet for 'Hævnen'. Det kan jeg nu konstatere, at Revisornævnet finder ikke er tilfældet og på den baggrund idømmer revisoren en bøde på 40.000 kr. for tilsidesættelse af god revisorskik. Den afgørelse tager jeg selvsagt til efterretning."

 

Sagen kort

Revisions- og rådgivningshuset Deloitte gennemførte i 2014 på vegne af Det Danske Filminstitut en undersøgelse af regnskaberne for en række Zentropa-produktioner for at af- eller bekræfte påstande om uregelmæssigheder.

Deloittes rapport afdækkede en række kritisable forhold, og på den baggrund besluttede Filminstituttet at indbringe Zentropas revisor for Revisornævnet med henblik på en vurdering af, om revisor i sin behandling af regnskabet for "Hævnen" havde tilsidesat sine forpligtelser.

Læs også: Kulturministeriet stadfæster DFI's afgørelse vedr. regnskab for filmen Antichrist