Gys i børnehaven

FILMFORMIDLING. Bevæbnet med iPads, farverige monstre og en god portion legelyst går børnene i en børnehave nær Svendborg i krig med filmmediet. De 4-6-årige og deres pædagoger er prøvekaniner for et nyt kreativt forløb om filmoplevelser og digital dannelse.

Hesselager_1

Børnene i Hesselager Børnehus leger med flyttefilm og gysertema, alt sammen for at afprøve nye måder at arbejde med film på i børnehaven. Foto: DFI

Flokken på omkring 20 børn er rykket ind på det runde, gråblå tæppe og sidder med front mod lærredet. Persiennerne er rullet ned, lyset dæmpet.

Det handler om at give dem lov til at eksperimentere, prøve tingene af. Den reflekterende tilgang, den kommer senere i skolen – Ditte Mejlhede, projektleder

"Er I klar?" spørger pædagogen Anja.

"Jaa," klinger det i kor fra tæppet.

Så lyder den inviterende intromusik til Siri Melchiors animationsfilm om pigen Rita og hendes ven Krokodille, der skal på campingtur i skoven. Da de lægger sig til at sove, kommer lyde og skygger krybende ind i deres lille orange telt, men alt ender godt for de to kammerater.

Børnenes øjne er klistret til lærredet. Der falder fnis og et par beroligende "det er bare en ugle", da uhyggen spidser til.

"Var der ikke nogen, der blev bange?" spørger pædagogen Lene, da musikken toner ud nogle minutter senere.

Der lyder et kollektivt, lidt tøvende "neeej" fra tæppet, som kommer i bevægelse igen.

Hesselager_film_450

Den røde tråd

Vi er i Hesselager Børnehus nær Svendborg, og denne onsdag i juni skal en gruppe af børnehavens ældste børn og deres pædagoger afprøve et filmpædagogisk pilotprojekt, der skal bringe filmoplevelser og medieforståelse ind i de danske børnehavers stuer. Projektet er udviklet af Det Danske Filminstitut og Kulturregion Fyn.

Hesselager har, som en ud af ti fynske børnehaver, sagt ja til at være prøvekaniner for projektet, der i praksis lyder: Børnene skal se en kortfilm, så skal de tale om den, og dernæst skal de udføre aktiviteter, der knytter sig til filmens tema.

For de to pædagoger Anja Larsen og Lene Pia Hansen er det ikke første gang, at de ser en film og snakker med børnene om den bagefter. Men i dag er anderledes.

Ved hjælp af en iPad-app, der er rygraden i forsøgsprojektet, kan de finde film og pædagogiske aktiviteter samlet under et. Tanken er, at den digitale platform skal hjælpe dem til at skabe en rød tråd gennem forløbet – sådan som dagens program allerede er skudt i gang med filmen "Rita og Krokodille" og temaet "gys".

"Det her giver os en helt anden struktureret måde at arbejde med filmene på," siger Lene Pia Hansen om platformens røde tråd. Kollegaen Anja Larsen supplerer:

"Børnene synes generelt, at det er sjovt med film. Det nye værktøj kan helt sikkert hjælpe os med at bygge noget mere på. Det er da en gave, at børnene allerede som små kan begynde at forholde sig til, hvad det egentlig er, de sidder og ser."

Hesselager_monstre_450

Så skal der laves film!

I børnehuset er madkasserne tømt, og Anja og Lene har samlet ti af børnene fra formiddagens gruppe. Det er tid til næste aktivitet med afsæt i dagens tema, "gys".

Børnene skal lave en flyttefilm med monstre. På bordene ligger hovedpersonerne allerede klar. Grønne, lilla, lyserøde og blå, klippet ud af karton med bevægelige plastøjne og piberensere som følehorn.

"Hvor skal jeres monstre bo? Skal de gå rundt i en skov, eller i en stor by?" spørger Anja. To og to sætter hun børnene i gang med at tegne en baggrund til deres film.

Hesselager_film4_450

Længst henne ved vinduet er Mikkel og Kasper først færdige. Anja hjælper dem med at tape tegningen fast på gulvet, så den ligger lige under linsen på den fastspændte iPad oppe på bordet.

"Det her er oppe i skyerne, det her er nede ved jorden," peger Anja, først ved tegningens øverste kant, dernæst ved den nederste. Så bliver rollerne fordelt. Mikkel hopper op på bordet, ivrig efter at tage det første billede med iPad'en, mens hans filmmakker Kasper gør sig klar nede på gulvet til at flytte de to grønne monstre i små ryk hen over den fælles tegning.

"Er I klar til at lave film, drenge?"

Processen er vigtigst

Helt centralt for det pædagogiske pilotprojekt er, at det giver børnene fire typer oplevelser i et og samme forløb: at se, tale om, lege og lære samt selv at skabe.

Med flyttefilmen opsamler børnene helt automatisk en vigtig viden om filmmediet, fortæller Ditte Mejlhede, der er projektleder fra Kulturregion Fyn. Hun har fulgt testforløbene i samtlige børnehaver og kigger også med fra sidelinjen denne onsdag.

"Børnene får for eksempel en oplevelse af, at statiske figurer som de her monstre kan blive levende. Ved at lave noget selv får de stille og roligt en erfaring med, hvad film består af – at det er noget med billeder og lyd og en historie. De kan ikke sætte så mange ord på det. De kan bare se og høre og mærke det. De får en kropslig erfaring af mediet."

Hesselager_film3_450

"I procesorienterede forløb er det super vigtigt, at pædagogen rammesætter aktiviteten. Ellers bliver det for kaotisk for børnene, og de mister hurtigt koncentrationen og gejsten. Men det handler om at give dem lov til at eksperimentere, at prøve tingene af," siger Ditte Mejlhede.

"Den reflekterende tilgang, den kommer senere i skolen."

Kærlighedslyden er nu bedst

Steen Søndergaard deltager i testforløbet som forsker med forstand på børns brug af digitale medier. For ham rummer pilotforsøget en vigtig nøgle til at styrke de små børn i deres evne til at navigere i en verden, der mere og mere defineres ved det digitale.

"Helt grundlæggende kan arbejdet med film lære børnene at sondre mellem fiktion og virkelighed. Børn er jo garvede mediebrugere, allerede fra de er helt små. De er omgivet af film og billedbårne fortællinger og ser dem i alle deres afskygninger – fra youtubefilm over små tegnefilm til lange spillefilm. Derfor er det vigtigt, at de får en indsigt i mediets virkemidler. Og det gør de dels ved at se og forholde sig til film, dels ved selv at få fingrene i mediet."

"Hvis vi vil have børn til at udvikle deres tænkning, skal vi sørge for, at de ikke bare æder alt som underholdning. De skal undres. De skal støttes i at være kreative og skabende, så de bliver mere end bare passive forbrugere. Det er den dannelsesproces, vi så småt starter her i børnehaven."

Hesselager_film2_450

Rundt om ved bordene er de fleste af holdene færdige med at optage, og så skal der lægges lyd på filmen via det online filmværktøj, som børnene bruger til at lave flyttefilmen.

Katrine og Natalie kan ikke beslutte sig for, hvilken lyd de skal lægge på deres lille femsekunders film. Nu er dagens tema jo monstre og gys, men de har forelsket sig i et musikspor, der i filmværktøjet er grupperet under et stort hjerte.

"Åh, kærlighedslyd," sukker Natalie.

"Hvad har I valgt som musik?" kommer Lene forbi og spørger pigerne. Godt nok er det en gyserfilm, men de kan nu bedst lide kærlighedsmusikken, så sådan bliver det.

Så er klokken blevet to, og det er tid til at pakke monstre og iPads væk for denne gang. En ikke helt almindelig dag i Hesselager Børnehus er ved at være forbi.

Hesselager_film8_450

Om projektet

Ti fynske børnehaver har deltaget i testforløbet, der har kørt i april og juni.

Den digitale platform anvendt i Hesselager er udviklet af Det Danske Filminstitut i samarbejde med Kulturregion Fyn.

Tanken er, at platformen skal lede videre til produktionsværktøjer, som pædagogerne kan downloade og bruge i aktiviteterne. Flyttefilm-app'en brugt i Hesselager hedder FILM-X Animation og er udviklet af Det Danske Filminstitut. Den kan frit downloades fra Apple App Store.

Næste skridt

Til efteråret udgiver lektor Steen Søndergaard en rapport, der kommer med anbefalinger til videreudvikling af den digitale platform og de pædagogiske aktiviteter. Også pædagogernes behov for efteruddannelse vil blive belyst i rapporten. Efter planen skal platformen lanceres i alle landets børnehaver i starten af 2018.

Kontakt

Claus Hjorth

Afdelingschef for Børn & Unge
Tlf. + 45 2261 5381
clausnh@dfi.dk

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412