CPH:DOX er forårsklar

CPH:DOX. Dokumentarfilmfestivalen åbner den 16. marts med mere end 200 film, fem konkurrenceprogrammer og et væld af arrangementer.

CPH:DOX lukker den 16. marts dørene op for 11 dages dokumentarfilmfestival, og for første gang sker det i en forårsudgave.

Festivalen er et overflødighedshorn med over 200 film, heraf 75 verdenspremierer, et ambitiøst nyt talk-program, visuelle koncerter, interaktive udstillinger, en VR- og sofa-biograf, et nyt børneprogram, et særfokus om populisme, et nyt science-tema, et kurateret program af kunstneren og musikeren Anohni og et spritnyt festivalpalæ i Kunsthal Charlottenborg.

CPH:DOX har til konkurrenceprogrammerne inviteret 59 af de bedste dokumentarfilm i verden lige nu, en del af dem danske.

13 film er i konkurrence om hovedprisen, DOX:AWARD, og blandt dem er Phie Ambos "... når du kigger væk", Feras Fayyad og Steen Johannessens "De sidste mænd i Aleppo", som åbner festivalen, og Jeppe Røndes "The John Dalli Mystery".

Konkurrencen for film med en journalistisk tilgang F:ACT AWARD byder på 11 film, blandt andet Lotte Mik-Meyers "En præsident vender tilbage - Efter kuppet i Madagaskar".

A-Modern-Man_450
Eva Mulvads "A Modern Man"
 
I serien NORDIC:DOX med 13 film kan man glæde sig til Eva Mulvads "A Modern Man", Cecilie Debells "Min mor er pink", Kaspar Astrup Schröders "De dømtes børn", Ida Grøns "Stay Behind - Min farfars hemmelige krig", Camilla Magids "Land of the Free", Anna Eborns "Lida" og Anita Mathal Hopland & Jens Lengerkes "En kant af frihed".

De grænsesøgende kunsteksperimenter præsenteres i serien i NEW:VISION med eksempelvis Joachim Koesters "Maybe This Act, This Work, This Thing" og SUPERFLEXs "The Mærsk Opera".

CPH:DOX lancerer i år en ny konkurrence for fremtidens talenter NEXT:WAVE Award med ni film. Blandt dem er Alexander Linds "Næste sommer" og Esther Wellejus' "Vi lader billedet stå et øjeblik".

Læs om de enkelte film i konkurrenceprogrammet

Som noget nyt inviterer festivalen til et nyt kulturtopmøde CPH:MEETINGS, hvor forfattere, billedkunstnere, filminstruktører, musikere og satirikere giver deres udlægning af tidens største debatter. I talk-rækken vil bl.a. den franske verdensstjerne, filosoffen Bernard-Henri Levy, satiriker Niels Hausgaard, filminstruktør Fenar Ahmad og forfatter Suzanne Brøgger give deres besyv på de aktuelle politiske problemstillinger.

Festivalen byder også på et nyt videnskabstiltag, CPH:SCIENCE, og et nyt børneprogram med visninger for folkeskolen i hverdagene og familier i weekenden.

CPH:DOX kommer med DOX:ON:TOUR i år endnu længere ud i landet med mere end 100 visninger på Sjælland uden for København og i Jylland. Og endnu en gang bliver der 48 timers gratis streaming af fem CPH:DOX-film, umiddelbart efter festivalen er sluttet.

CPH:DOX

Tags: