Hitmageren O'Fredericks

PIONERKVINDER. Alice O'Fredericks stod bag nogle af dansk films største publikumssucceser med "Far til fire"-serien og Morten Korch-filmatiseringerne i 1950-60'erne. Vi fortæller historien om den driftige instruktør, der aldrig blev anerkendt af kritikerne, og diskuterer folkelighed med instruktørerne Charlotte Sachs Bostrup og Barbara Topsøe-Rothenborg samt producent Regner Grasten.

alice-og-lilleper

Alice O'Fredericks fik aldrig selv børn, men elskede sin filmfamilie så meget, at hun ifølge Ole Neumann, der spillede Lille Per, engang tilbød hans forældre 200.000 kroner for at adoptere ham.

Den første, den mest produktive og den bedst sælgende. Alice O'Fredericks besidder flere rekorder i dansk film. Ikke alene var hun Danmarks første kvindelige filminstruktør. Med 70 spillefilm indskriver hun sig også som den til dato mest produktive danske instruktør siden tonefilmen kom frem. Og derudover står hun bag det største danske publikumshit nogensinde, den første Morten Korch-filmatisering "De røde heste", der trak 2,6 millioner danskere i biografen i 1950.

Alligevel er der en tendens til at glemme O'Fredericks i den danske instruktørkanon.

"Jeg har aldrig hørt om O'Fredericks," siger instruktør Charlotte Sachs Bostrup. "Som i nogensinde. Hun var ikke pensum på Filmskolen, og ingen i branchen taler om hende. Det er rystende, men også sigende for, hvordan historien behandler kvinder med succes."

Måske er det også sigende for, hvordan historien behandler den folkelige filmgenre. For mens publikum strømmede til O'Fredericks’ film – mest berømt var "Far til fire"-serien og Morten Korch-filmatiseringerne – havde anmelderne ikke meget til overs for dem.

"Succes avler som bekendt fortsættelser," klagede Berlingske Tidendes anmelder Svend Kragh-Jacobsen om "Far til fire i sneen" i 1954, den anden film i rækken. "Det synes at have været endnu sværere denne gang at præstere en nogenlunde sammenhængende historie, og Grete Frisches manuskript er da også af det løseste, som set er; der er ikke en gnist af spænding i historien."

Respekt for publikum

I producent Regner Grasten, der bl.a. er kendt for folkelige succeser som "Hvidsten Gruppen" og serierne om Krummerne og Anja & Viktor, finder man til gengæld en stor fan af Alice O'Fredericks. Grasten udnævner hende ligefrem til sit forbillede.

"Hun havde respekt for sit publikum og var fremragende til at tale til både høj og lav i salen. Det er en særlig evne, som ikke mange instruktører har," siger han og fremhæver "Far til fire"-serien som sin favorit.

"Især de første forstod at blande dagligdagen med sorg og glæde og ikke bare falden på halen. 'De røde heste' er også på mange måder en genial film i stil med de neorealistiske film som f.eks. 'Cykeltyven', fordi den behandler hverdagen på en enkel måde. Konflikterne er danske, men deres enkelhed er i verdensklasse," siger Grasten, hvis eget succeskriterium er, at hans film er langtidsholdbare.

Grasten mener "helt klart", at O'Fredericks' film er blevet undervurderet af de hårde anmeldere. "De kunne ikke forstå, at folkelighed også kan være den ypperste kunst," siger han.

Begrebet folkelighed kvier instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg sig til gengæld ved.

"For mig har det en lidt negativ betoning. Specielt folkekomedien, som bliver en smule gammeldags. Jeg går helt vildt op i at gøre mine film nutidige og troværdige for den dagligdag, vi har i dag. Det betyder meget for mig at ramme et bredt publikum, men jeg synes godt, man kan gøre tingene på en lidt mere alternativ måde end den klassisk fortalte folkekomedie," siger hun og nævner amerikanske Alexander Payne og Jason Reitman som eksempler på instruktører, der formår at ramme bredt med nogle lidt skæve indiefilm som "Sideways", "Juno" og "Up in the Air".

Topsøe-Rothenborg, der bl.a. har instrueret det amerikanske remake af Anja & Viktor-filmen "The First Time", familiefilmen "Krummerne – alt på spil" og ungdomsdramaet "En-to-tre-nu!" og er konceptuerende instruktør på ungdomsserien "Sjit Happens", forklarer selv sin kærlighed til det bredt appellerende med sin tidlige start som barneskuespiller i den populære børneserie "Nana" fra 1988.

"Jeg fik hele tiden at vide, at den serie ikke bare samlede børnene, men hele familien. Så jeg har fået ind fra en tidlig alder, at man godt kan lave film og tv, der rammer flere målgrupper. Det er lettere sagt end gjort, men det er det, jeg stiler efter. Når jeg har lagt al mit blod, sved og tårer i et projekt, vil jeg også gerne have, at det bliver formidlet til så mange mennesker som muligt," siger hun.

Komedie er sværere

Charlotte Sachs Bostrup, der bl.a. har instrueret "Anja & Viktor", "Familien Gregersen", "Veninder", "Karla"-trilogien og "Kartellet" samt episoder af serierne "Nikolaj & Julie", "Nynne", "Dicte" og "Mercur" vil heller ikke betegne sig selv som en folkelig instruktør. Mest fordi hun ikke har lyst til at begrænse sig selv ved at placere sig i en kasse, men ser sig selv som en 'kunsthåndværker', der skifter mellem forskellige genrer og udtryksformer.

Hun har intet problem med at vedkende sig, at nogle af hendes film er folkelige og udtryk for bevidste forsøg på at ramme en bred målgruppe.

"Jeg var da fuldstændig klar over, at da jeg i sin tid startede med at lave spillefilmen "Anja & Viktor" med Regner Grasten, var der tale om et folkeligt projekt. Det var en komedie og et afprøvet koncept, og derfor skulle det være underholdende og lettilgængeligt, så mange mennesker havde lyst til at se det. Det er nu også en kunst i sig selv," siger hun.

"Jeg vil ved Gud i himlen også gerne lave film, der ikke har som mål at ramme folkeligt bredt. Men at jeg kan gøre det, ser jeg egentlig bare som udtryk for, at jeg kan mit håndværk."

At lykkes med en bredt appellerende film kræver det samme af sin instruktør som det at lave en 'kunstnerisk dramatisk film', siger hun.

"Du skal gå meget seriøst til værks. Efter min mening skal håndværket være fuldstændig lige så meget i orden. Du skal kunne fortælle en sammenhængende, vedkommende historie, som er ægte. Karaktererne skal handle troværdigt. Hvis du laver en komedie, er nogle af situationerne fysisk komiske, men de skal stadig være baseret på en nødvendighed. Og så skal du have en fornemmelse af, hvad der er underholdende og bevæger publikums følelser: får dem til at grine, blive nervøse, spændte og rørte. Så de bliver engagerede i det, der foregår. Hvis du ikke kan det, kan det hele være lige meget. Så bliver det en overfladisk oplevelse, som folk som regel ikke bliver glade for."

Charlotte Sachs Bostrup ser ingen modsætning mellem bredde og kunstnerisk kvalitet, og generelt er den nedvurdering af komedier, der foregår i visse kulturelle kredse, hende meget imod. For det sjove er meget sværere.

"Der er en tendens til blandt anmeldere at anse humor for at være laverestående end drama. Det afslører bare, at de ikke ved, hvad de taler om. Vi andre ved, at det er tusind gange sværere at lave noget, der er sjovt, end noget, der bare er dramatisk. Komedien handler om menneskets fejl og svagheder, mens dramaet handler om menneskets styrke og storhed og fald. Efter min mening er komedien mindst lige så væsentlig og forløsende, for hvis vi ikke kan se på os selv og vores egne fejl og mangler, mangler vi et helt aspekt af det at være menneske." 

Drive, humor og fortælleglæde

Alice O'Fredericks satte også en ære i at bringe smilet frem hos publikum.

"Jeg startede i lystspillet, fordi naturen havde skænket mig en smule sans for humor, og jeg skammer mig ikke over det, for det er en smuk opgave at komme folk til at le," siger hun i et interview med Ekstra Bladet i 1946. Til Hjemmet Søndag erklærer hun det som sit mål "at skaffe publikum en sund latter".

"Jeg elsker latter, jeg tror bestemt, at hvis vi vænnede os noget mere til at tage muntert på alle vanskeligheder, så gik der ikke så meget i ulave, som der gør (…) Jeg kan ikke lade være med at mene, at jeg har en ganske bestemt opgave at rygte – og det er den at få folk til at more sig over det gode humør i danske film med lystig pointe. Og så i øvrigt at sætte i scene, så der er tempo og fart i og over handlingen."

Som instruktør beskrives Alice O'Fredericks, der er født Frederiksen og gik under tilnavnet Fru Alice, som myreflittig, optaget af teknik og fuld af en fortælleglæde, der tilførte hendes film energi og vitalitet.

Hendes vej mod instruktørstolen er kendetegnet af et enormt drive. Som 18-årig opsøgte hun den kendte instruktør Benjamin Christensen, fik en statistrolle i hans berømte stumfilm "Heksen" (1922) og blev samtidig ansat som sekretær og scriptgirl. Sideløbende med en skuespillerkarriere startede hun sammen med skuespilleren Johannes Meyer i 1922 sit eget filmselskab, det kortlivede Tumling Film.

I 1926 vandt hun en manuskriptkonkurrence til Fy og Bi-filmen "Filmens helte". Det blev indledningen til et langt partnerskab med filmens instruktør Lau Lauritzen og dennes søn Lau Lauritzen Jr. Først på selskabet Palladium og fra 1937 på ASA. O'Fredericks startede i mesterlære som gamle Laus manuskriptforfatter, instruktørassistent og klipper, inden hun debuterede som medinstruktør med unge Lau på farcen "Ud i den kolde sne" i 1934. Sin første film som soloinstruktør lavede hun i 1943, "Det brændende spørgsmål", en debatfilm om retten til abort baseret på Thit Jensens skuespil "Storken".

Efter at have stået bag en række brede folkekomedier som "Panserbasse" (1936) og "Frøken Kirkemus" (1941), gik hun i besættelsestidens ånd i 1940'erne i en mere seriøs retning og instruerede en række såkaldte "problemfilm", særligt om kvindelige temaer. "Elly Petersen" (1944) portrætterer en provinspige i hovedstaden, "Affæren Birte" (1945) handler om en seksualforbrydelse og "Vi vil ha et barn" (1949) om fødsel og moderskab. "Så mødes vi hos Tove" (1946), der skildrer gensynet mellem otte gamle skoleveninder, er blevet udnævnt til den første danske kvindefilm. Hverken den eller hendes andre film stiller dog for alvor spørgsmålstegn ved de etablerede kønsroller.

Første kvindelige instruktør

Selv udfordrede O'Fredericks imidlertid kønsrollerne i den danske filmbranche, hvor hun udmærkede sig som den første kvindelige tonefilminstruktør, takket være Lau seniors tro på hende.

"Jeg kom nærmest luskende ind i faget, idet jeg gik og arbejdede som sekretær for gamle Lau. Han gav mig en meget selvstændig stilling over for sine medarbejdere. Jeg tror nu nok, at fotografer og dekorationsfolk osv. lige straks fik et chok, da de skulle modtage ordrer fra en – på det tidspunkt – ung kvinde, men da de lidt efter lidt opdagede, at jeg havde begreb om det, jeg skulle have med at gøre, og at jeg ganske kammeratligt diskuterede sagerne med dem – ja, så gav de sig – om end lidt modstræbende" sagde hun i et interview med Ekstra Bladet i 1946.

I samme interview spørger journalisten Haagen Hetsch, om hun tror, at hun havde fået chancen som instruktørelev, hvis hun ikke havde været "så forbandet køn".

"Næ, hør nu!" svarer hun. "Ganske vist vil sikkert ingen, der kendte gamle Lau, benægte, at han kunne lide at se kønne piger omkring sig, men uden at prale tror jeg ikke, at vort samarbejde havde holdt så længe, hvis ikke jeg havde været i stand til at aflaste ham i arbejdet."

I 1950'erne vendte O'Fredericks – muligvis ikke helt frivilligt, men beordret af ASA – tilbage til de folkelige film med først og fremmest de syv Far til fire-film og 13 Morten Korch-film. Hun har fortalt, at det var en sorg for hende, at hun ikke selv fik børn. Til gengæld elskede hun sin filmfamilie – så meget at hun ifølge Ole Neumann, der spillede Lille Per, engang tilbød hans forældre 200.000 kroner for at adoptere ham.

I sine sidste år var hun svært plaget af en leddegigtsygdom og blev båret rundt af to mænd, når hendes kørestol var i vejen. Ifølge beretninger fra bl.a. Palle Kjærulff-Schmidt, der i en periode arbejdede som hendes instruktørassistent, gjorde sygdommen hende til tider tyrannisk over for selskabets medarbejdere.

"Hun vidste, at hun var dygtig til at skabe succesfilm, og at det netop var dem, der gav løn til os alle og Lau et overskud til en elsket villa i Rungsted," skriver han i sine erindringer. "Alt hvad hun kunne, havde hun lært sig selv, og det var nok den viden, som fik hende til at føle, at hun var dygtigere end alle andre på studiet, ja ind imellem at hun var den eneste i hele landet, der kunne det hele, og endnu værre, at vi andre var ignorante idioter, som kun var ude på at hæmme hendes muligheder."

Et tidligt eksempel på en kvinde med selvtillid?

Perfektionisme dræber modet

Netop den selvtillid savner Charlotte Sachs Bostrup, bl.a. med henblik på nutidens fortsatte ulige kønsfordeling i dansk film, hos unge kvinder i dag.

"Jeg er vokset op med en følelse af at være fuldstændig lige med enhver mand og have en ret stor frihed til at være kvinde, som jeg havde lyst til. Det ser ud til at være aftaget med alle de 12-talspiger, der har det dårligt og skærer i sig selv. Der er kommet et præstationsræs ind over det at være pige eller kvinde. En perfektionisme og et forsøg på hele tiden at leve op til et ideal på den ene eller anden måde. Sagen er, at hvis du hele tiden vil være korrekt og ikke vil lave fejl, så har du svært ved at kaste dig ud i situationer, hvor du kan risikere at lide nederlag. Og når du laver film, kommer du til at lide nederlag. Du får rigtig mange afslag. Jeg er bekymret over, at pigerne mangler den selvtillid, der skal til for at tro på, at det ikke er fordi, de ikke er gode nok," siger hun og efterlyser en synlig, solidarisk og samlende kvindebevægelse.

Alice-O'Fredericks_210Alice O'Fredericks (1899-1968). Foto: DFI Billed- & Plakatarkiv.

Serie: Kvindelige filmpionerer

Vi sætter i den kommende tid fokus på kvindelige filmpionerer i den danske filmbranche, som tidligt – og ofte upåagtet – udførte væsentlige funktioner i dansk film. Artikelserien er skrevet af journalist Freja Dam i samarbejde med forskningsbibliotekar Birgit Granhøj (DFI) og redaktør Lisbeth Richter Larsen (DFI).

Kontakt

Redaktionen: redaktionen@dfi.dk


nyhed

delpaafacebook

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412