Kongeligt besøg i Cinemateket

CINEMATEKET. Det belgiske og danske kongehus åbner filmserie i Cinemateket med to yngre spændende belgiske instruktører, Joachim Lafosse og Felix van Groeningen.

I anledning af det officielle statsbesøg fra Belgien i slutningen af marts sætter Cinemateket fokus på belgisk filmkultur og viser i perioden 29. marts til 11. april en række film af to af tidens mest spændende belgiske filminstruktører, Joachim Lafosse og Felix van Groeningen, hvis film har nydt stor international opmærksomhed. 

"Vi glæder os meget over den kongelige deltagelse ved åbningen", siger vicedirektør Jakob Buhl Vestergaard. "I Cinemateket kan publikum opleve klassik filmkunst og titler, som man ikke så let finder i det almindelige biografrepertoire. Det sidste er denne belgiske serie et eksempel på. Danmark og Belgien har som små europæiske lande ikke så få lighedspunkter, og vi har et ønske om, at åbningen markerer vigtigheden af et kulturelt fællesskab, og en fejring af filmkunstens og -kulturens evne til at fortælle historier, der både berører, provokerer og skaber nye indsigter." 

Det belgiske filmprogram er lavet i samarbejde med Den Belgiske Ambassade, Wallonia Trade & Investment Agency (AWEx), samt filminstitutionerne Wallonie Bruxelles Images og Flanders Image i Belgien. 

Ved åbningen den 29. marts deltager det belgiske kongehus ved Deres Kongelige Majestæter Kong Philippe og Dronning Mathilde og fra dansk side Deres Kongelige Højheder Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary. Hertil kommer en række gæster fra Belgien og Danmark, blandt andet den danske kulturminister Mette Bock. Arrangementet er for inviterede gæster. 

Filmserie: Joachim Lafosse og Felix van Groeningen i Cinemateket "To belgiske enere"
Tid: 29. marts - 11. april
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetter: (75 kr., dog 50 kr. for Cinematekets medlemmer) kan bestilles online og på tlf. 3374 3412.