Harriet Bloch (1881-1975) var Danmarks første professionelle kvindelige manuskriptforfatter. Mellem 1911 og 1923 skrev hun 150 manuskripter, hvoraf hun solgte de 100 til Nordisk Films Kompagni. Dermed er hun den mest produktive manuskriptforfatter i dansk filmhistorie. Hendes manuskripter blev iscenesat af store danske stumfilminstruktører som August Blom, Urban Gad, Eduard Schnedler-Sørensen, Lau Lauritzen Sr., A.W. Sandberg, Holger-Madsen og Robert Dinesen foruden svenske Mauritz Stiller og tyske F.W. Murnau.
Nordisk Films direktør, Ole Olsen, har omtalt hende som sin favoritforfatter, ligesom Danmarks største mandlige stumfilmstjerne Valdemar Psilander satte stor pris på hendes manuskripter, som hun skrev flere af direkte til ham. Blandt andet "Manden uden fremtid" (Holger-Madsen, 1916) efter hans ønske om at spille cowboy.
Kunne gøre det ligeså godt selv
I de tidlige 1910'ere, inden selskaberne for alvor havde organiseret sig som professionelle filmfabrikker, var det muligt for amatører – og kvinder! – at bryde igennem i branchen uden forbindelser. Harriet Bloch havde ingen erfaring med at skrive, da hun begyndte. Sin viden om film havde hun fra biografen, hvor hun ofte kunne nå tre forestillinger – kl 12, kl. 14 og kl. 16 – inden hun tog hjem og lavede aftensmad til sin mand og deres seks børn. Det var på en af disse biografture, at hun besluttede sig for at give sig i kast med manuskriptskrivning. Efter at have set Urban Gads "Afgrunden" (1910), der ellers i dag betragtes som en klassiker, tænkte hun, at "det kunne man gøre omtrent ligeså godt selv", som hun udtrykker det i et interview fra 1962 med Ib Monty og Arne Krogh fra Filmmuseet.
Som sagt så gjort. I 1911 solgte hun sit første manuskript til Nordisk Film, der lavede det til filmen "Hendes ære", instrueret af August Blom med Else Frölich og Valdemar Psilander i hovedrollerne. Det blev starten på et frugtbart samarbejde med selskabet, selvom hun forblev freelancer i hele sin karriere.
"Hendes Ære" (August Blom, 1911) med Valdemar Psilander og Else Frölich i hovedrollerne. Still: DFI/Billed- & Plakatarkivet.
I løbet af karrieren steg prisen for hendes manuskripter fra 50 kroner op til 3000 kroner, og hendes årsløn matchede efterhånden hendes mands, der var selvstændig maskiningeniør. Selv tog hun ikke sit arbejde så højtideligt, men så det som en sjov og indbringende hobby.
"Det havde jo ikke meget med kunst at gøre. Men det morede mig at gøre det, og jeg tjente jo også nogle penge. Jeg har jo endda nogle ret store æbleplantager i Nordsjælland, og dem har jeg da tjent til begge to selv," siger hun i interviewet til Filmmuseet.
Manuskriptforfatterfaget halter bagefter ligestillingen
"Det er en vild historie – at en kvindelig manuskriptforfatter har stået bag en række af de store film fra Nordisk Film," siger manuskriptforfatter Hanna Lundblad, der sammen med sin mand Stig Thorsboe har skrevet serierne "Krøniken", "Lykke" og "Badehotellet". "Men det forbavser mig ikke, at der har været en kvindelig hånd, som ikke er krediteret. Der er mange dygtige kvindelige kunstnere, som aldrig har vundet anerkendelse, men er forsvundet ud i den store intethed."
Hanna Lundblad. Foto: Jacob Kusk.
"Uanset køn er det altid ekstremt sårbart at præsentere sin kunst, og det kræver hård hud at tage alle de kampe, det kræver. Men de tidlige kvindelige kunstnere har oveni den kamp også skullet kæmpe for den manglende ligestilling. Karen Blixen debuterede under pseudonym, og Amalie Skram blev indlagt på sindssygehospital. Der er nogle kvinder i vores fortid, der har trukket et stort læs. I dag er kvinder meget mere synlige i kunsten, men manuskriptfaget er et af de områder, der har haltet bagefter," siger Hanna Lundblad.
Ifølge en undersøgelse fra Det Danske Filminstitut i 2016 var kun 21 procent af de danske spillefilm, der fik produktionsstøtte mellem 2010-15, skrevet af kvinder. For produktionsstøttede spillefilm, der havde premiere i 2015 og 2016, havde henholdsvis 29 og 30 procent en kvindelig manuskriptforfatter.
Kønsfordelingen i fagforbundet Danske Dramatikere er 60/40 i mændenes favør, men overvægten forklarer ikke hele forskellen. En undersøgelse fra forbundet viser, at mandlige forfattere i højere grad end de kvindelige bliver tilbudt spillefilmjobs, ofte kommercielle markedsordningsfilm med større chance for at blive realiseret, mens kvindelige forfattere oftere må tage initiativ til egne projekter – 50 procent kvinder mod 28 procent mænd – som er sværere at løfte, hvis der ikke er en instruktør eller producent tilknyttet fra starten.
Hanna Lundblad mener, at de færre jobs til kvindelige forfattere er udtryk for "dårlig vanetænkning", men at der i de seneste år er sket et skred. I hvert fald inden for tv-dramatikken, hvor bl.a. Maya Ilsøe med "Arvingerne" på DR, Dunja Gry Jensen med "Nordskov" og Mette Heeno med "Lærkevej" og "Bedre skilt end aldrig" har ændret statistikken. "Jeg tror på, at der er en proces i gang," siger Lundblad.
Historier fra en gulvspand
Harriet Bloch skrev hovedsageligt lystspil eller melodramaer med kvindelige hovedroller til et kvindeligt publikum. Filmene handler bl.a. om forholdet mellem kønnene, utroskab og andre kærlighedsintriger og -forviklinger. Titlerne som "Hendes Hjertes Ridder", "Danserindens Hævn", "Kærlighed og Penge" og "De tossede Kvindfolk" er sigende.
"Danserindens Hævn" (Holger-Madsen, 1916). Still: DFI/Billed- & Plakatarkivet.
Hanna Lundblad mener, at en del af nybruddet i dansk dramatik består af, at kvindelige forfattere ikke længere begrænser sig til traditionelle 'kvindetemaer'.
"Da kvinder skrev litteratur i 1970'erne var det meget inden for den private sfære eller historier fra en gulvspand. Kvinder havde en lille lukket emnekreds, mens mændene havde hele paletten og kunne skrive om alt fra politik og action til spøgelseshistorier og drama. Det er virkelig skiftet nu. Kvinderne skriver i dag om præcist de emner, der falder dem ind."
Men er der stadig forskel på, hvad mænd og kvinder er optagede af, når de skriver? Hanna Lundblad ser kønsdiversitet som en del af en berigende mangfoldighed i kunsten, men mener ikke, at forholdet mellem køn og produkt er en til en.
"Med 'Krøniken' var der mange, der sagde, 'Hvor er det interessant, at I har alle de gode kvinderoller. Det må være fordi, Hanna er med'. Men så rigidt er det slet ikke. Det er ikke sådan, at jeg sidder og skriver alle kvinderollerne. Der er kvindelige tematikker i både 'Krøniken', 'Lykke' og 'Badehotellet', men det er oftest Stig fremfor mig, der har været den drivende kraft i de historier," siger hun.
"Jeg synes bestemt, det betyder noget, at vi har hvert vores køn, men det betyder ligeså meget, at vi har forskellig baggrund og er forskellige mennesker. Vi bidrager alle sammen ud fra vores individuelle udgangspunkt, og jo flere stemmer, der kommer til orde, des mere mangfoldigt bliver udtrykket. Kunsten bliver fattigere, hvis det kun er det ene køn, der har en stemme i tiden."
"Mænd har også familier og parforhold"
Mette Heeno, der bl.a. har skrevet tv-serierne "Lærkevej" og "Bedre skilt end aldrig" og spillefilmene "Terkel i knibe", "Supervoksen" og "All Inclusive", nikker genkendende til at blive sat i bås som kvindelig manuskriptforfatter.
Mette Heeno. Foto: Anders Hviid.
"Jeg får tit forespørgsler om at skrive kvindekomedier og kvindeserier eller lige kigge på et oplæg med mit kvindeblik. Det kender jeg også en del andre kvindelige manuskriptforfattere, der gør. Hvad blev der af at kalde det komedier, serier og blik? Det er da mærkeligt at bruge ordet kvinde foran alt. Jeg ved ikke om mænd får ligeså mange forespørgsler om at kigge på noget med deres mandeblik? Men mandlige manuskriptforfattere bliver sikkert sat ligeså meget i bås, som kvinder gør. Så får de bare tilbudt krimier og serier om politik – og noget med nogle tavse mænd, der kigger ud af nogle store vinduer," siger Heeno.
Hun afviser stereotypen om, at det at skrive om følelser og nære relationer skulle være specielt 'kvindeligt'. Og mener, at det først og fremmest er hendes personlighed, ikke hendes køn, der har indflydelse på hendes manuskripter.
"Jeg har altid interesseret mig for det nære, for familien, for de krige der kæmpes mellem to mennesker. For ord og karakterer. For det absurde i livet og for humoren i smerten. Det ved jeg ikke om er specielt feminint. Måske. Måske ikke. Jeg har hørt, at der er mange kvinder, der er glade for det, jeg skriver. Måske synes de bare, at det er dejligt at blive spejlet. Der er jo stadig langt mellem kvinder på lærredet. Jeg har en overvægt af kvindelige hovedkarakterer i mine film og serier, for det er dem, jeg er bedst til at skrive og interesserer mig mest for. Men det er langt ude at kalde det for 'kvindetemaer', at jeg skriver om familier og parforhold. Mænd har også familier og parforhold," siger hun.
Forfatterens status
I 1910'erne havde manuskriptforfatterfaget generelt ikke nogen høj status i branchen. Manuskripter var en vare, filmselskabet købte og kunne ændre på, videresælge eller realisere, som de ville uden nødvendigvis at kreditere forfatteren.
Manuskriptside fra "Manden uden Fremtid" (Holger-Madsen 1916). Skanning fra DFI's samlinger.
"Jeg havde meget svært ved at kende mine egne film, når jeg så dem på lærredet, og tit sneg jeg mig skamfuldt bort," siger Harriet Bloch. Og om sit manuskript til "Die Erbin von Tordis" (1921) om Støvlet-Cathrine, som danske Robert Dinesen instruerede i Tyskland: "Hvis der ikke havde stået, hvad det var, så ville jeg aldrig have drømt om, at det var noget, jeg havde spor at gøre med. Der var intet tilbage. Hvad de betalte mig penge for, det er mig en gåde."
Mette Heeno fortæller, at man som manuskriptforfatter i dag i princippet heller ikke har nogen indflydelse på, hvad instruktøren gør med manuskriptet inden for spillefilm – selvom hun dog aldrig har oplevet store ændringer af sine manuskripter. På tv er det til gengæld en helt anden snak. Her er det manuskriptforfatteren, der sidder for bordenden og har overblikket over plottet og karakterernes udvikling over en hel sæson. Instruktørerne, der ofte er skiftende, kan derfor ikke bare ændre i manuskriptet.
Hanna Lundblad har også i stigende grad taget lederskab over sine egne serier. På "Badehotellet" er hun og Stig Thorsboe executive producere og har en position som indholdsproducenter, der minder om den amerikanske showrunners rolle. Parret har i kunstnerisk henseende det sidste ord.
"Badehotellet". Foto: Mike Kollöffel.
Selvom Heeno stadig møder mange mennesker, der ikke forstår, hvad en manuskriptforfatter laver, oplever hun også, at tv-seriens momentum har medført større fokus i offentligheden.
"Jeg tror, at den tv-seriebesættelse, der foregår lige nu, er med til at cementere manuskriptforfatterens vigtighed. De amerikanske showrunnere er pludselig blevet idoler og udtrykket 'en serie af' har skærpet opmærksomheden i vores retning. Men kun på tv. Ikke på film," siger hun.
