Dokumentar og filmfotograf vinder priser i Göteborg

PRISER. Simon Lereng Wilmonts ’The Distant Barking of Dogs’ vandt prisen for bedste nordiske dokumentar på Göteborg Film Festival. Derudover modtog filmfotograf Sophia Olsson for andet år i træk Sven Nykvist-prisen. Denne gang for sit arbejde på Milad Alamis 'Charmøren'.

På dette års Göteborg Film Festival lykkedes det for Simon Lereng Wilmont at tage the Dragon Award med hjem for dokumentaren 'The Distant Barking of Dogs'. Prisen gives for bedste nordiske dokumentar og med den følger 100.000 svenske kroner. Filmen vandt for nyligt også prisen for bedste film af et nyt talent på den store dokumentarfestival IDFA i Amsterdam i november.

I filmen følger vi 10-årige Oleg, der bor i det østlige Ukraine – en krigszone, der ofte genlyder af antiluftskyts og missilbombardementer. Mens han venter på, at krigen slutter, bruger Oleg tiden på at hænge ud med sin yngre fætter Yarik og den ældre dreng Kostia. Sammen tager de på eventyr, hvor de taler om at blive rigtige mænd og prøver hinandens grænser af – men går af og til for langt.

Også filmfotografen Sophia Olsson, der uddannet på Den Danske Filmskole, modtog for andet år i træk Sven Nykvist-prisen, der er opkaldt efter den berømte filmfotograf. Denne gang vandt hun for sit arbejde på Milad Alamis 'Charmøren', der får dansk biografpremiere den 17. maj. Sidste år modtog hun prisen for Amanda Kernells svensk-dansk koproducerede spillefilm 'Sameblod'.

I 'Charmøren' ser vi iranske Esmails sidste desperate forsøg på at finde en dansk kæreste, der kan redde hans fremtid. Alt ændrer sig, da han uventet forelsker sig i en ung, iransk kvinde. Snart indhenter virkeligheden ham og truer hans drøm om et bedre liv.

Göteborg Film Festival afholdes hvert år, hvor den tiltrækker en række vigtige branchefolk, der på vej til Berlins filmfestival forbereder sig på årets kommende film.