Portræt af et klassesamfund

"De unge vælter sig i luksus", lyder den typiske parole på formiddagsavisernes spisesedler, når talen falder på tidens teenagere. De unge kræver mærkevarer og mobiltelefoner og kender ikke til verdens alvor. Men sådan er virkeligheden langt fra for 14-årige Xenia, der bor i Ishøj med sin mor og sine tre små søskende.

Xenia har nærmest påtaget sig rollen som familiens far (den egentlige far er for længst forsvundet), og hun er så knyttet til sine søskende, at det går ud over både hendes skolegang og hendes sociale liv. Xenia er filmens hovedperson og ukronede heltinde: Åben, ærlig, morsom og meget langt fra det billede, medierne tegner af den forkælede ungdom, der har fået alt foræret. Tværtimod er Xenia en stærk og sej pige, der tager et ansvar og har meget at kæmpe med.

"Amandas 2 verdner" foto: Anders Gustafsson

Et andet sted i Danmark, nærmere bestemt i Fredensborg, nord for København, bor en pige, der også har sit at kæmpe med. 11-årige Amanda er skilsmissebarn og bor skiftevis hos sin mor og sin far, der begge har stiftet nye familier. "Jeg bekymrer mig alt for meget om alt muligt, jeg ikke skal bekymre mig om.

Det er mærkeligt," siger hun, men egentlig er det slet ikke så mærkeligt. For som filmen "Amandas 2 verdener" skildrer - og som alle skilsmissebørn ved - er det ikke let at være udspændt mellem to hjem, to familier og to voksne viljer. Amanda er i klemme, og hun synes, det er irriterende at være delebarn. Hun kan ikke sove om natten og har med egne ord udviklet "to sider - en hos mor, en hos far". Hvordan gør man både mor og far glade? Og endnu sværere: Hvordan bliver man selv glad?

Bag de to ungdomsportrætter står den danskuddannede, svenske filminstruktør Anders Gustafsson, der lige siden sin afgang fra Den Danske Filmskole i 1997 har kredset om den danske ungdom - både i sine dokumentarfilm og i den meget roste spillefilm "Bagland" (2003), der sammen med film som "2 ryk og 1 aflevering", "Regel nr. 1" og "Råzone" har pustet nyt liv i den danske ungdomsfilm. "Ungdomsfilmen havde været en udskældt genre i mange år," fortæller Anders Gustafsson, "men så kom der en række gode film, og så fik producenterne øjnene op for, at man godt kunne lave ungdomsfilm, der sælger billetter."

Solidariske portrætter

Svenskerne havde allerede taget hul på et hudløst nyt generationsportræt med Lukas Moodyssons provinsrealistiske ungdomsfilm "Fucking Åmål" i 1998, og måske er Anders Gustafssons svenske herkomst en del af forklaringen på, at han skulle være en af dem, der satte ungdommen på dagsordenen.

Lige som landsmanden Moodysson er Gustafssons film ærlige film, der ikke pynter unødigt på virkeligheden, men som heller ikke overspiller den sociale arvs betydning. Gustafssons film er simpelthen solidariske med deres personer og viser verden, som den ser ud i de unges øjne. Det kommer helt konkret til udtryk i de lange, ligefremme interviewsekvenser, hvor Xenia og Amanda ærligt og uden forstillelse fortæller om deres tanker, drømme og bekymringer. Som når Xenia bekymrer sig over, om hendes mor mon kan klare at være alene med de tre små, når Xenia tager på efterskole.

Hendes store ansvar i hjemmet har betydet, at hun har forsømt sin egen ungdom. Men Xenia er heldig, for selv om de økonomiske midler er små, er det en kærlig og rummelig familie, hun er vokset op i. Og sin unge alder til trods har Xenia gjort sig nogle imponerende modne overvejelser om sit ansvar derhjemme og om vigtigheden af at få nogle venner på sin egen alder, selv om hun synes, de andre unge er underlige. Det er svært ikke at blive berørt af hendes lille-voksne omsorg for moderen, og det er en enorm lettelse at se hende være ung med de andre unge på efterskolen - selv om det falder hende svært.

"Lille voksen" og "Amandas 2 verdener" er optaget sideløbende, hvilket tydeliggjorde pigernes forskelle og ligheder for Anders Gustafsson. "De er jo vidt forskellige - Amanda er en populær pige, der er dygtig i skolen, mens Xenia har problemer i skolen og har dårlig selvtillid," fortæller instruktøren. Men begge pigerne er stærke og meget åbne - de tør simpelthen fortælle, hvordan de har det. Og de er begge to i en situation, hvor de har påtaget sig for stort et ansvar og er blevet voksne for tidligt."

Generationsportræt til tv

"Lille voksen" er den første film ud af i alt syv dokumentarfilm om ungdommen anno 2008. De syv film skal vises på TV 2 næste forår under fællestitlen "Næsten voksen". Den ene af de to initiativtagere til projektet, producent Mette Heide fra Team Productions, fortæller: "Idéen var at skabe et generationsportræt, der tager pulsen på nutidens unge. Der har aldrig været et samlet filmisk generationsportræt før, og det ville vi gerne se."

Sammen med kollegaen, producent Helle Faber fra Bastard Film, blev idégrundlaget formuleret. "Vi tog kontakt til dem, vi synes er rigtig dygtige, og som ikke er fremmede for at arbejde med unge. Det endte med at blive syv film - svarende til de syv teenageår. Kriterierne for filmene var, at de skulle være 40 minutter lange, og at de skulle kunne ses af den brede befolkning - både af de unge og af deres forældre," fortæller Mette Heide.

Anders Gustafsson valgte at instruere sit bidrag sammen med vennen og kollegaen Patrik Book. "Patrik kommer fra en helt anden del af filmmiljøet, men vi deler vores syn på verden og samfundet," fortæller Anders Gustafsson. "I oplægget til projektet stod der, at filmene gerne måtte vække debat. Det fortolkede vi, som at de også måtte være samfundskritiske," fortsætter han. "Der er jo al grund til at være samfundskritisk i dag. Selv om de fleste danskere lever godt, er der en lille gruppe, der lever i det, der kaldes ’relativ fattigdom’. Vi ville lave en film, der kiggede ind i dét liv. For nok er der et godt socialt net i Danmark - Xenia har for eksempel mulighed for at komme på efterskole - men der er jo stadig klasseforskelle i Danmark, både socialt, kulturelt og økonomisk.

Vi ville gerne understrege, at alle ikke har samme forudsætninger for at klare sig i samfundet," fortæller han. Men samtidig lå det de to filmskabere meget på sinde ikke at lave en offerhistorie. "Vi ville finde en stærk person, der kunne være filmens helt."

"Jeg har fået mig en ny heltinde" afslutter Kim Skotte begejstret sin anmeldelse af "Lille voksen". (Politiken 23. sep. 2008)