Ny film fra Ruben Genz

Henrik Ruben Genz er i gang med forberedelserne til en ny film baseret på en Erling Jepsen-roman, denne gang "Biroller". Det Danske Filminstitut giver produktionsstøtte.

Biroller-014

Nicolas Bro og Sara Hjort spiller med i Henrik Ruben Genz' kommende film, som er løst baseret på Erling Jepsens roman "Biroller". Foto: Thomas Marott.

Henrik Ruben Genz og Erling Jepsens samarbejde har tidligere ført til spillefilmen "Frygtelig Lykkelig", der begejstrede et stort dansk publikum og opnåede international anerkendelse. Ruben Genz' kommende film er løst baseret på Erling Jepsens roman "Biroller" og spækket med skæve figurer.

Den smukke, men forvirrede unge Helene er ifølge hendes mor blevet til ved et "teknisk uheld". Helene får en mistanke, om at hendes far måske kunne være den tidligere så kendte teaterdirektør for et nu skrantende københavnsk teater, og hun sætter sig for at opsøge ham. Godt hjulpet af en række tilfældigheder og morens hund, som hun for øvrigt altid har stået i skyggen af, lykkes det hende at komme tættere på. Det bliver en rejse, hvor alt vendes op og ned, og hvor man ikke altid får det, man ønsker, men ofte noget helt andet og måske meget større.

De bærende roller spilles af Sara Hjort ("Forestillinger" og "Vanvittigt Forelsket"), Nicolas Bro, Søren Østergaard og Peter Gantzler.
Henrik Ruben Genz og Maja Jul Larsen har skrevet manuskript, og Thomas Gammeltoft producerer for Fine & Mellow. Filmkonsulent Molly Malene Stensgaard, Det Danske Filminstitut, har givet betinget produktionsstøtte på 6,5 mio. kr.

"Jeg forventer en atypisk dansk film med store armbevægelser, en komedie af den kantede, grove slags," fortæller Molly Malene Stensgaard. "Det er et solidt cast og et kompetent hold med en stærk instruktør i spidsen, og der er potentiale for en forrygende film."

Optagelserne indledes til november, og der er forventet premiere i sommeren/efteråret 2011.

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412