Lev stærkt til Rotterdam

FESTIVAL. Gaderæs, venskab og kærlighed er kernen i Christian E. Christiansens "Lev stærkt", der får verdenspremiere på filmfestivalen i Rotterdam i slutningen af januar. Filmen får dansk premiere den 3. april.

Danske film har nydt godt af filmfestivalen i Rotterdam som international premiereplatform. I år har festivalen inviteret Christian E. Christiansens "Lev stærkt" til at deltage i programmet Spectrum, der viser håndplukkede highlights fra hele verden. Filmen får dermed verdenspremiere på festivalen.

"Lev stærkt" er en fortælling om venskab, kærlighed – og drømmen om det ultimative kick. Gaderæs, alkohol og hurtig kærlighed er alt sammen noget, der kan sparke liv i en rastløs og adrenalinhungrende vennegruppe. I "Lev stærkt" får kombinationen fatale konsekvenser, da Nikolaj og hans bedste ven Martin med speederen i bund slår en ung pige ihjel. Martin ryger i fængsel, og Nikolaj går fri. Ramt af skyldfølelse vil Nikolaj gøre alt for at hjælpe Martin videre, men kærligheden kommer i vejen, da Nikolaj forelsker sig i Martins drømmepige og tvinges ud i et voldsomt dilemma.

Cyron Melville, Jakob Oftebro og Danica Curcic spiller hovedrollerne i "Lev stærkt", der er produceret af Zentropa. Både Oftebro og Curcic er i fokus på årets Berlinale som to ud af de ti europæiske skuespiltalenter, der promoveres under Shooting Star-initiativet. "Lev stærkt" kan ses i de danske biografer fra 3. april.

I 2011 skrev Christiansen dansk filmhistorie, da hans Hollywood-gyser "The Roommate" som den første dansk-instruerede film gik direkte ind som nr. 1 på den amerikanske biografhitliste.

Rotterdam-festivalen offentliggør resten af deres program i løbet af de næste dage.

Rotterdam International Film Festival 22. januar – 2. februar 2014

Tags: