I blodet og Heartstone til Toronto

TORONTO. Rasmus Heisterbergs debutspillefilm "I blodet" får verdenspremiere på Torontos internationale filmfestival i serien Discovery sammen med Gudmundur A. Gudmundssons dansk-islandske "Heartstone" og fire dansk koproducerede spillefilm.

I-Blodet-6_450

TORONTO. Rasmus Heisterbergs spillefilmdebut "I blodet" får verdenspremiere på Toronto International Film Festival.

Den internationale filmfestival i Toronto har allerede inviteret en lang række danske og dansk koproducerede film, og i dag føjer festivalen endnu seks spillefilm til rækken. Festivalen er – sammen med de europæiske festivaler i Venedig, San Sebastian og Locarno – en af sensommerens vigtigste begivenheder i den internationale lancering af en film og et godt stop på vejen til det nordamerikanske publikum.

Festivalens sektion Discovery, med fokus på nye lovende internationale instruktører, melder i dag ud, at Rasmus Heisterberg er inviteret med "I blodet", hans første film som instruktør, "I blodet". Den får selskab af en anden dansk film, Gudmundur A. Gudmundssons debutspillefilm "Heartstone", der har et stærkt islandsk præg, og af de svensk-danske spillefilm "Jætten" og "Sameblod", den bulgarsk-danske spillefilm "Godless", og den finsk-danske spillefilm "Little Wing".

I blodet

"I blodet" får verdenspremiere i Toronto den 10. september og herhjemme den 15. september. Filmen følger Simon, som studerer medicin og sammen med vennerne udlever 20'ernes endeløse fest. Druk, musik, sex og cykeltur hjem over Dronning Louises Bro i solopgang – og morgenen efter gør de det hele om igen. Men rastløshed og uro ulmer. Drømme brister, forelskelse gør ondt og venskaber sættes på prøve. Mens kammeraterne så småt begynder at tage fremtiden alvorligt, har Simon svært ved at slippe sommerens rus og træffe de valg, der hører voksenlivet til.

"I blodet" er skrevet og instrueret af Heisterberg, der i mere end et tiår sammen med Nikolaj Arcel har stået bag manuskripterne til mange af de bedst sælgende film herhjemme som "Kongekabale" fra 2004,"Mænd der hader kvinder" fra 2009, den Oscar-nominerede "En kongelig affære" fra 2012 og "Fasandræberne"  fra 2014.

Filmens medvirkende er et ungt hold skuespillere ledt an af Kristoffer Bech, Elliott Crosset Hove, Aske Bang, Mads Reuther og Victoria Carmen Sonne. Caroline Schlüter Bingestam har produceret for Profile Pictures med produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer til "I blodet"

Heartstone

Gudmundssons "Heartstone", der får verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig, inden den vises i Toronto, foregår i en fiskerlandsby i Island. Thor og Christian er bedste venner, og det er sommeren, hvor følelserne begynder at spire. Thor er forelsket i Beth, den smukkeste pige i byen. Og Christian opdager, at han er tiltrukket af sin ven. Følelserne er svære at skjule, og efterhånden som resten af byen involveres, optrappes konflikterne i det lille samfund.

Søren Malling har en rolle i filmen, og herboende Sturla Brandth Grøvlen er fotograf. Anne Østerud og Janus Billeskov Jansen er klippere, og Kristian Selin Eidnes Andersen er komponist og Peter Schultz sound designer. Filmen er produceret af Lise Orheim Stender og Jesper Morthorst for SF Studios Production med produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut og koproduceret af islandske Join Motion Pictures.

Klip fra "Heartstone"

Jætten

Johannes Nyholms svensk-dansk koproducerede "Jætten", der er i San Sebastian Filmfestivalens hovedkonkurrence et par dage senere, får verdenspremiere i Toronto.

Læs: Jætten i San Sebastian

Trailer til "Jætten"

Sameblod

Amanda Kernells svensk-dansk koproducerede "Sameblod", der får verdenspremiere på Venedig Filmfestivalen og nord-amerikansk premiere i Toronto, følger den 14-årige Elle Marja fra en samisk familie, der passer rensdyrflokke. Udsat for 1930's racisme drømmer hun om en anden fremtid, men for at få det  er hun nødt til at skifte identitet og bryde alle bånd til sin familie og kultur.

Instruktøren, der er uddannet fra Den Danske Filmskole, har selv skrevet manuskript på baggrund af sin egen samiske families historie. Filmen er koproduceret af René Ezra og Tomas Radoor for Nordisk Film,og Kristian Eidnes Andersen har komponeret .

Klip fra "Sameblod"

Godless

Ralitza Petrovas bulgarsk-dansk koproducerede "Godless", der lørdag den 13. august vandt hovedprisen Den gyldne Leopard plus to andre store priser på Locarnos internationale filmfestival, får nordamerikansk premiere i Toronto.

"Godless" har ligesom "Jætten" og "Sameblod" modtaget koproduktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Læs: Tre store priser til Godless

Trailer til "Godless"

Little Wing

Selma Vilhunens finsk-dansk koproducerede "Little Wing" følger den kun 12 år gamle pige, Varpu, der vokser op hos en mor, der ikke  kan finde ud af at være voksen. En dag sætter Varpu kurs mod nord i en stjålet bil for at finde frem til sin far, som viser sig ikke at være, hvad hun havde forventet.

Filmen er koproduceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real.

Trailer til "Little Wing"

Their Finest

Lone Scherfigs nye britiske spillefilm "Their Finest" får verdenspremiere på Toronto Filmfestivalen i sektionen Gala Presentations.

Sherfigs film præsenteres som et komedie-drama, der følger en gruppe filmfolk, som under den massive tyske bombning af London i efteråret 1940 skal skabe film, der kan opmuntre den engelske befolkning og få amerikanerne til at gå med i krigen.

Dansk deltagelse i Toronto

  • Rasmus Heisterbergs debutspillefilm "I blodet" får verdenspremiere i serien Discovery  
  • Gudmundur A. Gudmundssons dansk-islandske debutspillefilm "Heartstone" får nordamerikansk premiere i serien Discovery
  • Brian McGinn og Rod Blackhursts "Amanda Knox" får verdens premiere i dokumentarsektionen TIFF Docs
  • Andreas Dalsgaard og Obaidah Zytoons "The War Show" får nordamerikansk premiere i TIFF Docs
  • Thomas Vinterbergs "Kollektivet" får nordamerikansk premiere i sektionen Special Presentation
  • Amat Escalantes mexicansk-dansk koproducerede spillefilm "The Untamed" får nordamerikansk premiere i serien Vanguard
  • Johannes Nyholms svensk-dansk koproducerede spillefilm "Jætten" får verdenspremiere i serien Discovery
  • Amanda Kernells svensk-dansk koproducerede spillefilm "Sameblod" får nord-amerikansk premiere i serien Discovery
  • Ralitza Petrovas bulgarsk-dansk koproducerede spillefilm "Godless" får nord-amerikansk premiere i serien Discovery
  • Selma Vilhunens finsk-dansk koproducerede spillefilm "Little Wing" får verdenspremiere i serien Discovery
  • Lone Scherfigs britiske spillefilm "Their Finest" får verdenspremiere i sektionen Gala Presentations
  • Skuespiller Kristoffer Bech fra "I blodet" er en af 20 skuespillere fra festivalens internationale spillefilm, der er inviteret til at deltage i et dagslangt program, International Actors Programme, der skal introducere dem for den nordamerikanske filmbranche

Toronto Filmfestival 8.-18. september

Læs mere om filmene på sensommerens festivaler i Venedig, Toronto og San Sebastian på Filminstituttets engelske website Fall 2016 med interviews og oversigtsartikler.

 

Nyheder fra dfi.dk

/om Toronto 2016

Premiere på Heartstone i Venedig og Toronto

Premiere på Heartstone i Venedig og Toronto

30. august 2016 | Af Anders Budtz-Jørgensen VERDENSPREMIERE. Gudmundur A. Gudmundssons dansk-islandske debutspillefilm får  verdenspremiere på Venice Days 1. september, og blot ti dage senere har d...
Premiere på The War Show

Premiere på The War Show

29. august 2016 | Af Freja Dam INTERVIEW. The War Show, der vandt hovedprisen på Venice Days, får dansk biografpremiere den 26. oktober. I den anledning genudgiver vi dette interview med filmens da...
I blodet og Heartstone til Toronto

I blodet og Heartstone til Toronto

23. august 2016 | Af Lars Fiil-Jensen TORONTO. Rasmus Heisterbergs debutspillefilm I blodet får verdenspremiere på Torontos internationale filmfestival i serien Discovery sammen med Gudmundur A. Gu...
To danske dokumentarer til Toronto

To danske dokumentarer til Toronto

9. august 2016 | Af Redaktionen FESTIVAL. En personlig beretning fra Syrien er kernen i Andreas Dalsgaard og Obaidah Zytoons The War Show, mens Brian McGinn og Rod Blackhurst sætter spot på et varm...
Kollektivet til Toronto

Kollektivet til Toronto

26. juli 2016 | Af Jan Fredslund TORONTO. Thomas Vinterbergs Kollektivet er udtaget til Toronto International Film Festival, hvor filmen får officiel visning i festivalens Special Presentation-sekt...
Nyheder fra dfi.dk

Fakta

Kontakt

Redaktionen: redaktionen@dfi.dk


nyhed

delpaafacebook

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412