Tage Skou-Hansens filmiske testamente

Tage Skou-Hansen var en interessant og livsklog mand at lytte til. Det får man bevis for i filmen med titlen ”Testamentet – Tage Skou-Hansen”, som nu kan ses og vises på Filmstriben. Filmen former sig som en samtale mellem Skou-Hansen og filmens instruktør Peter Øvig Knudsen, der fandt sted over tre dage i 2002. Efter aftale med hovedpersonen er det først nu efter hans død, at filmen kan offentliggøres.

I filmen ”Testamentet – Tage Skou-Hansen” møder vi en meget åbenhjertig, alvorlig, men også til tider meget selvironisk og humoristisk forfatter, der fortæller levende og livsklogt om sine menneskelige erfaringer.
Filmen er essensen af tre dages samtaler mellem Tage Skou-Hansen og filmens ophavsmand Peter Øvig Knudsen optaget i 2002.

Tage Skou-Hansen døde i november 2015, 90 år gammel. Efter aftale med forfatteren skulle filmen først udgives efter hans død, og det er derfor at publikum først nu får glæden af at se dette fine portræt af én af vores store forfattere og samfundsdebattører.

Meget ærligt og livsklogt reflekterer Tage Skou-Hansen over barndomsoplevelser som f.eks. dengang hans far, bankdirektøren, blev fængslet for bedrageri mod banken, men holdt historien hemmelig for sin søn, og om sine blandede erfaringer med aktører fra modstandsbevægelsen, som indeholdt både gode og dårlige menneskelige egenskaber.

På en åbenhjertig og lærerig måde, formår Skou-Hansen også at fortælle om sin mangeårige kamp med en netop overstået depression, og om smerten ved tabet af en søn.

Filmen kan vises på Filmstriben ’På biblioteket’.

Læs mere: