Debat: 1001 spørgsmål om distribution af dokumentarfilm

Der er ikke mange dage, hvor jeg ikke tænker på et emblem, jeg så i 70'erne: Technology is the answer. But what was the question? Jeg tænker på det, når der går kludder i off-line og on-line, HD og HDV, uploads og downloads ...

Når det drejer sig om distribution af dokumentarfilm er der mange spørgsmål, som den ny teknologi har svar på. Digital distribution ændrer grundlæggende ved mulighederne for at få filmene ud til flere mennesker for færre penge og til mere spredte interessegrupper. De nye muligheder kan få vidtgående, positive konsekvenser for området, men der er også en mængde spørgsmål, vi som filmmagere, -institutioner og -politikere bør diskutere og at tage stilling til. Men det gør vi ikke. Så jeg overvejer at lave mig et emblem, hvor der står: Technology is the answer, but where are the questions? Nogle af dem kommer her.


Først vil jeg dog lige slå 3 ting fast:

1. Denne artikel fokuserer på den del af genren, der populært kaldes den kreative dokumentarfilm, men andre ord et stykke virkelighed set gennem en filmmagers øjne. Enkeltstående, personlige fortolkninger af verden, som ikke prætenderer objektivitet eller ligelig eksponering af modsatrettede synspunkter, som ikke nødvendigvis er dagsaktuelle, og som kan være klassiske eller eksperimenterende, men ikke uden holdning til deres filmsprog.

2. Der er masser af grøde og talent i dansk dokumentarfilm, som hjembringer en lind strøm af priser og anerkendelse fra hele verden. På IDFA 2006 – dokumentarfilmens Cannes-festival i Amsterdam – var det tre danske film, der løb med de tre hovedpriser, på dette års Leipzig-festival var der hæder til to danske film, og på den netop afholdte Sheffield festival, var der et særligt tema om fænomenet dansk dokumentarfilm.

3. Dansk dokumentarfilmforvaltning har været kendetegnet ved en enestående praksis, der sammenkædede produktion og distribution. DFI har varetaget det non-kommercielle marked – skoler, institutioner, biblioteker – mens producenten har varetaget det såkaldt kommercielle marked – tv og privatsalg. Men området har på det seneste gennemgået radikale forandringer. Der uddeles nu kun støtte til film, der fra starten har tv-aftaler på plads, og DFI's traditionelle distributionsarbejde er blevet væsentligt nedprioriteret.


Vi er nu i den situation, at tv reelt bestemmer hvilke film, der skal produceres, og producenten kan samtidig få rettigheder, der traditionelt har været Filminstituttets, men som producenten ikke nødvendigvis kan tage hånd om. Sagt på en anden måde: Filminstituttet satser på tv som det vigtigste distributionsvindue for dokumentarfilm og lægger varetagelsen af distributionelle kerneområder fra sig. Sammenhæng mellem produktion og distribution er forrykket og en central sikring af en vedvarende synlighed og tilgængelighed af de enkelte film sat over styr. Det er mærkeligt i betragtning af, at netop synlighed og tilgængelighed har været det helt store mantra for dokume-tarfilm de senere år. Men måske er det fordi, man først hører om et uddøende dyr, når det næsten er for sent at redde racen?


Det, som gør dokumentarfilm så vanskelig, er, at publikum ofte er spredt, og at målgrupperne ikke lader sig definere så simpelt, som det er tilfældet for fiktionsfilm – køn, alder, uddannelsesgrad. Området mangler samtidig fiktionsfilmenes etablerede distributionsnetværk – bio, Blockbuster osv. Dokumentarfilm kræver individualiseret lancering og distributionsinitiativer, der skræddersys til de enkelte film.

ET PAR EKSEMPLER FRA DET VIRKELIGE LIV


I løbet af de seneste 12 måneder, har vi i Magic Hour premiereført syv meget forskellige film. Jeg vil kort nævne tre af dem:


En af IDFA-prisvinderne sidste år var Erlend Mo's "Indenfor min øjne", en 19 min. lang film om to blinde pigers sanseunivers. Filmen er blevet til under DFI's Talentdok-ordning med det mål at videreudvikle instruktørens subjektive filmsprog, og den har meget få ord og ingen egentlig handling. Hvad stiller man op med sådan en film, hvis længde tilmed er helt ukurant i forhold til tv-slots, og som er for kort til dvd-distribution? Udover en målrettet og vellykket lancering i forhold til blindeskoler og forældregrupper, vurderede vi, at filmen først og fremmest skulle eksponeres på festivaler. DFI har en festivalstrategi, som på forhånd har udvalgt bestemte festivaler, og dermed fravalgt mange andre. Det er forståeligt, hvis man ser på den arbejdsmængde festivalarbejdet udgør, og de hænder der er til at udføre det. Men ser man bort fra det, kan man godt spørge, om det er den rigtige strategi. Når man på forhånd fravælger festivaler, fravælger man også festivalliv for en lang række film. Kun de film, der passer til de på forhånd prioriterede festivaler, får festivalstøtte. "Indenfor mine øjne" fik festivalstøtte og har været på mange internationale festivaler via DFI, yderligere flere via os, og den har vundet priser til instruktøren, opnået omtale og tv-salg.


Festivalerne er for længst holdt op med at være rygklapperklubber for filmfolk og har i stedet udviklet sig til vigtige publikumsplatforme. Tænk bare på cph:dox. Platforme giver Presseomtale, Presse giver Publikum, Priser giver Penge og Profil – alt sammen vigtige P’er. Men festivaldeltagelse rækker langt udover den enkelte titel og er både kulturbevarende og kulturpromoverende. Festivalfilmene er med til at bevare Danmarks fremtrædende plads på filmlandkortet og dermed til at gøde jorden for endnu flere internationale samarbejder, som er nødvendige for, at vi fortsat kan producere så mange og så gode danske film. Med den nye digitale distribution bliver festivalernes adgang til publikum, presse, og profilering endnu vigtigere for os. Kan og bør festivalarbejdet omtænkes og opprioriteres?


Malene Ravns film, "Jeg mener – jeg ser" om Jørgen Haugen Sørensen er ikke et klassisk kunstnerportræt, men kæmpede alligevel i lanceringsfasen mod 'forudindtagethed' overfor kunstnerportrætter og havde behov for et afsæt. Da Statens Museum for Kunst besluttede at gøre Jørgen Haugen Sørensen til årets billedhugger, indledte vi et år før premieren et samarbejde, der skulle skabe synergi mellem film og udstilling, indeholde fælles lancering, visning af filmen på museet og fællesudgivelse af bog/film. Der skulle trædes nye stier, fordi der er afgørende forskelle på en museumsvirkelighed og en filmvirkelighed. Blandt andet var man fra museets side imod en indtægtsdeling, hvis vores film blev ilagt museets bog, der var 100 % fondsfinansieret, men filmen havde en stor privatkapital og derfor også et indtjeningsbehov. Derfor producerede vi i sidste øjeblik en selvstændig dvd med film og ekstra-materiale, som i samarbejde med ArtPeople distribueredes til boghandlere, museumsbutikker osv. – alle de steder netop denne film hører hjemme. Film og udstilling har haft glæde af hinanden. Alene til den fælles premiere og fernisering var der omkring 1000 mennesker fra kultureliten, vigtig mund-til-mund-omtale, mange spaltemillimeter, samt stor opmærksomhed og foromtale ved tv-visningen. Det er måske også værd at nævne, at tv i første omgang sagde nej til filmen, og først på et ret sent tidspunkt besluttede at vise den. Med den nuværende praksis ville filmen altså ikke være blevet lavet.


Det sidste eksempel er filmen "Mod målet – VM for hjemløse" af Mira Jargil, der på eget initiativ fulgte det danske landshold ved VM i fodbold for hjemløse i 2004. Siden indgik hun i et samarbejde med os om at få filmen finansieret og færdiggjort. Det lykkedes med det yderste af neglene, støtte fra DR, kæmpe egeninvesteringer og i allersidste fase en postproduktionsstøtte fra DFI. (Denne film opnåede altså heller ikke enighed mellem tv og DFI ved produktionsstart). Vi vurderede, at privatsalgsmarkedet ville være meget begrænset. Derfor blev hovedprioriteringen – trods den store private investering – at få filmen brugt til fordel for de mennesker, den handlede om. Da det blev besluttet, at VM for hjemløse 2007 skulle være i Danmark, var det selvfølgelig en oplagt mulighed for eksponeringen. Planen var open air premiere på Rådhuspladsen op til åbningen af VM, bio-visning under VM, salg af dvd'er til fordel for de hjemløse og udarbejdelse af My Space-profil som led i lanceringen, samt tv-visninger i ugerne før og efter. Den praktiske afvikling af VM'et blev flyttet fra Socialministeriet (som vi allerede i over halvandet år havde samarbejdet med) til en fundraiser, og siden igen til Roskilde-festivalen som event-manager. For os betød det forfra med nye samarbejder i flere omgange. Hele arrangementet krævede desuden samarbejder med bl.a. Homeless World Cup i England, Hus Forbi, Politiken, Kbh.'s Rådhus, Politiet, storskærms-leverandør, DONG, der sponsorerede 12.000 dvd-kopier, Folkekirkens Nødhjælp, der leverede frivillige sælgere, og Tiger-butikkerne, der står for salg af restoplaget. At stor-skærmen gik i sort, og publikum måtte traske hjem, netop som der var budt velkommen på Rådhuspladsen, er en anden og ret frustrerende historie – men det forhindrede ikke, at filmen fik utroligt meget opmærksomhed og er solgt i flere eksemplarer end de fleste dokumentarfilm.


I alle tre eksempler er der levet op til mantraet om synlighed og tilgængelighed. Godt for filmene, godt for området, godt for samvittigheden – dårligt for producentens økonomi.


Filminstituttet kræver, at producenten udarbejder ambitiøse og detaljerede distributions- og lanceringsplaner, inden der søges produktionsstøtte – således også med disse film. Omvendt er der ingen garanti for, at papirplanerne kan gennemføres, eller at distributionsafdelingen føler sig forpligtet af produktionsafdelingens krav. Afdelingen har dygtige dedikerede medarbejdere, men mangler mål og midler. Set ud fra forretningsmæssige principper er det lanceringsarbejde, producenten udfører decideret fornuftsstridigt. Det er til gengæld nødvendigt for områdets overlevelse.


Har vi råd til at overlade dette ansvar til den enkelte producents samvittighed, udholdenhed og pengepung? Hvis producenten går fallit eller finder sig et mere rentabelt erhverv, hvad sker der så med tilgængeligheden? Hvordan opbygger vi en bank af erfaringer i forbindelse med nye distributions-muligheder, hvis initiativerne er spredt? Hvordan får vi statistikker, der gør os klogere, og som giver os et politisk alibi for områdets bevaringsværdighed? Og hvordan sikrer vi opdyrkningen af nye publikumsgrupper, hvis frøene spredes tilfældigt ud fra den enkeltes opfindsomhed?


Det letteste er uden tvivl at opgive distributionsinitiativerne og nøjes med en kombination af tv-vinduet, der kan nå mange på én gang, og derefter lade bibliotekerne tage sig af den langsigtede tilgængelighed. Måske er det netop tanken bag DFI's nye strategier? Men hvad er mon konsekvenserne?

TV-MODELLEN


Finansieringen af dokumentarfilm sammenstykkes i dag typisk af national, regional og pan-national filmstøtte, tv-salg i ind- og udland, midler fra fonde og organisationer, samt privatinvestering fra producent og instruktør. Privatsalgsmarkedet er oftest filmenes eneste indtægtsområde, da de fleste tv-salg indgår i filmens finansiering, og da biografmarkedet kun i helt sjældne tilfælde giver overskud. Privatsalgsmarkedet er i dag typisk dvd-salg, men vil snart blive overtaget af on-demand modeller via internettet.


Også tv forbereder sig på internetbaserede løsninger, der tillader fleksible programudbud på seernes præmisser. Derfor er det i tv's interesse at få rettigheder til at udnytte de film, de investerer i, på deres web-sites og specialiserede digitale kanaler. MEN: Hvis tv-stationerne får ret til at stille filmene til rådighed for privatkunder on-demand, forsvinder privatsalget som forretningsområde og dermed producentens mulighed for at investere i filmene. Hvis tv overtager internet- og on-demand-rettighederne vil det påvirke filmenes finansierings-struktur i retning væk fra privatkapital (som er et sundt princip om end økonomien i sig selv ikke er sund) – og hen imod en entreprisemodel, hvor produktionsbeslutningen træffes af tv-kanalen. Hvor passer den private, uafhængige producent ind i denne model? Hvor passer instruktørens egne ideer?

STATSPRODUKTION?


Tv er en god og vigtig samarbejdspartner på mange dokumentarfilm, men når Filminstituttet kræver tv-finansiering på alle film, bliver det en naturlig følge, at alene tv-egnede film sættes i produktion. Filmene skal med andre ord passe ind i tv’s aktuelle dagsordner, seertalskrav, slots og lancering. Kan det føre til, at tv-stationerne kan bestille de film, de ønsker sig og hente støtte hos Filminstituttet til dem? Er kravet om tv-finansiering, kombineret med de seneste års mange udbud ("Magtens Billeder", "Follow the Money" og "Megacities"), der beslaglægger store dele af bevillingerne, et skridt på vej mod stats-entreprise med den private branche som underentreprenør? Tiltag, der måske gør det lettere at forvalte filmstøtte og filmaftalemidler, men som ikke har opfyldelse af Filmlovens krav om at støtte Filmkunst som første prioritet? Af hvilke grunde og for hvis skyld er denne praksis blevet indført? For beslut-ningstagernes eller for filmenes?


Mange film har glæde af tv og vice versa, men overordnet er tv's behov ikke sammenfaldende med bevarelse og udvikling af dokumentarfilmkunsten. Inden vi cementerer tv's dominans, må vi derfor tage stilling til, om der i Danmark skal kunne produceres film, som ikke er tv-egnede eller som ikke på beslutningstidspunktet kan erklæres tv-egnede? Hvis svaret er nej, har vi så overhovedet brug for en Filmlov og et Filminstitut? Hvis svaret er ja, hvordan sikrer vi så, at denne udtryksform bevares?

BIBLIOTEKSMODELLEN


DFI har brugt mange ressourcer på udviklingen af Filmstriben – digital distribution til bibliotekerne (og til undervisningssektoren). Der er en helt indlysende fordel, at borgerne (og skolerne) får adgang til et større og mere fleksibelt udvalg af filmtitler via digital streaming. Men skridtet fra adgang via biblioteket til streaming direkte til den enkelte bruger i hjemmet er minimalt og forsøg er godt på vej. Man behøver ikke længere at hente bøger på biblioteket, men kan allerede læse dem over nettet, så hvorfor ikke sidde hjemme og se film via biblioteket?


Set med producentøjne er der en afgørende forskel: Når man som privatperson henter en bog digitalt, får man et langt mindre attraktivt 'produkt', mens der overhovedet ingen forskel er på at se en film, hvad enten den er hentet via biblioteket, en kommerciel video-on-demand-service, en dvd eller en tv-station. Hvis film kan ses gratis via bibliotekernes web-sites, hvorfor skulle noget menneske så købe nøjagtig samme produkt et andet sted? Også her forsvinder muligheden for at investere og indtjene privatkapital, og mon ikke også tv's investeringsvilje påvirkes? For hvorfor skulle tv betale for at udnytte en film digitalt, hvis bibliotekerne tilbyder nøjagtig samme ydelse? Hvordan kommer filmenes finansierings-struktur så til at se ud? Bliver filmkunsten afhængig af sponsorering, brands og reklamefinansiering, og skal alle ideer og 'værker' kunne sælges på forhånd? Hvilke indholds- og formmæssige begrænsninger vil det medføre i den enkelte film og i udbuddet?

DE NYE MULIGHEDER


I USA benytter mange dokumentarfilmskabere allerede internetplatforme (Google, You Tube, Guerilla Network osv.) til at nå ud til deres publikum (især med politiske film) og til at finansiere disse film direkte ved brugerbetaling. De har på den måde frigjort sig fra massemediernes og de private tv-selskabers potentielle meningstyranni.


Vi kan efterligne mange af initiativerne og finde danske varianter af dem, men i Danmark kan vi næppe fuldfinansiere vores film med private bidrag, simpelthen fordi vores sprog-område er for lille, ligesom der er væsentlige begrænsninger i typen af film, der kan finansieres ad denne vej.


Derfor vil vi fortsat have brug for støtteordninger for at bevare dansk film. Så er det mon en god ide at spille bolden helt og aldeles over til tv netop nu? Ville det ikke være mere visionært, hvis Filminstituttet i stedet medvirkede til at finde alternativer til tv-stationerne? Og til at opdyrke nye film, filmskabere, distributionsformer, og finansieringsmuligheder?


Det handler om filmkunstens og det uafhængige produktionsmiljøs overlevelse. Det handler om mangfoldighed og udtryksfrihed. Det handler om prioriteringer og om viljen til en fleksibel støtte- og distributionspolitik. Individuel stillingtagen og forvaltning er alle beslutningstageres mareridt, og al kunsts livseliksir. Forskelligheden er og bliver styrken. Vi har brug for en ordentlig diskussion. Vi har brug for et visionært Filminstitut.

Lise Lense Moeller foto p wesselFoto: P. Wessel

Contact

Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55
1123 København K
Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
dfi@dfi.dk

CVR-nummer: 56858318


Det Danske Filminstitut

Danish Film Institute /
Det Danske Filminstitut

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tel. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Tickets
TEL. +45 3374 3412