Både unge filmnationer som Sydafrika, Tanzania og Brasilien, hvor audience development og capacity building er kodeord, men også filmstærke lande som England, Polen og Canada har inviteret Filminstituttets videncenter på området til at præstere den danske model. Sammen med danske filmfolk har vi vist film og afholdt master classes for filmskoleelever, professionelle filmfolk og beslutningstagere. Vores holdninger til filmkunstens betydning i barndommen og børns behov for kunstnerisk refleksion er godt stof.
NO SEX, NO NUDITY, NO BAD LANGUAGE
Cape Town 2005. En stor dreng fra en af byens rå forstæder spørger om, hvordan børnene i Hans Fabian Wullenwebers "Klatretøsen" egentligt får røvet den bank. Han vil gerne vide det i detaljer. Efter visningen af Henrik Ruben Genz' En som Hodder siger en yngre dreng, at hvis han skulle lave en film om et lykkeligere liv, så skulle den handle om et liv uden stoffer, vold og misbrug! Niels Arden Oplevs "Drømmen" bliver modtaget med klapsalver, tårer og taler om frihed, demokrati og børns rettigheder af skolebørn fra forstaden Soweto i Johannesburg i 2007.
Da vi skulle lave filmprogrammet til festivalen i Cape Town, skulle det være uden "sex, nudity, and bad language". Selv Kundskabens træ af Nils Malmros havde et par bare pigelår og en dynamolygte for meget.
Alt kan vises for professionelle, men der er mange restriktioner bundet op på offentlige visninger. Det gælder både i muslimske, katolske og kristne lande i hele verden. Den vestlige verden er ingen undtagelse.
I Afrika er over halvdelen af befolkningen under 15 år. Erkendelsen af, at børn og unge på sigt kunne udgøre en kommerciel målgruppe, som samtidig har behov for kunstneriske oplevelser, er kun lige ved at vækkes. Derfor er den nye generation af filmskabere, filmskoleeleverne, især vigtige at få i tale. De er ikke bundet af konventioner og faste forestillinger, men er ofte mere nysgerrige, modige og grænsesøgende.
Der er stor forskel på, hvad de enkelte lande er optagede af. I Sydafrika og Brasilien er filmindustrien i vækst, og flere titler har vundet store internationale priser. I Tanzania er filmmiljøet meget ungt, og de fleste af de film, der laves, er "emnefilm" om hiv/aids, vold og stoffer. Hverken de afrikanske lande eller f.eks. Brasilien har en filmpolitik for børn og unge. Der er sjældent en effektiv distribution af egne film i eget land og ofte kun få biografer – koncentreret omkring storbyerne. Mobilt fremvisningsudstyr på ladet af en firehjulstrækker må finde vej til publikum i landsbyer, bjerg- og ørkenområder. Når mørket falder på, kan filmen vises.
Zanzibar, Stonetown 2007. I et fyldt amfiteater i et gammelt arabisk fort er muslimske familier med slørklædte småpiger, masaier i røde tern og professionelle filmfolk fra hele verden tilskuere til "Drømmen" og til Louise N. D. Friedbergs kortfilm "Blodsøstre". Begge film fungerer glimrende. "Blodsøstre" bliver modtaget med lige dele undren og beundring. Jalousi mellem piger er universelt, men at løse konflikten ved at tvangsfodre sin veninde med en skål vansiret lagkage …!? Og Erlend E. Mos dokumentarfilm "Kan man dø i himlen" giver anledning til diskussioner om svære emner, sorg og samtaler – og om kunstens betydning i grænselandet. Det er en øjenåbner, at der i Danmark satses så meget på dokumentarfilm om og for børn på et kunstnerisk niveau.
SAVE THE WORLD WITH FICTION
Rio de Janeiro 1998. I Brasilien forbinder mange fattige børn, biografer og film med legenden Zorro. De kigger bagud i salen – op mod operatørrummet. Hvad skal de med Gummi Tarzan, når det er Zorro, de venter på?
I Brasilien er der 60 millioner børn, men der produceres kun ganske få film for dem. Børn og unge er ikke et kommercielt marked, og de er ikke en kulturel arena af betydning. Der er ingen politik på området, så vore værters mål er at lære af vores erfaringer om, hvordan man skaber formelle rammer, hvordan man skaffer økonomiske incitamenter – og hvordan man pirrer den kunstneriske nødvendighed hos professionelle filmfolk.
Rio de Janeiro og Sao Paulo 2007. Klip fra Ole Bornedals "Vikaren", A. Films "Terkel i knibe" og Natasha Arthys "Mirakel" får de professionelle op af stolene. De spørger til, hvor langt man kan gå. Kan børn tåle de hårde emner? Svaret kan ikke være entydigt. Det kommer an på, hvordan historien bliver fortalt. Hvilken tone lægger den? Er der lys for enden af tunnelen? Vi spørger den anden vej: Kan børn tåle at se tv-nyheder? Kan de tåle at være vidner til verden omkring dem? Børn har ret til at være børn – og barndommen bør være en sorgløs zone. Men det er den ikke altid, og så kan kunsten gøre en forskel.
Rumle Hammerich er med i Brasilien, Sydafrika og Grækenland. "Save the world with fiction" er hans enkle budskab; fiktionen har en vigtig rolle og et stort potentiale. Han fortæller om at skabe simple, underholdende og personlige historier med stærke karakterer og et element af "larger than life". Lav hellere film om, hvorfor folk overlever, end hvorfor de dør – lad fiktionen rumme et "wish for life". Rumle er en forbilledlig formidler, som uden problemer krydser landegrænser. Hans film med børn og unge i hovedrollerne er fine eksempler, bl.a. "Kan du fløjte Johanne", "Tossehoveder og Tørvetrillere", "Otto er et næsehorn" og "Unge Andersen".
Vi bliver spurgt, hvordan man får filmbranchen til at interessere sig. En branche skal inspireres og finansieres, og den skal vide, at der både er kunstneriske og kommercielle potentialer i film for børn og unge. Det gælder mange amerikanske film, det gælder japanske Miyazakis film, det gælder en række danske film igennem tiden, og iblandt dukker der også europæiske succeshistorier op. Vi nævner også DR B&Us rolle i sin tid: et frugtbart samarbejde mellem tv og filmbranche giver større volumen og en større kritisk masse. Det er vigtigt med kunstneriske udfordringer – det er vigtigt med væksthuse, talentudfoldelsesarenaer og kreative produktionsmiljøer. Nos do Morro i én af Rios favelaer er præcis sådan et sted: En alternativ film- og teaterskole, som bl.a. har leveret en række unge skuespillere til Fernando Meirelles film "City of God".
Toronto 2004. Stefan Fjeldmark og Torbjørn Christoffersen fra A. Film taler om at producere cutting edge low budget animationsfilm – og om at få succes!
I Cape Town året efter fortæller Bo Erhardt fra Nimbus Film om dansk films store markedsandel på biografmarkedet, de økonomiske præmisser for produktion af film for børn og unge samt om samarbejdet med de kreative kræfter. Men også om, hvordan det bestemt ikke altid er let at finde gode manuskripter til det unge publikum – eller instruktører, når det gode manuskript ligger der. Hvordan undgår en filmnation på vej, at film for børn og unge bliver en niche med lav prestige?
Vi understreger, at der ikke er nogen forskel på film for børn og voksne. De samme standarder må gælde hvad angår kunstnerisk niveau og production value. Begrebet børnefilm sætter vi på standby. Film til børn giver mere mening. Børnefilm er ikke én genre, det er mange forskellige – og mange er uudforskede i børnehøjde. Vi taler også om målgrupper, at små børn ser og opfatter anderledes end store børn. At børn ikke er ens. Og at halvdelen af alle børn er piger.
TWO-WAY TRAFFIC
Vi drager ikke ud som missionærer. Vi drager ud for at give vores viden og erfaringer videre. Tilhørerne kan lade sig inspirere eller provokere. De kan måske uddrage og anvende nogle essenser fra den danske model – oversat til deres egen kulturelle kontekst. Og omvendt kan vi åbne øjnene og se, at der foregår noget i verden omkring os, og at vi også har noget at lære. Vi har således også bidraget til, at et bredt internationalt repertoire bliver præsenteret for børn og unge i Danmark – i regi af de forskellige danske festivaler, BUSTER, Salaam DK og Odense Film Festival, og vores egne biografordninger, Med Skolen i Biografen og Børnebiffen.
Film, som kommer fra lande uden for Europa og USA, tegnede sig for 1 % af markedsandelen i Danmark, og for 15 ud af i alt 200 premierer om året i perioden 1999-2005. 1 % svarer cirka til den andel af bruttonationalproduktet, som anvendes på udviklingshjælp – og måske også til den globale orientering i Danmark?! I en verden, hvor globalisering og integration er tidens mantraer, kan vi da sige, at vores børn og unge tilbydes nok indsigt i denne verden?
Det går godt for dansk film. Men er vi ind imellem så selvoptagede af vore egne film, at vi glemmer at hente ny inspiration udefra? Internationale filmfestivaler i Danmark er blot én mulighed for at forlænge blikket, kulturudveksling en anden, koproduktioner en tredje. Internationale modbilleder er sunde injektioner. Kig på Japan, på Sydkorea og på USA – som både mestrer brede kommercielle film og nyskabende smal arthouse.
Danmark er en kreativ nation, som kan og vil markere sig på den internationale agenda. Også i Udenrigsministeriet står det nu så klart, at kunsten og kulturen er vigtige ingredienser i samspillet med verden omkring os, at der er blevet etableret en hel afdeling for "Public Diplomacy". Danmark skal brandes – ikke brændes!
Og kulturudveksling må gå to veje. Branding for Danmarks skyld alene er interessant på ét niveau. Global dialog og udveksling er interessant på en hel række andre. Danmark er et kulturelt overskudssamfund. Vi kan gå i dialog med verden. For at Danmark ikke skal blive alt for lille og for at gøre en forskel for andre end os selv.
