Virkeligheden venter

Et nyt hold afgangselever er klar fra Filmskolens TV-uddannelse. Seks tilrettelæggere/ dokumentarinstruktører og tre studieproducere/ flerkamerainstruktører. I fire år har eleverne udforsket forskellige aspekter af at lave dokumentariske produktioner i studiet eller i virkeligheden. Flere forløb er fælles for de to linjer under TV-uddannelsen, der har Arne Bro som kunstnerisk leder. Her fortæller lærer for tilrettelæggerne, Mette-Ann Schepelern, og lærer for studieproducerne, Karin Priergaard Worsøe, om tankerne bag undervisningen. Det personlige udtryk er i fokus på TV-uddannelsens tilrettelæggerlinje, hvor man tager grundigt fat i sig selv og sine nærmeste, inden blikket vendes mod andre.

DET SKAL VÆRE FRISÆTTENDE

Det personlige udtryk er i fokus på TV-uddannelsens tilrettelæggerlinje, hvor man tager grundigt fat i sig selv og sine nærmeste, inden blikket vendes mod andre.

"Hvad er det for en god film, der bor i hvert enkelt talent? Hvad går den person og bakser med? Hvor vil den person gerne hen? Det kan jeg jo ikke vide, men jeg kan i ærbødighed stille mig ved siden af og prøve at hjælpe på vej. "

For Mette-Ann Schepelern er rollen som lærer på Filmskolens tilrettelæggerlinje i høj grad at være sparringspartner. Selvfølgelig er der rammer og regler for undervisningsforløbet, men frem for alt skal der være plads til hver enkelt person og en lydhørhed over for det personlige sprog. Mette Ann-Schepelern er selv uddannet fra linjen i 1997 og beskriver det som en 'mindblowing' oplevelse at gennemgå det dengang toårige forløb, hvor man pludselig fik lov at dyrke sin personlige fortællestemme. En af hendes lærere sagde dengang, at det er utroligt svært at få en god ide, men uendeligt let at slå den ihjel. Det har Mette-Ann Schepelern taget med sig videre, for som underviser skal man passe på ikke at presse spæde talenter for meget for tidligt.

"Man skal have lov at gå og bakse lidt med sit sprog, inden man er klar til at møde kritiske spørgsmål til det. Man slår let et unikt sprog ihjel, og i virkeligheden handler uddannelsen om at hjælpe folk med nogle udviklingsprocesser. Jeg tror meget på, at man lærer at lave gode film ved at øve sig. Ved at prøve igen og igen og langsomt finde sine grænser i forhold til, hvad man kan, og hvad man ikke kan. For det er jo forskelligt fra person til person. Som underviser handler det om at skabe nogle trygge rammer med plads til at øve. Det gør man bl.a. ved at opstille nogle konditioner. Summen af mulige film, man kan lave, er så stor, at det kan være en svær beslutning hvilken film, man skal lave. Det kan være frisættende, at vi kommer og siger, at du skal gå den vej, og så kigger vi på, hvordan du går. Undervejs må man som underviser prøve at fornemme, hvad den enkelte har svært ved og hjælpe med det. Man skal lede folk. "

OMSORG OG ANSVAR

Et af de centrale elementer i forløbet for både tilrettelæggere og flerkamerainstruktører er et semester baseret på øvelser med udgangspunkt i ens egen familie. For Mette-Ann Schepelern er de øvelser en vigtig del af uddannelsen, for det er sundt at have prøvet sin egen medicin, inden man giver den til andre.

"For mig er det vigtigt, at man beskæftiger sig med sine nærmeste, ens kæreste og familie, i undervisningsforløbet. Så ved man, hvad der er på spil, når man bagefter går ud og laver noget med mennesker, man ikke kender. Man får en anden omsorg for dem. For mig er noget af det unikke ved de film, der kommer herfra; en indlevelse, som måske stammer fra, at vi undervejs har arbejdet med noget, der ligger vores hjerte meget nær. "

Øvelserne om familien giver også anledning til flere etiske diskussioner, som også er en vigtig del af uddannelsen.

"Vi snakker meget om etik. Ofte ud fra en helt elementær holdning om, at man skal opføre sig ordentligt. Folk kan være enormt rå, når de laver film, og det er vigtigt at være bevidst om, hvad man gør. Hvis jeg kan se, at der bliver gjort noget, de medvirkende ikke kan lide, så er man nødt til at diskutere, om man er sikker på, at man virkelig har lyst til at gøre det. Man må selv vælge, men man skal stille spørgsmålet. Det ansvar er vigtigt at lære fra starten. "

DET SKAL UD!

Men frem for alt er fokus på at udvikle hver enkeltes filmiske sprog. Ifølge Mette-Ann Schepelern er noget af det spændende ved elevernes fokus i øjeblikket legen med at blande elementer fra dokumentar og fiktion.

"Vi underviser en del i klassisk dramaturgi og fortælleformer. Det er en vigtig tradition at have med. For mig er det spændende skæringspunkt på vores afdeling sammenfaldet mellem noget meget individuelt kunstnerisk og så det her med, at det skal ud til et publikum og ud i mainstreamen. Det skal ud! Hele tiden at presse på i forhold til at anerkende nyskabelserne og få dem ind i det gængse sprog og dermed udvide mainstream-koderne. Det er super spændende, og her handler det i øjeblikket meget om at sammenstille dokumentariske traditioner med fiktive greb."

 

STUDIET SOM DOKUMENTARISK RUM

Mens tilrettelæggerne går ud i virkeligheden, hiver flerkamerainstruktørerne virkeligheden ind i studiet. Det fører til et naturligt fokus på rum, lys, farver og bevægelser i den dokumentariske handling, siger Karin Priergaard Worsøe.

"Undskyld, laver I film her?" Sådan reagerede Karin Priergaard Worsøe som scenograf fra Designskolen første gang, hun mødte Filmskolen. Hun kunne ikke se det på skolen ... Hvor var opslagstavlerne og tegningerne? Hvor var fotografierne og papirerne?

"Hver gang nogen fortalte om noget, de ville lave, kom de med eksempler fra fire andre film, som det skulle ligne. Jeg tænkte bare, hvorfor ikke selv gå ud og tage et billede? " fortæller lærer for flerkamera-instruktørerne, Karin Priergaard Worsøe. Samtidig følte hun imidlertid, at folk forstod, hvad hun sagde, når hun fra sit scenograf-perspektiv snakkede om rum og film. Hun endte efterfølgende med at uddanne sig til flerkamerainstruktør med afgang i 2003. Siden har hun været tilknyttet skolen og har i dag ansvar for at tilrettelægge undervisningen for de to gange tre elever på uddannelsen.

"Da jeg som scenograf i et udvekslingsforløb mødte Filmskolen, havde jeg oplevelsen af at komme ind et sted, hvor mine tanker klingede rent, og det var oplagt for mig at arbejde videre med rummet i filmisk form. For mig er uddannelsen et forsknings-felt, som handler om alt muligt med rum. Hvordan bliver mennesker påvirket af ting og størrelser og farver og alt sådan noget?

Vi arbejder jo primært i studiet, og derfor arbejder vi mere med fiktion end tilrettelæggerne. Vi opbygger fiktive rum med fiktivt lys og arbejder så med den dokumentariske handling i det rum. Dermed bliver uddannelsen mere præget af produktionsdesign, for man er nødt til at vide, hvad man vil. Når man arbejder i et tv-studie, får man det, man gør. Gør man noget dumt, har man noget dumt på bånd. Gør man noget grimt, har man noget grimt. Det kan være en enorm foræring at gå ud i verden, men i tv-studiet kan man ikke lave noget uden at få direkte afklapsning for det. Derfor handler det meget om at blive bevidst om, hvad man gør."

Kunst og kommunikation

Karin Priergaard Worsøe beskriver det som en luksus at have tre elever, så man kan samtaleundervise 1:1. Uddannelsen har kurser, men Karin Priergaard Worsøe opfatter primært sin rolle som en konsulent, der skal hjælpe eleven med at finde ind til sit materiale.

"Filmskolen er jo en kunstskole, men det er hele tiden en balance mellem kunst og kommunikation som uddannelse. Man kan lidt firkantet sige, at kommunikationen er håndværket, og kunsten er ens eget udtryk. Uddannelsen for flerkamerainstruktører er på mange måder et sted i udvikling. Der er kun uddannet 19 elever, siden uddannelsens start. På mange måder er det stadig spædt, og det er enormt spændende, for uddannelsen bliver selvfølgelig meget præget af de personer, der er tiltrukket af den.

Jeg tror, flerkamerainstruktørerne er mere konceptuelle end tilrettelæggerne. Jeg mærker den her lyst til at skabe et rum, og vi arbejder meget med, hvad der sker med mennesker i rummet som spørgsmål. Man kan dels snakke om rummet som del af en films udseende, men i en dokumentarisk handling har rummet også en enorm påvirkning på de medvirkende, som jo ikke nødvendigvis ser det samme, som man selv ser.

"Jeg synes, man altid skal spørge til hensigten. Der er jo ikke nogen, der har sagt, at en elev ikke må lave en film, der får en hel biograf til at råbe eller gå. Hvis det var hensigten, lykkedes filmen, og det er vigtigt at lære at finde ind til, hvad hensigten er. Det er et spørgsmål om, hvad man vil sige, og hvem man gerne vil sige det til? Og fik man det sagt, og hvad sagde de, da man havde sagt det? "

Læs mere på filmskolen.dk/tv

Factbox

Mette Ann Schepelern foto ukendt

Mette-Ann Schepelern. Foto: Jasper Carlberg

Karin Priergaard Worsoe foto Jasper Carlberg

Karin Priergaard Worsøe. Foto: Jasper Carlberg

Contact

DFI-FILM Issue 

Susanna Neimann

Editor
Tel. +45 4119 1540
susannan@dfi.dk

Annemarie Hørsman
Editor
Tel. +45 3374 3474
annemarieh@dfi.dk 

Lars Fiil-Jensen
Editorial team
Tel. +45 2032 8121
larsf@dfi.dk

Anders Budtz-Jørgensen
Editorial team
Tel. +45 3374 3528
andersbj@dfi.dk

Det Danske Filminstitut

Danish Film Institute /
Det Danske Filminstitut

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tel. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Tickets
TEL. +45 3374 3412