Grønlandspakken

Fag: Historie, dansk, mediefag
Niveau: grundskolen, alle niveauer

Indhold:

Indledning
Andala og Sofiannguaq – nybyggerliv i Grønland
Forbrydelse & straf i Grønland
Jeg husker… Fortællinger fra Grønland
Jørgen Roos og Grønland
Rikke på Grønland 1-3
Grønland i dag – hvad fortæller billederne?
Bilag: anmeldelser m.m.

---

Indledning

Grønland er på samme tid en del af os - og noget fuldstændigt fjernt og fremmedartet. Grønland er en del af det danske rigsfællesskab. Men når man kigger på naturen, på menneskene, på historien og på de grønlandske traditioner, finder man noget, der næppe kunne være fjernere fra Danmark.

Grønlandspakken er en samling af dokumentarfilm, der sætter levende billeder på Grønlands historie, geografi og samfundsforhold - og ikke mindst på mødet mellem den danske og den grønlandske kultur.

Filmene er produceret fra 1960'erne til i dag, og de rækker fra den store danske dokumentarist Jørgen Roos' klassikere til moderne film om nutidens Grønland. Alle filmene indgår i Det Danske Filminstituts Skolekatalog.

Der er film til alle klassetrin – og flere af filmene kan bruges på flere niveauer og på flere forskellige måder. Læs nærmere under beskrivelsen af de enkelte film for at se hvordan og på hvilket klassetrin, de kan anvendes.

Dette undervisningsmateriale er udarbejdet af lærer og mediepædagog Torben Blankholm. I sit arbejde med materialet har han bl.a. vist filmene for sine egne elever – og hans arbejdsforslag retter sig i vid udstrækning mod elevernes aktive deltagelse.

Alle filmene i Grønlandspakken er dokumentarfilm, og dette materiale kommer derfor bl.a. ind på forskellige af dokumentarfilmens former. Hvis dette pirrer interessen, kan man finde mere om genren i Det Danske Filminstituts undervisningsmateriale "Fat om dokumentarfilm".

Supplerende materiale

Grønland er et emne, som der er skrevet utallige bøger om. Nogle af dem bliver nævnt i dette materiale – men et besøg på skolebiblioteket eller det lokale folkebibliotek kan sikkert give yderligere inspiration.

Når det handler om "Grønland på film"', har lektor Karsten Fledelius skrevet en meget informativ artikel med netop denne titel i tidsskriftet EKKO (nr. 16, december 2002). Den kan også læses i EKKO's netudgave på www.ekkofilm.dk under rubrikken "Film i skolen".

To nyere danske spillefilm handler også om Grønland. Det drejer sig om Jacob Grønlykkes Lysets hjerte (1998) og Jannik Hastrups tegnefilm Drengen der ville gøre det umulige (2003). Det Danske Filminstitut har udarbejdet undervisningsmaterialer til begge film – se www.dfi.dk/filmiskolen.

Desuden kan man i tidsskriftet EKKO nr. 17 fra marts 2003 læse mere om Drengen der ville gøre det umulige i artiklen "Historier der bliver siddende".

---

Andala og Sofiannguaq - nybyggerliv i Grønland

Niveau: Mellemtrinnet, Overbygningen
Tilladt for alle

Til læreren

Andala og Sofiannguaq - nybyggerliv i Grønland er en film om en moderne, ung grønlandsk familie, som har slået sig ned på landet i det sydlige Grønland, og som sammen med nogle andre familier prøver at leve hovedsagligt af fårehold. Familien består af to voksne og tre børn. De lever et liv, som på mange måder ligner noget, danske børn kan nikke genkendende til, men som på mindst lige så mange andre områder er totalt forskelligt fra danske forhold: familierne lever isoleret fra det grønlandske samfund og skal selv sørge for elektricitet og vandforsyning. Der er ingen veje og ingen skoler og dermed heller ingen skolebus. Turen til skole foregår i en lille motorbåd og er afhængig af vejret.

Det er en rigtig god film, der med mange fine billeder og uden for mange ord fortæller om en ung kernefamilie i det nye Grønland. Filmen varer 41 minutter, og det kan være en problematisk længde set i forhold til anvendelse i skolen. En lektion er for kort tid, og en del børn vil nok finde den for lang til at se i et stræk. Derfor foreslås det, at man deler filmen i to dele og lader eleverne arbejde med nogle opgaver undervejs. Hvis man har en dobbeltlektion, skal man nok alligevel dele filmen i to og lade eleverne holde en kort pause i midten og så arbejde med nogle opgaver til slut.

Andala og Sofiannguaq - nybyggerliv i Grønland er med grønlandsk tale og undertekster, så eleverne skal kunne læse for at få det fulde udbytte af filmen. Man kan eventuelt vælge at læse underteksterne højt. Det kræver en smule øvelse, og det vil være en fordel at prøve sig lidt frem for at finde en form, som fungerer for en selv. I lange passager fortæller filmen imidlertid kun i billeder og lyd/musik, så eleverne får god tid til at danne sig et indtryk af, hvordan det er at bo i Sydgrønland.

Hvis man vælger at vise filmen for de yngste børn på mellemtrinnet, skal man advare dem om, at der i første del af filmen vises en slagtning af et får. Det kan virke stærkt, hvis man ikke er forberedt på det.

Filmens credits

Andala og Sofiannguaq – nybyggerliv i Grønland
41 minutter, Danmark, 2002
Instruktion og manuskript: Ivars Silis
Kamera: Jørgen Chemnitz og Inuk Silis Høegh
Musik: Jakob II Egede, Steve Kramer
Medvirkende: Andala Lund og Sofiannguaq Kristiansen, deres familie og naboer

Om instruktøren Ivars Silis

Andala og Sofiannguaq - nybyggerliv i Grønland er instrueret af Ivars Silis. Han er født i 1940 i Riga, men er vokset op i Danmark, hvor han uddannede sig som ingeniør. Han arbejde som geofysiker i tre år, inden han tog til Grønland og af eskimoerne lærte at køre hundeslæde og jage. Ivars Silis specialiserede sig som polarfotograf og ekspeditionsmand i Grønland, Canada og på Svalbard. Han har boet i Sydgrønland siden 1976 og har leveret billeder til tidsskrifter og magasiner som National Geographic og Stern, ligesom han har skrevet bøger og produceret tv-udsendelser.

Ivars Silis smukke bøger vil kunne anvendes i undervisningen - fx:

Min Hvide Verden - 30 år med kamera i Grønland, 46.7, Aschehoug Dansk Forlag 2000, 184 sider:

En bog i stort format med fremragende fotografier med korte tekster til hvert kapitel. I forordet skriver Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt i marts 2000:

"I hele den vide verden kender jeg ingen som Ivars Silis, der kan beskrive mit land, Kalaallit Nunaat, så levende og så nærværende, at man sidder tilbage med følelsen af selv at have været til stede i oplevelsens øjeblik. ... Denne bog er en dokumentation af, hvordan livet udfolder sig her. Ikke blot højt mod nord, men i hele vort land. … Lyset, menneskene, dyrene. Altid er det mennesket, der er i centrum af perspektivet, og netop derfor fortæller denne bog så levende og nærværende om den hvide verden, der er skjult og utilgængelig for de fleste."

Bogen skal nok bestilles hjem fra det lokale hovedbibliotek og vil være god til at lade børnene få nogle billeder på nethinden. Det er en sjælden bog, der kræver noget af sin læser. Den skal behandles med respekt og er derfor nok bedst egnet til forevisning og samtale i pudekrogen – helst med et delehold, hvis det er muligt.

Hvalernes fjord - en højarktisk sommer, 46.74, Atuakkiorfik, Nuuk 1997, 88 sider:

En bog med mange smukke farvebilleder i op til hele opslag. Teksten er en causerende fortælling, og det er tydeligt, at den er skrevet af en person, som bor i området og kender livet der. Vil kunne læses selvstændigt af gode læsere på mellemtrinnet eller som oplæsning.

Filmens handling

Andala og Sofiannguaq - nybyggerliv i Grønland er en poetisk stemnings- og billedfortælling om en ung grønlandsk familie, der har bosat sig midt ude i naturen i det sydligste Grønland nær Qaqortoq (Julianehåb). I området bor også nogle få andre familier, der ligesom Andala og Sofiannguaq har fårehold som deres hovedbeskæftigelse.

Filmen starter med en smuk solopgang. Bjergene skinner næsten som guld, da de reflekterer den spæde morgensol. Med stemningsfuld strygermusik i baggrunden præsenteres filmens hovedpersoner og tema, inden titelskiltet efter 2½ minut toner frem – ikke et ord er der sagt, og alligevel er man som tilskuer helt klar over, hvad filmen handler om, og hvad der sandsynligvis venter en.

Filmen fortæller om årets gang for familien, og de kommer selv til orde gennem filmens voice-over. Handlingen holder ikke et konsekvent tidsforløb. Den starter om efteråret og springer mellem de fire årstider og følger Andala og Sofiannguaqs fortælling og associationer. Det betyder, at det kan være lidt svært at holde rede på logikken i årets arbejde og forløb. Man kunne få den opfattelse, at fårene klippes om efteråret, hvis man mest har fokus på billedsiden. Det kan hjælpe, hvis man efter filmen sammen med eleverne udarbejder en plan over årets forløb for en fåreholder.

Stilfærdigt og usentimentalt får man indblik i de daglige sysler og årstidernes gøremål: fårene skal klippes, inden de slippes ud på græs om foråret og senere samles og sættes på stald om vinteren fra november til maj. Forinden skal en del af dyrene til slagtning i Narsaq ca. 100 km væk. I begyndelsen af vinteren samles de sidste får ind, og de slagtes hjemme i stalden. Man ser Andala hugge en kort kniv i nakken på et får og forstår pludselig, hvad det vil sige at nakke nogen. Blodet sprøjter og samles i en spand af Sofiannguaq. Det kan opleves voldsomt af børn fra byen, hvis de er uforberedte, men på filmen ser man, at det er helt naturligt. Familiens børn tager det helt afslappet og hygger sig og leger i stalden, mens forældrene slagter og flår fårene. Familien kan slet ikke bruge al ulden selv. Langt det meste bliver brændt på et bål i haven, da der ikke er afsætningsmuligheder eller findes virksomheder, som kan forarbejde det.

På markerne dyrkes der græs og grøntfoder til vinteren, og i haven ser man, at Sofiannguaq graver kartofler op. Der lægges nye marker under plov, og hegn, maskiner og familiens el- og vandværk skal vedligeholdes. Fåreholdet giver ikke indtægter nok til at dække alle udgifter. Familien har derfor købt nogle forladte huse og sat dem i stand for at kunne udleje dem til turister om sommeren. Og af ulden laver Sofiannguaq dukker, som hun sælger.

Den yngste datter bliver døbt af en kateket (en eskimoisk lærer og præst); døbefonten er en souffléskål og alteret et skrivebord. Familie og venner er på besøg, og stemningen er afslappet og hyggelig.

Den ældste datter skal begynde i skole. Man ser, hvordan familien når frem til indskrivningen i sidste øjeblik på grund af stormen, som forpurrede planen om at ankomme et par dage før og gå til kaffemik hos familie og venner. Sofiannguaq fortæller om sit ønske om at læse til lærer og oprette en skole, hvor de bor, og hun fortæller om sine overvejelser for og imod at bo langt fra byen. Hun er bekymret for, om børnene får udfordringer og muligheder nok. Man får indblik i familiens dagligliv, både hvad angår børn og voksne.

Filmen slutter, da årets arbejde er slut og fårene sendt til slagtning med skibet, som sejler ud af fjorden. Sofiannguaq fortæller om den kommende, afslappende tid, mens sneen falder og mørket sænker sig. Her hører man den samme strygermusik som i starten af filmen, og ringen er sluttet.

Den poetiske dokumentarfilm - Hverdagens poesi

Typiske fortælleelementer

• I en poetisk dokumentarfilm er det vigtigere at understrege de sanselige og poetiske sider ved virkeligheden end at fortælle en konkret historie eller informere om et emne eller et problem.
• En poetisk dokumentarfilm kan handle om noget, men det er måden filmen fortæller historie på, der er den vigtige del af selve filmoplevelsen.
• Den poetiske fortællemåde kan karakteriseres ved, at den fokuserer på filmens form eller æstetik.
• Det kan være, at instruktøren hæfter sig ved billedsymmetri, -rytme eller -forskellighed i modsætning til lighed.
• Musikken har ofte en central funktion fx i forhold til at skabe en dynamisk klipperytme.
• En poetisk dokumentarfilm kan benytte et observerende kamera, men det overordnede mål er at give et poetisk blik på verden.
• En poetisk dokumentarfilm tager sig ofte tid til at dvæle ved det smukke eller ved sider af virkeligheden, man normalt ikke lægger mærke til eller bare tager for givet.

Typisk for de dokumentariske poeter er, at de bruger filmen til at videregive deres individuelle betragtninger over livet, og de udforsker samtidig de muligheder, der ligger i at fortælle historier gennem levende billeder.

Undervisningsforslag

Når klassen har set filmen, er det tid til at tale om den og det, man fik at vide. Nedenstående spørgsmål kan måske hjælpe børnene på vej:

• Fortæl hvad filmen handlede om?
• Hvad tænker I, efter I har set filmen?
• Hvad gjorde indtryk på jer?
• Skriv alt hvad I ved om Grønland og sammenlign med det, I så på filmen. Hvordan passer det sammen? Havde I forestillet jer, at det var sådan at leve og bo i Grønland?
• Hvordan er det at være barn i Grønland og i Danmark? Fortæl om forskelle og ligheder.

Hvis man ser filmen over flere dage eller deler den i to, kan man bruge ovenstående spørgsmål efter begge dele. Hvis man skriver lidt af elevernes svar på tavlen eller på en OH-transparent, kan man bruge det som resumé, inden anden del af filmen vises.

Året som fåreholder

• Tegn en linie på et stykke A3-papir og del den i 12 dele. Skriv månederne i rækkefølge under linien. Over linien skal I skrive, hvad Andala skal gøre med fårene i de enkelte måneder.

Naturen i Sydgrønland

• Beskriv naturen der, hvor familien bor. Hvordan ser landskabet ud? Hvilke planter, buske og træer vokser der? Hvilke dyr lever der? Tænk tilbage på filmen eller se den igen og spol frem til naturoptagelserne.

Tegn jeres egen udgave af Andala og Sofiannguaq

• Hver elev vælger en scene fra filmen og tegner en skitse på et stykke billigt A5-papir. Når skitsen er færdig, tegnes den over på et stykke godt tegnepapir med en blød blyant (B2-B4), og til sidst farvelægges den med farveblyanter. Hver elev finder på en tekst til billedet og skriver den ind på computer. Klassens tegninger og tekster monteres på sort planchepapir og hænges på opslagstavlen. Forløbet sluttes med en fælles billedsamtale, hvor eleverne også læser deres egen tekst op og fortæller om deres billede.

---

Forbrydelse & straf i Grønland

Niveau: Overbygningen
Tilladt for alle

Til læreren

Det er lige på og hårdt. Is og sne. Is, der skvulper i vandet. Lydsiden er skærende ubehagelig og anlægger en uheldssvanger stemning.

"Jeg husker ikke, hvad jeg gjorde ved ham. Jeg så ham bare ligge på gulvet. Da jeg kom til mig selv, så jeg, at hans læber bevægede sig. Men jeg kunne ikke høre, hvad han sagde. Først et par minutter senere hørte jeg hans stemme. Jeg kunne høre, at han talte. Han forsøgte at sige: "Min egen lille skat." Men han kunne ikke gøre sætningen færdig. Så faldt han om, og hans krop blev slap."

Vi befinder os i Ilulissat, Jakobshavn, i Grønland år 2002. En kvinde sidder foran et vindue og fortæller. Hendes skæbne er et alt for tydeligt bevis på, at det har været en svær opgave for mange grønlændere at omstille sig til fra at leve i en fangerkultur i små bygder, hvor mændene gik på jagt og fiskeri for at forsørge familien, mens konen gik hjemme, til at leve i en lønarbejderkultur i et moderne bysamfund med lejlighedsliv i boligblokke. Det har skabt frustrationer og rastløshed: "Hvad skal jeg bruge mit liv til? Hvad skal jeg få tiden til at gå med?"

Svaret for mange grønlændere har været alkohol. Værtshusliv og misbrug af forskellig art med deraf følgende alkoholisme, massive sociale problemer, vold i ægteskabet og anden kriminalitet. De fleste grønlændere ejer et våben. Kriminaliteten er mere end 18 gange så stor som i resten af Danmark. Den typiske voldsmand er i begyndelsen af 30'erne, spirituspåvirket og begår vold mod en, han kender.

Forbrydelse og straf i Grønland går meget tæt på to personers skæbne og det grønlandske retsvæsen. Filmen er en co-produktion mellem Diverse Production fra England og Angel Production fra Danmark og er produceret for TV2 i Danmark og den britiske tv-station Channel 4. Filmen har engelsk voice-over og har i øvrigt et internationalt tilsnit. Filmen er tilladt for alle, men den egner sig bedst til at blive vist i folkeskolens overbygning og i ungdomsuddannelserne. Det er en lang film, 59 minutter, og det må man tage hensyn til, når den skal vises i undervisningen.

Filmens credits

Forbrydelse & straf i Grønland
59 minutter, Danmark/Storbritannien, 2002
Instruktion: Sasha Snow
Manuskript: David Katznelson og Sasha Snow
Kamera: David Katznelson og Sasha Snow
Musik: Lee Baker

Filmens handling

Forbrydelse og straf i Grønland fortæller gennem to skæbner om det grønlandske retssystem. Rammehistorien fortæller om Naalu Jeremiassen, som har stukket sin mand Aqqalooraq Jeremiassen ihjel med en køkkenkniv. I et næsten slæbende tempo blotlægges de to personers ægteskab, som har udviklet sig fra brusende forelskelse til et belastende misbrug af alkohol med deraf følgende vold, social deroute og desperation. Naalu er den gennemgående fortæller, men Aqqalooraqs forældre og bror får også god plads til at give udtryk for deres tanker, meninger og desperation/frustration over det, der er sket.

Kort fortalt drejer det sig om, at Aqqalooraq har været dørmand i mere end ti år og har drukket tæt i mange år. Naalu begyndte at drikke for at være sammen med ham, selv om hun ikke kunne lide det. Hun har flere gange været udsat for hustruvold og har flere gange anmeldt det, men hun har hver gang fortrudt og trukket anmeldelsen tilbage. Naalu har på et tidspunkt også indgivet begæring om skilsmisse, men følte sig truet af Aqqalooraq til at trække den tilbage. En aften, hvor de begge havde drukket tæt, gik det galt:

"Jeg skulle til at tænde min cigaret. Så løb han hen imod mig og skældte ud. Jeg blev grebet af en overvældende følelse af skræk. Jeg ved ikke, hvad der så skete. Det viste sig, at jeg havde dolket ham to gange", fortæller Naalu.

Politiet fortæller om deres arbejde med at forberede sagen og klarlægge begivenhederne og den anklagedes sociale baggrund.

Den sidste del af filmen indeholder to stærke samtaler med henholdsvis Naalus far og Naalus svigerforældre. Det et følelsesladede samtaler, der giver tilskueren indblik i forældrenes inderste tanker og modsatrettede følelser over for Naalu, Aqqalooraq og deres fire børn. "At møde den, der har dræbt ens egen søn, er meget svært", siger Aqqalooraqs mor.

I samtalen med Naalus far viser det sig, at han har slået sin kone, Naalus mor, ihjel! Et liv med alkoholmisbrug, hvor han tømte bankkontoen og drak det hele op. Hans vrede over, at konen to gange var sammen med en anden, endte med, at han skød hende med syv skud: "Hvor jeg dog misunder folk, der ikke begår fejl og ikke bliver vrede. Folk der ikke skal skamme sig over for andre. Hvor er de heldige", siger han.

Filmen viser lidt af retssagen mod Naalu. Hun idømmes fire års anbringelse på en åben anstalt. Anklagerens ønske om en straf på fem år blev reduceret med et år, fordi Naalu har to mindreårige børn og på grund af den vold, der er blevet begået mod hende. Ved god opførsel kan Naalu løslades efter to år og otte måneder.

"Mine børn har spurgt mig, om jeg vil fortsætte med at drikke, når jeg bliver løsladt, siger Naalu, Jeg svarede nej. Jeg vil ikke drikke resten af livet. Jeg kan ikke engang lide øl. Jeg drak kun for at være der hos ham. For ikke at miste min mand. Jeg fulgte ham bare."

Historien om Naalu bliver to gange afbrudt for at give plads til en beretning om fangeren Jens Reimer, der har overfaldet sin kone. Hun overlever, men er indlagt på hospitalet med kvæstelser i hovedet og nyresvigt. Hans sag klarlægges hovedsageligt gennem hans bror John og politiet. Der tegner sig billedet af et ægteskab med alkoholmisbrug, opslidende uenighed og diskussioner, frustrationer over ikke at kunne få børn og vold mod hustruen.

Dommeren i Kredsretten i Ilulissat opsumerer sagen: knytnæveslag, spark og hoppen oven på konen uden for supermarkedet. Folk så det. Inden dommen afsiges, klippes der til broderen, som fortæller om det vanskelige forhold mellem de to ægtefæller. Dommen lyder på to års anbringelse på en åben anstalt. Det er en hård dom efter grønlandske forhold.

"De skulle have afhørt de folk, som kendte dem. Man skulle have spurgt os for virkelig at forstå, hvad der hændte", siger broderen.

En politimand forklarer, at der er sket nogle ændringer i det grønlandske retssystem. Man er gået fra at vurdere gerningsmanden til at vurdere gerningen: "Det har jo været sådan, at man indordnede det efter gerningsmanden. Man så på gerningsmanden. Hvad er han for en, og hvad kan vi gøre for ham? Det er man gået bort fra med den nye retsvæsenskommission. Nu er det gerningen. Hvad har han lavet? Man går ikke ind og vurderer, hvad hjem kommer han fra, og hvad kan vi gøre for at hjælpe ham. Det var jo det gode ved systemet i 50'erne heroppe. At man fandt ud af, hvad er det for mennesker, vi har med at gøre. Og hvad kan vi gøre for dem, for at de kan blive gode mennesker."

Jens fortæller sin version af historien om samlivet med konen, og derefter følger kameraet ham på den ugentlige jagt sammen med to fængselsbetjente. Jens får udleveret en riffel og skarpe patroner, og han har held til at skyde en sæl.

"Det, det drejer sig om, er at få et helt menneske ud af det, når det er overstået. Og få et menneske ud af det, som kan fungere ude i samfundet. Hvis vi opnår det, vi vil med denne sanktion, så synes jeg, det er det, der tæller, siger politichefen, og ikke hvad omverdenen mener om, at vi stikker en fange en riffel i hånden."

Den personlige fortælleform

Filmens instruktør er englænderen Sasha Snow. Han har siden sin afgang fra National Film & Television School arbejdet som fotograf for BBC Television Arts og sideløbende instrueret sine egne film. I denne dokumentarfilm har han valgt den personlige fortælleform. Han går meget tæt på de personer, han beskriver, og man er ikke i tvivl om, at han prøver at vække forståelse for de mennesker, som har begået de grove forbrydelser. Han taler selv direkte til publikum gennem filmens voice-over og får os til at se et forstående politi og retsvæsen og de menneskelige sider af det grønlandske retssystem.

På lydsiden skaber Sasha Snow en dirrende urovækkende stemning ved at lade de mange passager med reallyd, interviews og voice-over følge af passager med skærende disharmoniske lyde/musik og slædehundehyl, hvor man som tilskuer efterlades i et vakuum, der nærmest tvinger en til refleksion. På trods af et forstående og menneskeligt straffesystem er der ikke harmoni i det skildrede samfund.

Typiske fortælleelementer

• Alle dokumentarfilm er præget af instruktørens intention og synsvinkel. Men i de senere år har man set en tendens til, at instruktøren i højere grad involverer sig selv eller sin egen historie i sine film.
•  Den personlige instruktør vil typisk være synlig, enten i billedet, gennem billedvalg eller gennem en voice-over. Filmen gør det klart, at det, man ser, er et subjektivt blik på verden.
• Den personlige fortælleform anvender elementer fra andre fortælleformer. Det centrale er, at filmens udgangspunkt er den private eller personlige historie i modsætning til mere generelle temaer eller emner.

Videodagbøger, hvor instruktøren fortæller om sig selv eller andre menneskers liv og hverdag, er en variation. Film, der belyser et større perspektiv ved at tage udgangspunkt i en menneskeskæbne eller en personlig historie, er et andet eksempel.

Undervisningsforslag

• Fortæl hvad filmen handlede om?
• Hvad tænker I, efter I har set filmen?
• Hvad gjorde indtryk på jer?
• Klarlæg i fællesskab de to skæbner, der skildres i filmen, og skriv notater.

Skyld og straf

• Diskuter i klassen jeres holdning til det grønlandske syn på skyld og straf. Er det at slippe for let, hvis man får fire år i en åben anstalt for at slå sin mand/kone ihjel og to år for grov vold? Hvordan ville du se på, at man i Danmark begyndte at udlåne våben til forbrydere og gå på jagt med dem, mens de sidder i fængsel?
• Undersøg hvilke straffe tilsvarende forbrydelser ville give i Danmark.
• Undersøg om vi i Danmark har noget, der svarer til de åbne anstalter i Grønland.
• Hvilke former for straf kan man blive idømt i Danmark?
• Hvordan ser I i øvrigt på skyld og straf? Hvordan skal man efter jeres mening straffe forbrydere i Danmark?

Grønlands Statistik

Grønlands Statistik har en brugervenlig hjemmeside på internettet, www.stat.gl, hvor man blandt andet kan finde oplysninger og statistikker om kriminaliteten i Grønland. Fredag d. 14. marts 2003 kunne man læse følgende foromtale på internetforsiden:

"Færre personer begår kriminalitet.

Antallet af personer, der dømmes for kriminalitet er faldet fra 2.138 personer i 2000 til 2.079 personer i 2001. Det er første gang siden 1996, at antallet af personer, der modtager en kriminalretlig afgørelse er faldende. Set over en årrække modtager hvert år 1.879 personer en dom for begået kriminalitet. Dette svarer til 4.6 % af befolkningen over 15 år."

Den tilhørende pressemeddelelse findes som bilag til dette undervisningsmateriale. Det vil være oplagt at lade eleverne hente de tilsvarende tal fra Danmarks Statistik og sammenligne dem med tallene fra Grønland.

Naalus historie

• Skriv Naalus historie. Se eventuelt filmen igen og tag de nødvendige notater om Naalus baggrund. Hvad får du at vide om hendes opvækst og hendes uddannelse og arbejde? Hvad får du at vide om hende som menneske og det, hun sætter højt i livet?

Når du har dine notater klar, skal du skrive Naalus historie set ud fra hendes eget synspunkt. Du kan udforme fortællingen som blade fra en dagbog eller måske som en novelle med jeg-fortæller. Du må selv vælge, hvor langt tilbage i tiden du vil starte, men du skal slutte historien den dag, Naalu bliver løsladt fra den åbne anstalt efter to år og otte måneder.

Aqqalooraqs historie

• Skriv Aqqalooraqs historie. Se eventuelt filmen igen og tag de nødvendige notater om Aqqalooraqs baggrund. Hvad får du at vide om hans opvækst og hans uddannelse og arbejde? Hvordan er hans forhold til sine forældre og sin bror? Hvad får du at vide om ham som menneske og det, han sætter højt i livet?

Når du har dine notater klar, skal du skrive Aqqalooraqs historie set ud fra hans eget synspunkt. Du kan udforme fortællingen som blade fra en dagbog eller måske som en novelle med jeg-fortæller. Du må selv vælge, hvor langt tilbage i tiden du vil starte, men du skal slutte historien den aften, hvor det hele går galt, og Aqqalooraq bliver stukket ihjel af sin kone Naalu. Du har muligheden for at be- eller afkræfte, om det sidste, Aqqalooraq forsøger at sige, er: "Min egen lille skat!"

---

Jeg husker… fortællinger fra Grønland

Niveau: Mellemtrinnet, Overbygningen
Tilladt for alle

Til læreren

Jeg husker… fortællinger fra Grønland er en anderledes dokumentarfilm. Der er ikke nogen fortløbende handling eller rød tråd. Filmen anvender den observerende fortælleform. Fortællerne har klædt sig pænt på og sat sig klar til at fortælle deres historier til kameraet. Ingen voice-over, ingen kommentarer, få klip i rolig rytme og kun ganske få lydeffekter.

I filmen møder vi 14 ældre grønlændere, som alle har historier at fortælle – rørende, magiske og dramatiske beretninger fra deres barndom og ungdom. Vi hører blandt andet om den 14-årige dreng, der bævende af skræk fanger sin første narhval, og om den lille morsyge knægt, som kommer til at slå sin hundehvalp ihjel. Vi får historien om kvinden, der hører en fjeldgængers rædselsskrig i bjergene, og om åndemaneren, der må kæmpe mod sine hjælpeånder, fordi han har besluttet at lade sig kristne. Åndemanerkraften tager også bolig i en fanger, der fortæller, hvordan han oplevede sin venstre arm blive forvandlet til en bjørnelab.

Filmen giver et indtryk af den grønlandske fortælletradition, som er blevet udviklet gennem århundreders lange, mørke polarvintre - en mundtlig fortælleform ledsaget af malende armbevægelser og krydret med trommesange. Historierne og fortællerne giver nogle stærke billeder af en fortid og en kultur, som træder frem med en blanding af fremmedartede skikke og almentmenneskelige følelser.

Imellem hver af de 14 fortællere vises en række stemningsbilleder. Man fornemmer, hvordan menneskene og deres historier er præget af det barske klima og Grønlands vældige natur, som på den ene side er usædvanlig smuk, men samtidig kan virke dæmonisk og skræmmende.

Filmen er optaget under flere rejser i Nordvestgrønland, Thule og Østgrønland i år 2000 og 2001. Karen Littauer har besøgt Grønland mere end 30 gange i sit liv, og har boet der i længere perioder. I alt er der optaget mere end 70 timers film, fortrinsvis med ældre grønlændere.

Grønlandske fortællere

I forbindelse med filmen har forlaget Aschehoug udgivet bogen Grønlandske fortællere - Nulevende fortællekunst i Grønland, 368 sider med enkelte illustrationer. Bogen er udarbejdet af eskimologen Kirsten Thisted, der har fungeret som konsulent på Jeg husker… Fortællinger fra Grønland . I bogen bringes et meget større udvalg af Karen Littauers materiale, end der kunne blive plads til i filmen, og teksterne er forsynet med en grundig introduktion.

Man vil få langt større udbytte af filmen, hvis man har denne bog ved hånden. På nær et par stykker er filmens fortællere med i bogen, hvor hver person træder mere i karakter, fordi de får lov til at fortælle flere af deres historier, som kompletterer hinanden.

I et grundigt, indledende kapitel fortæller Kirsten Thisted blandt andet om de områder fortællerne kommer fra, om vanskeligheder med at oversætte og redigere fortællingerne på den mest loyale måde samt om dilemmaerne mellem filmholdets interesse for at få gode optagelser i kassen og forskerens interesse i at få det mest autentiske materiale med.

Instruktøren Karen Littauer

Karen Littauer er født i 1965. Filminstruktør, studerer psykologi og har arbejdet som teaterinstruktør. Hun grundlagde i 1995 produktionsselskabet Nuka Film, og har bl.a. produceret og instrueret En lille juleaften (1993), Grønland – et informationssamfund (1997) og den roste dokumentarfilm Gensyn med Østgrønland… Kirsten Bang (1999). Sidstnævnte findes i Det Danske Filminstituts distribution. Alle filmene er desuden blevet vist på DR eller TV2 og på KNR, Grønlands TV.

Filmens credits

Jeg husker… fortællinger fra Grønland
72 min., Danmark, 2002
Instruktør: Karen Littauer
Fotograf: Peter Östlund
Komponist: Henrik Littauer
Konsulent: Kirsten Thisted

De fjorten fortællere og deres historier:

1) Karl Pivat, født 1933, Amitsuarsuk, Ammassalik distrikt, Østgrønland

Karl Pivat med skindhue fortæller om sin fars skelnen mellem myter og hverdagsfortællinger: Tonefaldet var forskelligt. Børnene lå nøgne og lyttede til de blundede eller faldt i søvn. Så snart de vågnede, ville de høre mere. Karl Pivats far var god til at fortælle, og han brugte hele kroppen, når han fortalte historier.

Stemningsklip: Man ser et hus i den blålige skumring med et vindue, der er oplyst af et varmt orange lys.

2) Ane Nakinge, født 1921, Tiniteqilaaq, Ammassalik distrikt, Østgrønland

Ane Nakinge fortæller om, da hun var fire år gammel og sov sammen med bedstemor i skindene på briksen. Bedste knurrede og var nogle gange underlig og så kunne børnene ikke lide at sove sammen med hende.

Bedste var den smukkeste kvinde ved fjorden. Da hun skulle føde Anes mor, blev der hængt en hund op i loftet i en strik. Den snurrede rundt, rundt, rundt og rundt, til den blev kvalt. I samme øjeblik blev Anes mor født. Hundens spyt blev givet til Anes mor, som det første hun skulle drikke. På den måde fik Anes mor overført hundens egenskaber: som en hund, der parrede sig med den ene og den anden og fik mange børn! Anes storesøster fik en sten. Det var en amulet, som skulle give hende egenskaber som en sten: en sten er ikke til at hugge eller stikke i.

Stemningsklip: En dreng leger med en flamingokasse foran nogle røde og orange huse.

3) Qulutannguaq Jeremiassen, født 1922, Uummannaq Dundas, Thule distrikt, Nordgrønland

Qulutannguaq Jeremiassen, i gul anorak og med overskæg, fortæller om lege, der gik ud på at øve sig i at kaste harpun og blive en god fanger. Han fortæller om, hvordan leg og alvor hænger sammen. På et tidspunkt øvede de sig i at drikke så lidt som muligt. På en jagt var han lige ved at dø af tørst, fordi han glemte at drikke. Heldigvis opdagede han det og tog et stykke is i munden, så han overlevede.

Stemningsklip: Motorbåd med hvalros ved siden. Hvalrossen trækkes op på isen med et spil, og den sprættes op på stedet af tre mænd med store knive.

4) Angutilluarsuk Nielsen, født 1919, Kangerlussuaq, Thule distrikt, Nordgrønland

Angutilluarsuk Nielsen, i blå anorak og isbjørneskindsbukser, fortæller om at blive konfirmeret 14 år gammel. Han fortæller også om at ville være stor og klare sig på lige fod med de voksne fangere. Han havde glemt at puste sin fangstblære op og opdagede også, at han var blevet alene. Han blev bange og frygtede, at der skulle dukke en hval op. Lige pludselig dukkede et par narhvaler op foran ham, men han turde ikke fange dem. Senere kom kajakmændene tilbage, og de pressede ham til at være med i jagten.

Stemningsklip: En mand kravler ned fra et træstillads med et lagerrum under. I nærheden ligger et træhus med hundehuse og tørfisk på stativer. En hvid slædehund sætter sig og kigger op.

5) Rasmus Grim, født 1933, Upernavik Kujalleq, Upernavik distrikt, Nordvestgrønland

Rasmus Grim, i lyseblå anorak, fortæller, at han blev født for tidligt. Han var morsyg og blev forkælet, fordi han var den eneste dreng i familien. Rasmus fik en hundehvalp, men han var bange for, at de voksne hunde ville bide den ihjel, så derfor tog han den med ind i sengen. Hunden kradsede ham voldsomt på den bare ryg, så Rasmus tøjrede den til en stolpe med fangstline. Hunden blev kvalt af det og søsteren sladrede til deres mor. Moderen undrede sig, men accepterede Rasmus' forklaring om at hunden har revet ham på ryggen. Faderen flåede hunden og inviterede naboerne på kaffe for at fejre, at sønnen havde nedlagt det første fangstdyr.

Stemningsklip: Tre drenge leger på isen, mens en fjerde kommer ud på isen med en båd på en hundeslæde. Man ser en hund, et par piger med poser og et barn på skøjter. Der klippes til en helt gul himmel, som spejler sig i det blanke vand. Kameraet følger en måge, der svæver forbi snedækkede klipper.

6) Joas Petersen, født 1930, Tunoqqoq, Upernavik distrikt, Nordvestgrønland

Joas Petersen, med lyserød højhalset bluse og sandfarvet skjorte, fortæller om sine forfædre. Hans tipoldemors lillebror, Kuungasoq, blev født med fosterhinden i behold. Det betyder, at man er født til at være angakkoq, åndemaner. Han fik kajakken som amulet og beholdt den tørrede fosterhinde om halsen. Fosterhinden havde den egenskab, at den kunne gøre åndemaneren usynlig, når bare han tænkte på den, hvis han blev angrebet af et fangstdyr. Joas fortæller om dengang Kuungasoq blev væltet omkuld af en udhungret isbjørnehun og kom i tanke om fangstblæren, hvorefter isbjørnen ikke kunne finde ham.

En dag indvilligede Kuungasoq i at bytte kajak med sin gode ven, Nulooq, men glemte at tage fosterhinden ud af kajakken. Da Nulooq kom hjem, blev han omsluttet af fosterhinden, og han døde af det.

Stemningsklip: En mand i grøn anorak, blå bukser og skindstøvler danser en trommedans. Der klippes til et hundeforspand i fuld fart, mens lyden af trommedansen blander sig med piskesmæld.

7) Sequssuna Miteq, født 1919, Neqi, Thule distrikt, Nordgrønland

Sequssuna Miteq, iført sandfarvet anorak, bukser af isbjørneskind og kamikker, fortæller om, da han forfulgte nogle sneharer op ad et fjeld. De rejste sig på bagbenene og begyndte at danse og synge denne sang:

ajaajjajjai jajjeh
aajjaaj jajjaaj
jajjah jajjææh

Sequssuna satte sig ned på en sten og lagde geværet ved sin side, forundret over det, han så og hørte. Da sangen var slut, forsvandt kaninerne. Han øvede sig på kaninernes sang og skyndte sig hjem for at fortælle om oplevelsen og synge kaninernes sang for sin farbror, der var en stor åndemaner. Sequssuna håbede på at denne oplevelse kunne gøre ham til åndemaner, men hans farbror sagde blot: - Fordi du er alt for hurtig til at fortælle om dine oplevelser, bliver du aldrig åndemaner!

Stemningsklip: En hund på et tag mellem skind, der er spændt ud til tørring, månen er på himlen. Der høres hundeglammen i baggrunden.

8) Qaavigannguaq Qisuk, født 1927 på fangstrejse i Canada, opvokset i Thule distrikt, Nordgrønland

Qaavigannguaq Qisuk, i mørkegrøn anorak, fortæller, at han tit havde mareridt om tre personer; den ene med håret trukket ned over ansigtet. De to andre kunne han genkende som sin afdøde mor og Havvak, som var Qiajughuaqs datter. Han ville gerne være åndemaner og brugte de tre som sine åndelige vejledere. Der gik lang tid, før han så den midterste persons ansigt. Da hun endelig slog håret til side, viste det sig, at det var en kvinde, som gav ham blod i hånden og besked om at bruge det til at forhekse med.

Efter nogle år blev Qaavigannguaq ked af at kunne se lige ind i folk og vide, hvad de tænkte. En dag på fangst var der noget galt med hans venstre hånd. Den var blevet forvandlet til en bjørnelab, som heldigvis blev normal igen. Men han har oplevet det ske igen og igen og fortæller, at det ikke er sjovt at træne til at blive åndemaner på den måde.

Stemningsklip: En båd sejler på spejlblankt vand i fjorden med motorlyd i baggrunden. Der klippes mellem smukke naturbilleder: isbjerge, vand, is og klipper.

9) Karen Mathiassen, født 1943, Isortoq, Ammassalik distrikt, Østgrønland

Karen Mathiassen, iført karrygul strikbluse, fortæller, at hun flere gange har set sin fars hjælpeånder. Karen er flere gange blevet usynlig for sin mand Rasmus. Han mener, at hun tror på noget ugudeligt, og Karen synes ikke, han interesserer sig nok for hende og hendes evner.

Hun fortæller, at hjælpeånderne prikker hende på brystbenet, når hun bliver usynlig.

"Hvordan kunne min far holde så meget af mig og alligevel give mig så tung en arv", spørger Karen. Hun fortæller, hvordan hendes far lærte hende en masse ting, når de to var alene. Blandt andet stak han hendes hånd ind i munden på en isbjørn og sagde nogle magiske ord for at give hende styrke.

Stemningsklip: En måge på den lyseblå himmel over sneklædte klipper. Træhuse i den blåblege skumring. En kirkeklokke ringer, og kirken kommer i fokus.

10) Inoqusiaq Piloq, født 1932, Nallortoq, Thule distrikt, Nordgrønland

Inoqusiaq Piloq har briller og er iført en blå busseronne med en hvid trøje under. Hun fortæller om sin bedstefar, der var en underlig mand. Han var åndemaner og rejste rundt og mødte sine hjælpeånder. Da missionær Gustav Olsen ankom til Thule for at prædike kristendom, blev hendes bedstefar døbt og kristnet. Det var inden Inoqusiaq blev født.

Han skulle måske aldrig have lade sig døbe, for nu måtte han leve med at blive pint indvendig i dilemmaet mellem den gamle og den nye tro. Fx stak det i hans krop på vej til kirke, da Inoqusiaq skulle døbes. Da han bøjede sig over døbefonten, så han et skinnende lys og hørte stemmer. Ånderne forfulgte ham. Det er hårdt at være udsat for to så stærke kræfter.

Stemningsklip: Man ser en hund hyle i nærbillede. Hunde truer hinanden og småslås.

11) Kivingalaq Andersson, født 1929, Kulusuk, Ammassalik distrikt, Østgrønland

Kivingalaq Andersson, i hvid bluse med perlebesætninger, fortæller om hendes halvfætter Josva, der blev fjeldgænger. En fjeldgænger er en person, som har problemer indvendig, et menneske med så tungt et hjerte, at det ikke ønsker at være blandt andre mennesker mere.

Da Josvas mor døde under en epidemi, tog faderen en ung pige som hushjælp. Faderen gjorde pigen gravid og pålagde Josva, som ikke vidste at pigen var gravid, at gifte sig med hende, selv om han ikke havde lyst. Efter nogle år kom sandheden frem. Josva tog sit fineste tøj på og gik op over fjeldet og vendte aldrig tilbage. Dog hjemsøgte han stedet om natten. Folk hørte ham liste rundt udenfor, og de hørte ham græde udenfor vinduet, indtil en person ved navn Kornelius gik ud og råbte: "Du ønskede ikke at være her! Du ville ikke være iblandt os! Tag dertil, hvor du ønskede at være! Forlad os for altid"

Stemningsklip: Overblænding af stillbilleder: træhus, træhuse i kridhvid sne og solskin. Der klippes til en person, der graver sne, og man ser udstedet i totalbillede, mens en slæde nærmer sig byen.

12) Ulrikke Oodaaq, født 1935, Qeqertat, Thule distrikt, Nordgrønland

Ulrikke Oodaaq er iført en blomstret bluse, mens hun fortæller om dengang hun sammen med sin mand var ude at sætte sælgarn. Ulrikke fiskede et stykke fra manden, da hun hørte et uhyggeligt skrig. Det lød hjerteskærende. En gang til lød skriget. Var det manden? Ulrikke greb sin salonriffel og løb i skrigets retning. Hun finder manden i god behold, og han forsikrer, at det ikke var ham, som skreg.

Ulrikke fortæller, at rygtet ville vide, at det var skriget fra en fjeldgænger, en mand som havde været sin kone utro. Fjeldgængere kan ikke dø, fordi det onde er inkarneret i deres sjæl.

Stemningsklip: Ved fjorden med buldren af is og sne.

13) Sofie Eipe, født 1917, Uummannaq Dundas, Thule distrikt, Nordgrønland

Sofie Eipe med lavendelblå bluse og gråt hår fortæller en chokerende historie om sin søn, som begik selvmord. Hun fik det at vide, da hun på vej ud efter vand, mødte sin søn og svigerdatter. Hun kunne se, at der var noget galt. De fortalte, at hendes søn havde begået selvmord i Siorapluk. Sofie kunne ikke fatte det og ville ikke tro på det. Kunne ikke finde på andet end at synge denne sang:

Hvad går der af mig?
Hvad sker der med mig?
Jeg er ensom
Jeg er så ensom
Ajaajaa
Ajaaja

Stemningsklip: Klemmer på tøjsnor, der klippes til et vindue, og man ser nogle røde huse gennem noget blafrende tøj på en tøjsnor. Udsigt gennem skyer i halvmørke.

14) Robert Umerineq, født 1936, Tiniteqilaaq, Ammassalik distrikt, Østgrønland

Robert Umerineq har en grøn anorak på. Han fortæller om sin mor, der døde, da han var syv år. Derefter fortæller han om sin egen fødsel. Robert blev født d. 2. juni 1936 ved fuld bevidsthed, men det, han så, syntes så fjernt, og sproget var det rene volapyk. Roberts mor kaldte ham for Mikkaali, og han voksende op med trommesange, myter, sagn og hverdagsfortællinger. Han følte nogen gange, at han var jævnaldrende med de gamle og dansede sin første trommedans som 1-årig. – "Du må give din bedstefar liv. Du må vække ham op", sagde en af de gamle åndemanere til ham. Robert forstod ikke med det samme, at ordene havde en overført betydning.

Stemningsklip: En mand kører på en sparkstøtting i snetåge med en hund løbende ved siden af. Man hører en mand synge.

Præsentation af fortællerne

Filmen slutter med, at alle fortællerne præsenteres med billede, navn, fødeår, sted og distrikt og område.

Den observerende fortælleform - At vise uden at forklare

Typiske fortælleelementer

En observerende dokumentarfilm vil gerne lade tilskueren selv tage stilling til filmens emne i stedet for at forklare, hvad filmens formål er. Resultatet er, at det kan være mere uklart, hvad filmen vil fortælle.

'Fluen på væggen'–dokumentarfilmen benytter en observerende fortælleform. Pointen i metoden er, at instruktøren skal være så usynlig som muligt, og at det, der foregår foran kameraet, ikke skal forstyrres. Man vil gerne fange den "rå" virkelighed.

En observerende dokumentarfilm i den reneste form benytter hverken kunstig belysning eller underlægningsmusik. Kameraet er typisk håndholdt og følger i hælene på de medvirkende. Billederne vil derfor ryste og måske også være lidt uskarpe en gang imellem. Effekten er, at man som tilskuer kan opleve, at man nærmest er til stede, hvor der filmes.

Når kameraet observerer de medvirkende tæt på, er det nemmere at identificere sig med filmens personer og leve sig ind i filmen.

Mange observerende film giver tilskueren indblik i andres dagligliv eller måder at leve på. Klipningen er det centrale element, der skaber sammenhæng i historien.

En observerende dokumentarfilm kan også benytte voice-over og interviews, hvor filmens medvirkende kan udtrykke sig. De bruges på en mere spontan måde end i en klassisk dokumentarfilm.

Den observerende dokumentarfilm blev i lang tid betragtet som mere objektiv end den klassiske, fordi instruktøren ikke griber så meget ind i det, der sker foran kameraet. Men der er mange eksempler på, at instruktøren har talt med de medvirkende inden optagelserne og fået dem til fx at fremhæve bestemte rutiner eller måder at tackle situationer på. Instruktøren har også mulighed for at skabe sammenhænge og små historieforløb på klippebordet. Derfor er det aldrig den sande, uspolerede virkelighed, man ser, men graden af indgriben i den er altså forskellig, alt efter hvad man vil fortælle.

Undervisningsforslag

Jeg husker… Fortællinger fra Grønland er en film, der kan fungere som et usædvanligt og spændende autentisk opslagsværk. De fjorten fortællinger kan bruges som udgangspunkt for at lade eleverne analysere og arbejde med den grønlandske fortælletradition og den eskimoiske tro contra kristendommen. De fleste børn vil nok umiddelbart finde fortællingerne vanskeligt tilgængelige og savne spænding og dramatik i traditionel forstand, og derfor vil mange nok finde det naturligt at gendigte historierne og fortælle eller skrive dem selv. Og det vil være nærliggende at lade eleverne gå på jagt efter deres egne og deres forfædres historier. Et arbejde, man kan vælge at lade munde ud i klassens egen film og bog: Jeg husker… Fortællinger fra Grønland

Hvis man har mulighed for at inddrage den tilhørende bog Grønlandske fortællere (se afsnittet til læreren), kan man udvælge en eller flere af fortællerne og fordybe sig i deres historier. Eller man kan finde et væld af oplysninger om åndemanere, trommedanse, tupilakker, amuletter, gengangere, fjeldgængere og spøgelser m.v., hvis man vil arbejde med den gamle eskimoiske kultur og tro.

Filmen Jeg husker… Fortællinger fra Grønland og bogen Grønlandske fortællere udgør tilsammen et usædvanligt og grundigt baggrundsmateriale, som kan anvendes af undervisere inden for næsten enhver undervisningsform. Det er et stort og varieret materiale, som dog også stiller krav til underviseren i form af omhyggelig forberedelse og udvælgelse.

---

Jørgen Roos og Grønland

Niveau: Mellemtrinnet, Overbygningen
Tilladt for alle

Til læreren

I denne temapakke finder du fem af Jørgen Roos' mange Grønlandsfilm. Det drejer sig om 17 min. Grønland, Knud, Ultima Thule, Sisimiut samt To mænd i ødemarken. Mellem 1950 og 1992 lavede Jørgen Roos op imod tyve film fra eller om Grønland. Bortset fra To mænd i ødemarken, der er fra 1972, er filmene i temapakken produceret i 1960'erne.

Filmene har forskellige anvendelsesmuligheder i folkeskolens undervisning. Man kan blandt andet anlægge en historisk vinkel, en samfundsmæssig vinkel eller en polarekspeditionsvinkel - eller man kan bruge filmene til at sætte fokus på en af Danmarks allerstørste dokumentarister, instruktøren Jørgen Roos.

Herunder er de enkelte film gennemgået i den rækkefølge, de efter forfatterens mening er mest oplagt at bruge i undervisningen.

Jørgen Roos

Jørgen Roos var en af de mest centrale personer i den nye generation af danske dokumentarister, der udviklede sig i 1940'erne. Han var en af de fornemmeste repræsentanter for dansk dokumentarfilm og hans film indbragte mange priser.

"Jørgen Roos startede som kameramand, men han kom til at instruere over 100 kort og dokumentarfilm. Han var en filmmand med stort F, som både instruerede, fotograferede og klippede mange af sine film egenhændigt. Hans emnevalg spænder vidt. Jørgen Roos er kendt for sine mange enestående dokumentariske portrætter, og det første i hans portrætrække over danske "helte", er Mit liv eventyr(1955), en film om H.C. Andersens liv og digtning. Han beskæftigede sig med kulturhistoriske emner og veg heller ikke tilbage for at bidrage direkte til samfundsdebatten, fx med filmen Den strømlinede gris (1952), en fantasifuld og humoristisk, men saglig film om dansk svineavl.

Men det er nok Grønland, de fleste tænker på, når Jørgen Roos' navn bliver nævnt. Jørgen Roos' engagement i beskrivelser og fortolkninger af grønlændernes liv og natur er et af de vigtigste bidrag til den almindelige danskers viden om denne fjerne del af det danske rigsfællesskab. I 1960'erne instruerede han en række film der omhandlede Grønland. I klassikeren Ultima Thule (1968) beskrives Thule-eskimoernes hverdag og den påvirkning, nedstyrtningen af et amerikansk brintbombefly havde på deres liv i 1968. Store mængder dødbringende plutonium spredtes over isen, og det medførte jagt og fiskeforbud i hele området. Filmen kom i samme år som de første store demonstrationer mod atomvåben. Den er dog ikke en politisk film i traditionel forstand, men mere en nøgtern og kærlig beskrivelse af et fangersamfund i forandring. Filmen levner ingen tvivl om, hvem der har Roos' sympati."

Fra undervisningsmaterialet "Fat om dokumentarfilm", af Synnøve Kjærland og Torben Blankholm

Jørgen Roos døde d. 13. september 1998 i sit hjem i Trørød. Han blev 76 år gammel. Jørgen Roos lavede film lige til det sidste. I 1994 kom de to film Die Asta og Theodor Christensen 1914-1967. I 1998 var han i gang med en film for BBCs dokumentarfilmafdeling: For Valeur – Thomas Sinesen and the Victoria Cross. Filmen blev færdiggjort, men er ikke offentligt tilgængelig.

Særligt interesserede vil kunne læse mere i bogen Jørgen Roos – et liv som dokumentarist, redigeret af Hans V. Bang, Det Danske Filminstitut/Videoværkstedet Haderslev/Dok Film Akademiet 1998.

Knud

Filmens credits

Knud
31 minutter, Danmark, 1965
Instruktion, lyd og klip: Jørgen Roos
Manus: Jørgen Roos og Palle Koch
Kommentar: Palle Koch
Kamera: Leo Hansen, Thorild Wulff (1916) og Jørgen Roos
Musik: Ole Schmidt
Speak: Ib Rehné

"Jeg har mødt alle betydelige eskimoer, som har levet i min tid, sagde Knud. Jeg kan næsten sige alle eskimoer. Enkelte har måske været på jagt eller bortrejst, når jeg kom til deres boplads; men ellers har jeg truffet dem alle sammen."

Sådan skriver Tom Kristensen i en foromtale, dagen før premieren på Jørgen Roos' film Knud.

Men inden filmen kom så langt, var der gået flere år med grundig research, efterlysning af autentiske materialer og forberedende besøg i Grønland. Blandt andet forsøgte man at finde nogle fonografvalser med Wagners Tannhaüser og Knuds stemme optaget i Sydgrønland, som man var sikker på havde været brugt på ekspeditionerne. Og en kopi af fotografen Rimmens Grønlandsfilm fra begyndelsen af 1920'erne, hvor originalerne ved et uheld var blevet lavet til skosværte, stod også højt på ønskelisten. I 1963 besøgte Jørgen Roos og forfatteren Eiler Jørgensen Thuledistriktet, hvor de blandt andet talte med "Bådsmanden" og "Edderfuglen", to eskimoer der havde været med på Knud Rasmussens ekspeditioner.

Filmens sigte var meget tidligt klart:

"Det er vort håb, at Knud Rasmussen i filmen skal opstå som det levende, varme menneske han har været. Vi vil ikke nøjes med realiteterne – hvor han er født, og hvad han har lavet, men frem for alt søge, at få de menneskelige egenskaber frem, han stod som eksponent for. En væsentlig meget karakteristisk ting er Knud Rasmussens lyst til at komme på nært hold af fremmede mennesker, at søge kontakt med dem, hvad enten det var på Grønland eller i København …", udtaler professor P.V. Glob til Politiken d. 27. juni 1963.

Handlingen

Læs den danske forfatter – og ven af Knud Rasmussen - Tom Kristensens anmeldelse af filmen, som findes som bilag.

Anmeldelser og filmens modtagelse

Filmen blev modtaget og anmeldt meget fint, alle var begejstrede. Jørgen Roos modtog en Bodil for filmen i Danmark i 1966, og senere vandt filmen flere priser og rosende omtale ved blandt andet filmfestivalerne i Firenze (1967) og Tel Aviv (1968).

Nedenfor er et udvalg af citater fra samtidens aviser:

"Knud står i nogle og tredive minutter lyslevende for os. Det var den største af alle de overraskelser, Jørgen Roos beredte os." skriver Tom Kristensen efter at have set filmen.

"Det er et meget fint minde, Jørgen Roos har sat over Knud. Og det er et nyt bevis på den meget fine indfølingsevne, instruktøren har over for selv de mest personlige emner. Her kan man virkelig tale om, at man trænger ind bag facaden og til det sande menneske, det 'rigtige menneske': Knud." Børge Trolle i S.F. Bladet 24.2.66.

"Et meget fyldigt billedmateriale, også en del gamle filmoptagelser, er fremragende godt disponeret og samlet til et smukt og varmt tegnet portræt, der er helt befriet for heroiseren eller romantiseren. Jørgen Roos' egne optagelser fra Grønland forbinder perfekt det grundlæggende materiale, og billederne understøttes af en hel kongenial musik, komponeret af Ole Schmidt. Også teknisk er filmen perfekt til mindste detalje, man kan blot beundre, hvor nøjagtigt det er lykkedes at gøre lyden synkron med de gamle filmoptagelser af stammedanse og lignende. Roos' klipning har der altid været god grund til at beundre, og den fejrer igen triumfer her, hvor still-billeder og film er fornemt vævet sammen i en rytmisk kontinuitet, der gør Knud til et lille mesterværk. De rigtige mennesker, kaldte Knud Rasmussen grønlænderne. Men Knud Rasmussen var selv et rigtigt menneske, og Jørgen Roos har lavet en rigtig film om ham." Øystein Hjort i Information 17.2.66

"BERLIN (Ekstra Bladet) – Som bebudet i Ekstra Bladet allerede i forrige uge, så måtte det være meget sandsynligt, at Jørgen Roos fik Guldbjørnen for sin kortfilm Knud om den danske grønlandsforsker Knud Rasmussen. Det skete i aftes ved festforestillingen i Zoo Palast i Vestberlin. Den måtte vinde, ikke bare fordi det øvrige kortfilmprogram viste en tendens til at dyrke form for formens skyld, hvilket er udmattende, men fordi Knud virkelig er en god film, som holder fast ved det bedste ved den kommenterende fortællende og menneskelige dokumentarisme." Ekstra Bladet 6.7.66.

Undervisningsforslag

Når klassen har set filmen, kan man tale lidt om den i fællesskab og bruge tavlen til nøgleord og notater: Den røde tråd i handlingen. Det man faktuelt får at vide, og hvordan filmen fortæller historien om mennesket Knud Rasmussen og hans liv i Danmark og på Grønland. Følgende spørgsmål kan måske hjælpe eleverne på vej:

• Fortæl, hvad filmen handlede om.
• Hvad gjorde indtryk på dig?
• Hvad fortæller filmen om Knud Rasmussen som menneske? Hvordan var han? Hvad var vigtigt for ham? Hvad lavede han, når han var mest tilfreds med sit liv? Find eksempler på, hvordan filmen illustrerer det?
• Fortæl om Knud Rasmussens liv, når han var i Danmark og i Grønland.
• Lav en liste over de ekspeditioner, filmen fortæller om. Skriv kort om formålet med hver af dem og hvordan de forløb. Tegn et kort, der viser ruten.
• Filmen er lavet i 1965, hvor man kunne lave farvefilm i god kvalitet. Hvorfor tror I så, at filmen er i sort/hvid?

Hvordan fortæller filmen?

Det er ikke sikkert at alle eleverne opdager, hvordan Jørgen Roos blander gamle filmoptagelser og fotografier med nye optagelser og får det til at fungere som en levende film.

• Prøv at vise eleverne en sekvens af filmen og lad dem sætte fokus på billedelementer, klipning og lyd. Hvad ser vi rent faktisk? Hvad hører vi rent faktisk? Hvad er autentisk og hvad er optaget i forbindelse med filmen Knud? Og hvad får det os til at opleve, når vi ser filmen?

Rent praktisk kan man lade eleverne to og to få et klip, som de skal arbejde med. De skal tegne en skitse af billedsiden, beskrive handlingen og hvad der bliver sagt i klippet, fortælle om kameraføring og billedbeskæring og gøre rede for lydeffekter og musik samt afgøre, om der er tale om en autentisk optagelse eller en ny optagelse.

Resultatet af elevernes arbejde kan på opslagstavlen sættes sammen til en drejebog eller et storyboard for den valgte sekvens.

Der er mange sekvenser, som kan bruges til denne opgave. Fx kan man vælge sekvensen om kortlægningen af Grønlands nordkyst. Start med hvalros-flokken i vandet og slut efter kortet. I den sekvens er der nogle enestående autentiske filmoptagelser, gamle still-billeder blandet med nye optagelser og animerede kort – i alt 17 klip. Lydsiden indeholder stemningskabende musik og lydeffekter som mumlen, grin og piskesmæld.
 

Sisimiut og 17 min. Grønland

Da Jørgen Roos havde lavet filmen om Knud Rasmussen og den uspolerede nordgrønlandske inuit-kultur, bad Udenrigsministeriet ham om at lave en oplysende film om Grønland. Det skulle være en film, der kunne vises verden over. Det resulterede i de to film Sisimiut og 17 min. Grønland. Udenrigsministeriet var ikke tilfreds med Sisimiut, som satte humoristisk (ironisk) fokus på konflikterne mellem gammelt og nyt, mellem danskere og grønlændere og mellem gode hensigter og skuffelser. Derfor lavede Jørgen Roos endnu en oplysende film om Grønland. Han genbrugte en del af materialet og optagelserne fra Sisimiut, men anlagde en mere traditionel oplysende opbygning og lydside. Blandt andet benytter han en grønlænder som fortæller og introducerer Grønland med det grønlandske navn Kalaallit Nunaat.

Sisimiut

Filmens credits

Sisimiut
30 minutter, Danmark, 1966
Instruktion og klip: Jørgen Roos
Manuskript og kommentar: Palle Koch
Kamera: Jørgen Roos og Rolf Rønne
Speaker: Viggo Clausen
Musik: Erik Moseholm

En dansk arbejder ruller en ledning ud, mens nogle grønlændere kigger undrende til. Grønlænderne gennes væk. Der gives tegn, et kæmpestykke klippe pulveriseres med et brag, og filmtitlen toner frem. Man har fornemmelsen af, at den nærmest sprænges ud af de grønlandske grundfjeld. Tonen er slået an: Symbolikken i anslaget er ikke til at tage fejl af. Der klippes til en kutter, der stille tøffer af sted på fjorden. Holsteinsborg: "Det er et sted, hvor der sker noget i disse år", siger fortællerstemmen.

Billedsiden viser noget andet: en dreng, der kommer ud af et hul i et træhus. På afstand ser huset slidt og faldefærdigt ud. Akustisk guitarmusik slår en rolig stemning an. Kameraet følger drengen, der nu sammen med en anden løber videre og sætter sig på en træstamme. De betragter en kvinde, der slæber en sæk brænde på ryggen forbi et gammelt hvidkalket stensat hus. Der klippes til en dreng, som løber gennem en byggeplads, forbi et stort halvfærdigt gasbetonhus. Drengen kommer igennem et område med pæne nyere blå og rødmalede træhuse med hvide vinduesrammer. Det viser sig, at drengen er på vej til skole: "Det unge Grønland rykker frem", siger fortællerstemmen. "I skolen møder de den første forhindring: Det danske sprog."  "Kan I stave til Danmark?", spørger læreren, og børnene staver det bedste, de har lært.

Filmen fortsætter med at beskrive en række af de forhindringer, grønlænderne møder i deres hverdag. Mange chef- og lederposter er besat med danskere, mens medarbejderne er grønlændere. Fangerkulturen er stærkt på tilbagetog, og de gamle storfangere har fået nye jobs. Det grønlandske familiesammenhold er under pres, og udstedernes spås kun en stakket frist.

Jørgen Roos bruger byen som en slags spejl for udviklingen i Grønland. Kameraet er en nysgerrig, medvidende iagttager af byens dagligliv: Børnene, de unge, de voksne og de gamle, grønlændere som danskere. Filmen viser stemningsbilleder fra familieliv, fritidsliv, arbejdsliv og samfundsliv, og den sætter fokus på ændringerne i menneskernes livsvilkår.

"Det billede, der herved fremstår, kan ses som en autentisk, dokumentarisk beskrivelse af en tilstand, der kan kaldes typisk for Grønland i dag – en tilstand, der karakteriseres af et indviklet pulserende mønster af sociale og menneskelige brydninger, som krydser, modvirker og forstærker hinanden, brydninger mellem nyt og gammelt, mellem dansk og grønlandsk, mellem god vilje og opgavers uoverstigelighed", står der i indholdsbeskrivelsen fra 1966.

Billeder, lyd og fortællestemmen spiller med og mod hinanden og udfordrer hele tiden tilskueren, som ikke får fred til at digte sine egne historier ud fra billederne. Filmen fortæller i perioder både en indre og en ydre historie, den præsenterer dilemmaer, modsætninger og symbolik, som udfordrer tilskueren til at reflektere og danne sin egen tolkning: "Om sommeren ankommer forstærkning af danske håndværkere og arbejdsmænd. Der skal nås meget", siger fortællerstemmen, mens man ser en helikopter lande. Idet danskerne træder ud af helikopteren, hører man på lydsiden noget horn-musik, som kunne være Gladiatorernes Indtogsmarch. Musikken akkompagnerer danskerne, som kører vinkende gennem byen stående på ladet af en lastbil. Grønlænderne vinker ikke tilbage, men kigger blot på.

Påvirkning fra udlandet belyses på samme måde. En ung kvindes besøg hos frisøren følges af musikken fra en ung mands rejsegrammofon, som alle danske unge også havde på det tidspunkt. Kameraet viser den amerikanske og europæiske påvirkning af skønhedsidealer og musiksmag; hvis man lytter til popmelodiens banale tekst, bliver der klangbund for flere parallelhistorier:

You don't have to be a baby to cry
All you need
Is for love to go wrong
You don't have to be a baby to cry
All the lie
Away the whole night long
When you leave me
My golden rainbow just disapears
When you leave me
A broken heart
That's full of tears
These ain't raindrops in my eyes
Why should I lie?
Cause you don't have to be a baby to cry!

Kameraet kigger også indenfor i højhuset til en sammenkomst mellem udstationerede danskere, som taler om udviklingen og om forholdet mellem danskere og grønlændere.

"Der er mange positive fremskridt på Grønland, men der er selvfølgelig også mange negative sider af sagen, og det er fordi det bliver fjernstyret derhjemmefra. De mennesker, der sidder heroppe og er inde i tingene, de tæller ikke med i det store cirkus derhjemme."

"Man har glemt at der er noget, der hedder folk heroppe. Man har ikke fået befolkningen med i det."

"Jo længere tid jeg er i Grønland, jo mindre forstår jeg af det hele."

Filmen slutter, hvor den begyndte, i skolestuen, hvor der staves i kor: "Min dukke er våd!"

"Denne film om Grønland er også aktuel om 20 år"

Sisimiut blev bredt anmeldt, da den kom frem, blandt andet fordi den blev vist som forfilm i Palladium i København, og fordi den sammen med Knud og Ultima Thule blev vist i forskellige biografer som en del af en Grønlands-trilogi af Jørgen Roos-film. Overskrift på dette afsnit er fra en anmeldelse i B.T. 2. december 1966, hvor der i indledningen også står: "Den ny Grønlands-film er ærlig og realistisk hverdag, siger (Grønlands)minister Carl P. Jensen – Også aktuel om tyve år, desværre, siger Grønlandspolitikeren Knud Hertling – En bjørnetjeneste, mener et dansk-grønlandsk ægtepar."

Som bilag til dette undervisningsmateriale kan du læse tre anmeldelser, som illustrerer den store variation i modtagelsen af filmen.

17 min. Grønland

Filmens credits

17 minutter Grønland
17 minutter, Danmark, 1967
Instruktion, lyd og klip: Jørgen Roos
Manuskript og kommentar: Palle Koch
Kamera: Jørgen Roos og Rolf Rønne
Speaker: Vijaraq Poulsen
Musik: Erik Moseholm

Da filmen starter, befinder kameraet sig i cockpittet i en flyvemaskine, og der høres reallyd fra kommunikationen mellem pilot og kontroltårn. "Vi er ved at lande i Sdr. Strømfjord lige syd for polarkredsen", siger den grønlandske fortællerstemme. Der klippes til nogle kort, og filmen er i gang. Speakeren fortsætter: "Vi er i en del af kongeriget Danmark. Langt den største del. Det meste af vort land er dækket af indlandsisen. Vi kan kun bo langs kysterne."

I det næste kvarters tid giver filmen en alsidig information om, hvordan der ser ud i natur, bygder og byer i Grønland, hvem der bor der, og hvordan tilværelsen former sig. Filmen kommer omkring østkysten og vestkysten, ligesom Thule Air Base og flytningen af eskimoerne til Qanaaq (Thule) omtales. Vi hører om hvordan Hans Egede besøgte Grønland i 1721 ligesom kong Christian X to hundrede år senere i 1921. Autentiske sort/hvide optagelser fra kongens besøg klippes ind.

Jørgen Roos benytter sig af den klassiske fortælleform i denne billedfortælling om Grønland i 1960érne. På lydsiden akkompagnerer behagelig jazz-musik af Erik Moseholm billedfortællingen sammen med voice-over og reallyd. Kun ganske få steder benyttes andre lydeffekter.

Til slut ender vi i cockpittet igen. Flyvemaskinen lander i Kangerlussuaq, Søndre Strømfjord. Ringen er sluttet.

Undervisningsforslag

Når klassen har set en af de to film, skal man i fællesskab tale om handlingen og det, man får at vide - og sætte det i relation til livet i Grønland i dag og til livet i Danmark dengang og i dag. Følgende spørgsmål kan måske hjælpe eleverne på vej:

• Fortæl, hvad filmen handlede om
• Hvad gjorde indtryk på dig?
• Hvad fortæller filmen om, hvordan det er at leve på Grønland?
• Hvad er godt, og hvad er skidt?
• Hvad fik du at vide om Grønland, som du ikke vidste på forhånd?
• Hvad tror du har ændret sig, siden filmen blev optaget?

Anmeldelser

• Læs de tre anmeldelser: "Grønland – i dag, i morgen", "Grønlands hverdag i dag" og "Sisimiut-filmen virker som latterliggørelse". Gør rede for de tre skribenters holdninger til filmens budskab.
• Skriv din egen anmeldelse af filmen: Giv en kort beskrivelse af filmens indhold, tema og budskab. Gør rede for din egen holdning til filmens budskab og kom med eksempler på sekvenser i filmen, der underbygger dine holdninger.

Sisimiut i dag

• Besøg Sisimiut Kommunes hjemmeside www.sisimiut.gl og undersøg, hvordan byen har udviklet sig, siden filmen blev optaget. Se også, hvad der står om byen på www.greenland-guide.gl og undersøg, om der står nogle nyheder om byen på Grønlands Radios hjemmeside www.knr.gl. Sammenlign med det du så i filmen. Skriv tegn og sæt billeder ind om det, du fandt ud af, eller sammensæt dine egne faktasider ud fra de tekster, billeder og tabeller du finder på internettet.
• Find også oplysninger om din egen kommune og by på internettet og lav nogle tilsvarende faktasider om din kommune.
• Sammenlign Sisimiut Kommune med din egen og fortæl om forskelle og ligheder.

Læs mere

Tine Bryld har i 2002 udgivet bogen Hjemmestyrets børn – årgang '79. Bogen indeholder en række interviews med unge grønlændere, der blev født i 1979, det år Grønland fik hjemmestyre. Bogen søger at afdække de unges tanker om fremtiden, om arbejde, uddannelse, familie og børn. De fortæller alle sammen en del af det, som er sket i Grønland siden Jørgen Roos lavede de to film Sisimiut og 17 min. Grønland.

Sisimiut vs. 17 min. Grønland

17 min. Grønland er delvist baseret på genbrug fra Sisimiut, men det er to vidt forskellige film. Fortælleform, historiens struktur, problemstillinger og ikke mindst lydsiden får filmene til fortælle vidt forskellige historier.

• Lad eleverne sammenligne de to film. Ud over de ovenstående spørgsmål under overskriften "Undervisningsforslag", kan man lade eleverne sammenligne sekvenserne med genbrugsoptagelser: Hvad fortæller instruktøren med de samme optagelser i henholdsvis Sisimiut og 17 min. Grønland? Hvad er instruktørens hensigt med de to film? Hvem er de to film henvendt til?

Musikken fortæller historier

• I de to film betyder musikken meget for det, man oplever og tænker, når man ser filmene. Sæt fokus på musikkens betydning ved at lade eleverne se og høre nogle sekvenser igen. Eller se begge filmene og læg godt mærke til musikkens betydning for filmens udtryk.

Sisimiut

• Lad eleverne først se filmen uden lyd og lad dem fortælle, hvad der sker/hvad sekvensen handler om. Vis nu sekvensen med lyd og lad eleverne overveje, hvad sangen betyder for stemningen og for det, man ser på billederne. Prøv også at spørge om, hvorfor det mon lige er den melodi, man hører. Teksten til melodien lyder:

  Nu vil jeg leve
  Mit liv for mig selv
  For ingen er trofast
  Og mit liv går på hæld
  Og ingen vil spørge
  Hvor det førte mig hen
  Der er ingen, der længes
  Ikke en eneste ven

  Jeg fandt ingen glæde
  I penge og held.

  Så nu vil jeg leve
  Mit liv for mig selv

• Se sekvensen om de danske håndværkere og arbejdsmænd, som kommer til Grønland om sommeren. Start, hvor helikopteren lægger an til landing. Prøv først at lade eleverne se filmen uden lyd, og lad dem derefter fortælle, hvad der sker/hvad sekvensen handler om. Lad også eleverne tænke over kameraets synsvinkel, der konstant skifter mellem grønlænderne, arbejderne og "fluen på væggen". Vis derefter sekvensen med lyd og lad eleverne overveje, hvad musikken betyder for stemningen og for det, man "ser" på billederne.

En tilsvarende øvelse kan laves med sekvensen, hvor den unge pige er hos frisøren og popmelodien "You don't have to be a baby to cry" kører som lydside.

17 min. Grønland

I denne film er der i perioder gennem hele filmen behagelig jazz-musik i baggrunden, afvekslende med fortællerstemmen og reallyd. Man kan vise de første par minutter af filmen og igen den sidste sekvens, om at Grønland blev en del af kongeriget Danmark.

• Prøv først at lade eleverne se filmen uden lyd og fortælle, hvad der sker/hvad sekvensen handler om. Lad også eleverne tænke over kameraets synsvinkel, der konstant er "fluen på væggen". Vis nu sekvensen med lyd og lad eleverne overveje, hvad musikken betyder for stemningen og for det man "ser" på billederne. De fleste vil man sandsynligvis opleve, at musikken understøtter billederne og gør tempoet dynamisk.
• Se sekvensen, hvor de danske arbejdere ankommer. Selv om sekvensen er meget kort, vil de fleste kunne se hvor forskelligt den samme situation virker i de to film. Sekvensen viser også, at en del optagelser er brugt i både Sisimiut og 17 min. Grønland.

Ultima Thule

Filmens credits

Ultima Thule
26 minutter, Danmark, 1968
Instruktion, kamera, lyd og klip: Jørgen Roos
Manuskript og kommentar: Jørgen Roos
Speaker: Ib Rehné
Musik: Ole Christiansen

Ultima Thule er en flot sort/hvid film fra 1966 om polareskimoerne og deres liv som fangere i Nordgrønland på den yderste grænse. Filmen starter med at præsentere det barske snelandskab i en hylende snestorm, hvor hundene ligger og skutter sig. Da vinden lægger sig, er kameraet med på hundeslædetur i området. Tilbage i Thule ser man byens vandforsyning: isbjerge, der hentes på lastbil til det lille samfund hvor 200 eskimoer bor i træskure, huse og jordhytter.

Byen, skolen og indbyggerne, både danskere og grønlændere i alle aldre præsenteres i en billedkavalkade med musik. I skolen kæmper børnene med det danske sprog og tallene: "Den eskimoiske talrække går kun til fem. Det er nødvendigt at lære de danske talord. Børnene gætter vildt". "To og halv…", siger læreren. "72… 92", svarer børnene. Det ender med, at læreren selv giver svaret: "52", siger han.

"I guess, they are a little wild", siger en amerikansk kvinde. “If I give you these", fortsætter hun og lægger en pose slik på jorden, mens hun går baglæns med sit kamera i hånden, "will you share it with all the others?" Der er kommet turister på besøg med helikopter fra Thule Air Base, og børnene behandles som dukker og bliver fotograferet. Da helikopteren letter, hyler hundene op imod den.

"Polarnatten varer fire måneder. Fra midten af april er der midnatssol. Så begynder forårets fangstrejser i et område, der er dobbelt så stort som Danmark", siger fortællerstemmen. Kameraet følger med og viser sæljagt på isen med gevær og skydesejl. Endnu et skud, og en snehare triller død ned ad en bakke. Søkonger fanges med ketcher. Højdepunktet er fangsten af en hvalros, der harpuneres af de tre eskimoer og derefter skydes. Hundene hentes, og hvalrossen trækkes op med hundenes hjælp. Den kan veje op til 1½ tons.

Efter jagten fortæller nogle fangere om deres slæderejser med Knud Rasmussen og forskellige eskimoer opfører trommesange fra den hedenske tid. " I dag er alle eskimoer medlemmer af den danske folkekirke. Præsten rejser rundt i distriktet og holder gudstjeneste" fortælles det.

Filmen slutter med en slædetur til Thule Air Base. "Bag Thulefjeldet ligger Thule Air Base. Her er ingen adgang for eskimoer", lyder det, mens man ser skiltet over indgangen:

Welcome
Thule Air Base
Welcome to the Group at the Top

21.01.68 styrtede en amerikansk B52 bombemaskine ned under nødlanding. "Flyet brændte gennem den 3½ meter tykke is og forsvandt på 65 meter vand. Der var fire 1,1 megatons brintbomber ombord. Bombernes indhold af radioaktivt plutonium blev spredt ud over nedstyrtningsstedet. Der blev udsted jagtforbud i hele distriktet." Disse ord illustreres med billeder af bekymrede kvinde- og børneansigter.

Undervisningsforslag

Når klassen har set filmen Ultima Thule, kan man i fællesskab tale om handlingen og det, man får at vide om livet for Thuleeskimoerne dengang. Følgende spørgsmål kan måske hjælpe eleverne på vej:

• Fortæl, hvad filmen handlede om.
• Hvad gjorde indtryk på dig?
• Hvad fortæller filmen om polareskimoerne: Hvad lever de af? Hvordan bor de? Hvad er vigtigt for eskimoerne, og hvilke værdier sætter de højt. Hvordan er forholdet mellem danskere, amerikanere og eskimoerne? Hvordan behandler de hinanden?
• Hvordan fortæller Jørgen Roos historien om Thule Air Base med bombemaskiner og radaranlæg.
• Hvad betød nedstyrtningen af bombemaskinen for eskimoerne?
• Hvad tror du har ændret sig, siden filmen blev optaget?

Qaanaaq, Thule, i dag

• Besøg hjemmesiden www.geocities.com/TheTropics/Resort/9292 og undersøg, hvordan byen har udviklet sig, siden filmen blev optaget. Se også, hvad der står om byen på www.turistqaanaaq.gl og www.greenland-guide.gl. Undersøg om der står nogle nyheder om, hvad der foregår i byen på Grønlands Radios hjemmeside www.knr.gl. Sammenlign med det du så i filmen. Skriv tegn og sæt billeder ind om det, du fandt ud af, eller sammensæt dine egne faktasider ud fra de tekster, billeder og tabeller, du finder på internettet.
• Find også oplysninger om din egen kommune og by på internettet og lav nogle tilsvarende faktasider om din kommune.
• Sammenlign Qaanaaq Kommune med din egen og fortæl om forskelle og ligheder.

Se også kapitlet "Grønland i dag – hvad fortæller billederne" sidst i dette undervisningsmateriale.

Fangstdyr i Thule-distriktet

• I filmen omtales isbjørn, sæl, hvalros, snehare og søpapagøje. I bøger og på blandt andet ovenstående hjemmesider kan man finde oplysninger om andre typiske grønlandske dyr. Lad eleverne vælge et dyr. Lad dem fremstille en planche om dyrets levevis og betydning som fangstdyr. På min skole lader mange lærere eleverne arbejde ud fra de fem f'er: Forekomst, Fremtoning, Føde, Fjender og Formering. I denne opgave er det også relevant at lade eleverne sætte fokus på, hvad grønlænderne anvender dyret til.

To mænd i ødemarken

Filmens credits

14 minutter, Danmark, 1972
Instruktion, manus, kommentarer, klip og speak: Jørgen Roos
Kamera: Jørgen Roos og Steen Rønne

Kort før sin død i maj 1971, 90 år gammel, fortæller Ejnar Mikkelsen om en ekspedition til det nordøstlige Grønland i 1909, hvor han sammen Iver Iversen skal lede efter de forsvundne fra Danmarksekspeditionen i 1907. Da de kommer tilbage til vinterhavnene fra slæderejsen til bunden af Danmarksfjorden, er de øvrige ekspeditionsdeltagere rejst til Danmark. Han fortæller om sammenholdet mellem ham og Iversen de to vintre, de tilbringer alene i hytten, og om den dag de bliver uvenner på grund af en pige – en pige på et postkort, afbildet sammen med 37 andre højskolepiger.

Undervisningsforslag

Filmen er ikke direkte udvalgt til denne temapakke om Grønland, men er kommet med, fordi den i forvejen var placeret på videoen Jørgen Roos og Grønland. To mænd i ødemarken er et portræt af den 90-årige Ejnar Mikkelsen og hans ekspedition sammen med Iver Iversen, en ekspedition, der endte som en barsk, årelang kamp for overlevelse. Filmen viser Mikkelsen, der sidder ved sit skrivebord og mindes og fortæller, samtidig med at der i perioder klippes med autentisk materiale og optagelser.

Filmen er et historisk dokument og fortæller sin egen historie. Den kan bruges til at vise, hvor forskelligt den samme instruktør kan lave to portrætfilm om to Grønlandsfarere: Knud Rasmussen og Ejnar Mikkelsen, men vil derudover nok kun have begrænset anvendelsesmulighed i folkeskolen.

---

Rikke på Grønland 1-3

Niveau: Indskolingen
Tilladt for alle

Til læreren

Rikke er otte år. Hun er lige kommet til Ammassalik i Østgrønland og skal åbenbart være der i et stykke tid. Hun sender tre filmiske breve til sine jævnaldrende i Danmark. Rikke læser brevene op i filmenes voice-over og på den måde beretter hun, hvad hun ser og oplever sammen med sine nye grønlandske venner, og det er naturligvis ikke småting.

På denne måde peger filmene både på forskelle og ligheder mellem dagligdagens levevis i Grønland og Danmark. De tre film fra 1980 er bearbejdet ud fra optagelser fra omkring 1970. Det betyder, at filmene har historisk karakter og ikke er gode til at fortælle om livet i Grønland i dag. Det grønlandske samfund har lige som det danske udviklet sig væsentligt siden, blandt andet har Grønland haft hjemmestyre igennem snart 25 år, og den offentlige service og velfærden er forbedret.

"Filmenes styrke ligger i, at Grønland opleves med undrende nysgerrige barneøjne – og gennem grønlandske børn. Rikke oplever en masse eksotiske ting, men det går ikke rigtigt op for hende, hvor eksotiske de er. Rikke tager udgangspunkt i nogle af de klicheforestillinger om Grønland, hun har haft med hjemmefra: om påklædning, sprog, væremåder, boliger og klimaet", skrev Information den 24. december 1980 i sin anmeldelse af filmene.

Instruktørerne anvender den klassiske fortælleform: Rikke fortæller med sine egne ord, hvad der er værd at lægge mærke til i de billeder, vi ser, og samtidig tegner hun et portræt af sig selv som en forsigtig og genert pige, der er noget overvældet af de fremmede børns overstrømmende glæde og gå-på-mod:

"Men pludselig satte båden sig fast i noget pakis. Selv om det er sommer, kan isen godt pakke. Jeg var sikker på, at nu gik båden under, så vi druknede alle sammen. De andre skubbede og masede med stænger og bådshager. Jeg vidste, det var farligt. Isen knagede uden om os og skurede mod båden. Jeg var så bange, at jeg slet ikke kunne røre mig. Jeg var lige ved at tude, da vi pludselig kom fri af isen igen", siger Rikke i Rikke på Grønland 3: Sommer og udflugter

Filmenes lydside er ren reallyd afvekslende med Rikkes voice-over. Hver film starter med et titelbillede, hvor baggrunden er et åbnet brev med et stemplet grønlandsk frimærke. Man kan lige læse starten af brevet, hvor der står: "Kære alle sammen" – det samme, som Rikke starter med at sige på grønlandsk og dansk i alle tre film.

Filmene er nummereret 1, 2 og 3, og såvel Rikke som de andre personer i filmene træder mere og mere i karakter, som handlingen skrider frem. Men handlingen i den ene er ikke en direkte fortsættelse af nogle af de andre, så man kan godt se de enkelte film separat. Hver film varer 18 minutter. De er tilladt for alle, og de egner sig til at vise i indskolingen.

Filmens credits

Rikke på Grønland
3 X 18 minutter, Danmark, 1980
Instruktion: Annelise og Lennart Alexandrovitsch
Manuskript: Kirsten Holst
Kamera: Annelise og Lennart Alexandrovitsch
Speak: Jeanette Larsen

Filmenes handling

Rikke på Grønland 1: Vinter og sælfangst

Rikke er lige ankommet til Grønland og kender ikke nogen. Efter det første lidt pinlige og klodsede møde med nogle af byens børn, kommer Rikke i skole og får hurtigt nogle nye gode venner. Sammen med dem kommer hun rundt i Ammassalik og får de første indtryk af dagliglivet og ikke mindst byens børn: "De tør alting og må alting. Drengene er ikke rigtig kloge. De er så vilde. Somme tider er jeg sikker på, at nu brækker de halsen, men der sker nu aldrig noget."

Senere kommer Rikke på hundeslædetur med Silas, som har kørt postslæden, og Emanuel, der er bedstefar og forhenværende fanger. De kører ud over den tilfrosne fjord. De skal undersøge, om der er gået en sæl i Emanuels garn. "Nåh ja, jeg har vist glem at fortælle, at Emanuel kun har et ben. Vi grinede alle sammen, da han hoppede over isen. Heroppe ler man af alting. Men vi grinede ikke, fordi vi synes, at han har rigtig godt af det, men fordi det ser så skægt ud, når han hopper af sted - og så også lidt, fordi man bliver sådan lidt glad inden i, fordi han er så dygtig."

Drengene skyder med luftbøsse, imens Emanuel får sælen ud af garnet og op på slæden. De vil også være fangere.

Hjemme igen bliver sælen flået i sneen uden for huset, mens hundene hyler utålmodigt. Det er kvindearbejde og alle børnene ser til, mens den gamle kone sprætter sælen op og parterer den med den særlige grønlandske kvindekniv – uloen. Børnene hjælper med at bære den parterede sæl ind og fodrer hundene med indvoldene. I Grønland er hunde ikke et kæledyr, men kan være vilde og utilnærmelige, men Rikke har bragt nogle af sine vaner med hjemmefra: "De små hundehvalpe er søde. De er så bløde og kære at kæle for. De andre synes vist, jeg er lidt skør, når jeg gør det. Her plejer man ikke at kæle for hundene. Det er jo ikke for sjov, man har dem."

Rikke på Grønland 2: Forår og trommedans

"Kære alle sammen. Nu er det endelig blevet forår heroppe, men vi er også langt henne i maj. Før jeg kom hertil, troede jeg, at der var ens hele året. Men det passer slet ikke, her er både forår, sommer og vinter. Det er ikke som hjemme i Danmark, for her er ingen træer og buske."

 Rikke fortæller om foråret i Grønland: Sneen smelter, den bliver blød, så man synker i og får sne i støvlerne. Børnene hopper fra sten til sten i elven. Bådene gøres forårsklar. De fleste både er røde eller orange, så man lettere kan se dem i sne og is. Rikke og hendes venner er med til at gøre Emanuels båd klar. De hjælper til, fordi de synes, det er skægt. Rikke kan godt lide at være på Grønland nu.

Rikke og en veninde går til en ældre dame med deres kamikker, som er blevet stive og ubehagelige at have på. De skal gøres bløde, kamutes, på et kamutjern hos ældre dame. "Bagefter er de lige så bløde og lækre som før de blev våde", fortæller Rikke.

Lige inden pinse besøger Rikke en træskærer. Han er ved at lave en dansemaske af drivtømmer - der vokser ikke træer i Grønland. Senere ser Rikke den gamle træskærer optræde: "Den dans, han dansede, var en trommedans, og masken var en åndemanermaske. Det var vist meningen, at vi skulle blive bange, men det blev vi nu ikke, for vi vidste jo godt, hvem det var."

"I gamle dage dansede folk somme tider trommedans, når de var blevet uvenner. Så skiftedes de til at digte nogle vers, hvor de gjorde nar af hinanden. Og den, som kunne få tilskuerne til at grine mest af den anden, havde vundet. Og de smækkede også hinanden skaller med kæberne, og dengang slog de rigtig hårdt. Nu gør de det bare for sjov", fortæller Rikke. To drenge sidder på gulvet med bare overkroppe. De kæmper for sjov mod hinanden i armbrydning. De andre børn griner og hygger sig med at se på.

Det vigtigste forårstegn er, når det første skib fra Danmark ankommer til havnen i Ammassalik. Det er det første skib i ni måneder, og børnene synes, at det næsten var lige så spændende som juleaften. Alle i byen er henne at handle den dag, og alle børnene får for en gang skyld frisk frugt.

Rikke på Grønland 3: Sommer og udflugter

"Oppe på fjeldet vrimlede det med blomster. De andre styrtede hen til dem, mens de råbte og grinede. Jeg syntes, det var fjollet at give sig til at plukke blomster nu. Så skulle vi gå og slæbe på dem hele resten af turen. Men det var slet ikke det, der var meningen", siger Rikke, da Silas har taget børnene med på fjeldtur. De andre børn plukker blomsterne for at spise dem. "Jeg nøjedes med en kiks", siger Rikke.

Børnene hygger sig sammen med Silas. De varmer pølser over et bål af enebærkviste, drikker saftevand og spiser beskøjter til. Drengene fisker, men fanger ikke noget. Silas bader i elven, hvor der stadig er isklumper. Få dage senere bader drengene også i elven i Ammassalik, hvor vandet kun er et par grader varmt.

I anden del af filmen er børnene på tur med Emanuel i hans lille fiskerbåd. De sejler mellem små og store isbjerge, og på et tidspunkt sider de fast i pakisen. De kommer til en sommerboplads, hvor en familie er i gang med at samle forråd til vinteren. "Alle var i gang med noget, men ingen havde travlt", mener Rikke.

På vejen hjem stopper de båden, og alle kaster deres fiskeliner ud. De har heldet med sig og fanger en del store og små torsk. "Om aftenen skulle vi alle sammen til kaffemik. Kaffemik er en slags fest, hvor man drikker kaffe og synger og fortæller historier og skiftes til at underholde. Jeg forstod ikke ordene i sangene, men det var sjovt at se på", slutter Rikke.

Den klassiske dokumentarform – At informere og oplyse

Typiske fortælleelementer

• Ofte er det klart helt fra filmens start, hvilken historie filmen vil fortælle.
• Der stilles ofte klare spørgsmål, som filmen forsøger at besvare ved fx at påpege et problem for derefter at foreslå løsninger.
• Der benyttes typisk en fortællerstemme (voice-over) for at gøre filmens emne klart og forståeligt. En voice–over kommer med opklarende oplysninger og kommentarer til det, man ser og hører, og man bliver gjort opmærksom på, hvad der er vigtigt at lægge mærke til på filmens billedside.
• Fortælleren "ved" som regel mere end tilskueren og kaldes derfor ofte "alvidende". Fortælleren kan være anonym eller neutral - eller være en eller flere af de personer, der medvirker i filmen.
• Interviews med personer, som er vigtige for filmens historie, bruges ofte. Det kan fx være med filmens hovedperson, en der er tæt på ham/hende eller en ekspert, som ved noget om filmens emne.
• Billedsiden illustrerer ofte fortællerens budskab, og billeder fra forskellige sammenhænge klippes gerne sammen. Det virker oftest naturligt, fordi fortællestemmen binder historien sammen.

Mange ældre dokumentarfilm benytter en klassisk fortælleform, men den bruges også i dag, både i dokumentarfilm, i nyheder og i andre journalistiske dokumentarprogrammer.

Undervisningsforslag

Når klassen har set en af de tre film, kan man i fællesskab tale om handlingen. Det man får at vide, bør sættes i relation til livet i Grønland i dag og til livet i Danmark dengang og i dag. Følgende spørgsmål kan måske hjælpe børnene på vej:

• Fortæl, hvad filmen handlede om.
• Fortæl om noget af det, Rikke oplever i filmen
• Hvad gjorde indtryk på dig?
• Hvad fik du at vide om Grønland, som du ikke vidste på forhånd?
• Hvad tror du har ændret sig i Grønland, siden filmen blev optaget?

Se i øvrigt også kapitlet "Grønland i dag – hvad fortæller billederne" sidst i dette undervisningsmateriale.

Hvem er Rikke?

• Se en af filmene igen og læg hele tiden mærke til Rikke: Hvordan ser hun ud? Hvad for noget tøj har hun på? Hvad siger hun? Hvad tænker hun? Hvordan taler hun? Hvordan synes hun, man skal være? Hvordan er hun over for de grønlandske børn? Hvordan er de grønlandske børn over for hende? Hvad synes de grønlandske børn om Rikke?
• Filmene fortæller ikke noget om Rikkes forældre, men du har da lov at gætte. Hvordan er Rikkes forældre? Hvad laver de på Grønland? Hvor bor de? Hvor længe skal de være på Grønland? Find selv på mere.

På Grønland ler man af alting!

"De andre grinede, men det gjorde ikke noget. For de grinede nemlig ikke for at gøre nar. De griner, når noget ser skægt ud. Jeg grinede også selv. Jeg er snart en rigtig grønlænder", siger Rikke i film 3, da hun vil glide ned ad en snebakke og falder.

• Se filmene igen og læg mærke til, hvad grønlænderne griner af. Skriv en liste og diskuter om der er forskel på, hvad man griner af i Danmark og i Grønland. Kunne vi lære noget af grønlænderne – og omvendt? Læs fx dette citat fra Tine Brylds bog Hjemmestyrets børn – årgang '79, 256 sider, Aschehoug 2002:

"Efter mange års besøg og mange nære kontakter med grønlændere ved jeg, at det, som overalt i verden, Afrika, Grønland eller Danmark og Rusland, handler om respekt og ægte interesse – ikke mindst humor. Jeg har ofte hørt, at grønlændernes og danskernes humor er vidt forskellig. Ja og hvad så? Danskere kunne lære en masse ved ikke at være så selvhøjtidelige. I Grønland griner man ad den, der dummer sig. I Danmark skjuler man sin skadefro omsorg. Og grønlænderne kunne lære noget om at sige, hvad man mener, også under humorens vinger, uden at føle sig forulempet, hvis man ikke forstår det hele. Mødet mellem mennesker er det vigtigste, åbenhed er forudsætningen, hvis vi skal nedbryde de mange fordomme."

Armbrydning – en turnering i klassen

• Efter opvarmningen i gymnastik kan man lave en turnering i armbrydning og kåre klassemesteren blandt drengene og blandt pigerne, men først skal alle have lov at øve sig. Inden man går i gang, skal alle smøge eventuelle lange ærmer op. Der må ikke være stof imellem. Man kæmper bedst af tre, det vil sige, at den der vinder to ud af tre kampe over sin modstander har vundet. Aftal med børnene om det skal være en pulje- eller en cup-turnering.
• Når konkurrencerne er overstået, kan man spørge klassen, om man vil kunne bruge armbrydning til at afgøre konflikter og uenigheder i skolen i dag.

Trommedans – og noget helt andet!

Se de to sekvenser om trommedans i Rikke på Grønland 2, tidskode ca. 10.00 til 12.30, og Rikke på Grønland 3, tidskode cirka 16.45 til 17.45. Tal med børnene om trommedansens form og funktion i det gamle Grønland. Læs eventuelt om trommedans, fremstilling af trommer og om åndemaneri i kapitlet om Inuit-kulturen i Kalaallit Nunaat - Gyldendals bog om Grønland 2, Gyldendal 1999, 400 sider.

Den form for trommedans, som Rikke beskriver og filmen viser, minder en del om den måde nutidens rappere battle'r på når de fx skal kåre årets rapper i Danmark. Her gælder det om, ud fra et givent tema at gøre modstanderen til grin på den mest elegante måde, samtidig med at rytme og rim holdes. Kampen mellem de to MC'er (Microphone Controllere) foregår i en boksering med en kampleder i smoking. Kamplederen afgør ud fra publikums reaktioner, hvem der vinder battle'n.

• Tal med børnene om de to forskellige former for tvekamp – trommedans og rap - som begge bygger på musikalitet og intellekt. Spørg om de kender andre tilsvarende former for tvekampe. Foreslå at klassen i grupper forbereder trommedanse om et bestemt emne og derefter "kæmper" mod hinanden, med læreren som kampleder og klassen som publikum.

---

Grønland i dag - hvad fortæller billederne?

En emnekasse fra skolebiblioteket indeholder mange forskellige titler om Grønland udvalgt med målgruppen for øje. Der er kun et enkelt eller få eksemplarer af hver titel, og bøgerne kan derfor kun bruges til individuelt eller pararbejde. Teksternes sværhedsgrad varierer, så der er udfordringer til alle elever, og de fleste bøger til mellemtrinnet er gennemillustreret med fotografier og tegninger.

• Prøv at lade eleverne sætte fokus på illustrationerne. Hvad kan man få at vide om Grønland, hvis man koncentrerer sig om illustrationerne? Lad eleverne vælge en bog fra emnekassen og lad dem "læse" bogen gennem billeder, overskrifter og eventuelt billedtekster. Når eleverne har sat sig grundigt ind i billederne og tømt dem for indhold, skal de skrive deres egen tekst. Hvis man har mulighed for det, kan man skanne billederne og sætte billeder og tekst sammen ved hjælp af et tekstbehandlings- eller layoutprogram.

Man kan også lade eleverne vælge et mindre antal billeder at skrive tekster til.

Hjælpespørgsmål

Hvis eleverne ikke er vant til at "læse" billeder, kan man give dem nogle hjælpespørgsmål, som de kan bruge hver gang de ser på et nyt billede:

• Hvad ser man på billedet?
• Hvad er der i for-, mellem- og baggrunden?
• Er der personer eller dyr på billedet?
• Hvad laver de?
• Hvor er de på vej hen?
• Hvad tror du, de har lavet inden billedet blev taget?
• Hvad tror du, der skete videre den dag/efter billedet blev taget?
• Hvordan tror du, der ser ud, hvis du kunne dreje kameraet til venstre og til højre?
• Hvornår, altså omkring hvilket årstal, er billedet taget, eller skal tegningen forestille?

Det kan tit være svært at finde præcise oplysninger om de enkelte fotografier, men i bogens kolofon, kan man altid se, hvornår bogen er udgivet og efterhånden også i nyere udgivelser finde oplysninger om de enkelte fotografier. Som oftest er fotografierne et eller flere år ældre end bogen, og det kan nok være relevant, at eleverne får det at vide.

Præsentation

Når teksten er gennemarbejdet og sat op sammen med illustrationerne, skal resultatet præsenteres for klassen. For det første kan det motivere børnene at skulle fremlægge det, de har lavet. For det andet vil fremlæggelserne være med til at bygge klassens samlede viden om Grønland op, og eleverne får et overblik over, hvem der ved noget om hvad. I den forbindelse har planchen den fordel, at den fungerer som informationsbase på opslagstavlen til fri afbenyttelse.

---

Bilag

Pressemeddelelse fra Grønlands Statistik 
(PDF-dokument)

Det er Knud som han var [del 1] [del 2]. Af Tom Kristensen. Politiken 17/2 1966
(Fotografisk gengivelse af avisudklip)

Grønland - i dag, i morgen. Af Ib Monty. Jyllands-Posten 5/12 1966
(Fotografisk gengivelse af avisudklip)

Grønlands hverdag i dag. Forfatter ukendt. Politiken 1/12 1966
(Fotografisk gengivelse af avisudklip)

Sisimiut-filmen virker som latterliggørelse. Af Chr. Lynge. Jyllands-Posten 14/2 1967
(Fotografisk gengivelse af avisudklip)

---

Forfatter:
Torben Blankholm

Udgiver:
Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55
1123 København K

Copyright © 2003, Det Danske Filminstitut