Cinemateket

Program: 4 film, samlet tid 36 min. / anbefales fra 3 år.

'F for fup' giver sig ud for at være en dokumentarfilm og begynder med et portræt af den berømte kunstforfalsker Elmyr De Hory. Hans forfalskninger af blandt andre Matisse og Picasso førte verdens førende kunstkendere bag lyset. Elmyr De Hory interviewes på sit skjulested på Ibiza. Kredsen omkring Elmyr De Hory og deres meninger om kunst og forfalskning danner en slags ramme om filmen. Men 'F for fup' er først og fremmest et portræt af Orson Welles og hans fascination af bedrageriet. Virkeligheden var for Welles et relativt begreb. Han fortæller, at han begyndte som 'bedrager' allerede i 16-års alderen, hvor han påstod, at han var en stor Broadway-stjerne og på den måde fik arbejde på et teater i Dublin. Og han bedrog for alvor verden med sin radiospil 'The War of the Worlds' (1938).

Welles' filmatisering af Kafkas klassiker er historien om en ganske almindelig mand, Joseph K. (Anthony Perkins), som en morgen vækkes af civilklædte politifolk og arresteres uden at få at vide, hvad han er anklaget for. En moderne mareridtshistorie om den lille mand i det store system, om magtens labyrintiske strukturer og om forholdet mellem skyld og ansvar. Der er ingen tvivl om, at Welles var den rigtige til at filmatisere Kafkas mørke og klaustrofobiske beretning om retsssagen mod den lille bureaukrat Joseph K. 'Processen' er et visuelt mesterværk, der i sin ekspressionistiske film-noir-stil indfanger den apokalyptiske stemning, der ligger under historien. Filmen er optaget on location i Zagreb, Paris og på den nedlagte banegård Gare D'Orsay.

'Cykeltyven' er den neorealistiske klassiker over dem alle. Handlingen udspiller sig i Rom i efterkrigstidens fattigdom, arbejdsløshed og sociale nød. Den fattige Antonio Ricci, der har kone og to børn, bliver hyret til at hænge plakater op i byen. Mens Antonio arbejder, bliver hans cykel stjålet. Det er en katastrofe. Sammen med sin søn leder Antonio desperat efter cyklen, der for ham ikke bare betyder arbejde, men også selvrespekt. Filmen beskriver ligegyldigheden i storbyen, men også det fine forhold mellem far og søn. Den satte standarden for socialt engageret filmkunst i årtier - og er stadig at finde højt på mange lister over verdens bedste film.

Tabloid

Da 150 kloge hoveder fra den engelske filmbranche i 2011 fik den opgave at udpege den bedste britiske film nogensinde, faldt valget på Nicolas Roegs eminent klippede gyserklassiker ’Rødt chok’. I filmen bliver ægteparret Laura og John Baxter (Julie Christie og Donald Sutherland) udsat for alle forældres mareridt: Deres lille pige drukner i en sø. De prøver at komme videre med livet, og Laura tager med sin mand, da han skal til Venedig for at restaurere en kirke. I Venedig møder Laura et gammelt engelsk søskendepar, hvoraf den ene hævder at være synsk. Hun siger, at hun kan se deres døde datter, og at John er i stor fare i Venedig. John giver ikke en døjt for de overnaturlige beskeder, og det får skæbnesvangre konsekvenser. Avisen The Independents anmelder Geoffrey Macnab siger: "Filmens styrke og uudtømmelighed ligger i måden, den kombinerer sine forskelligartede temaer. Dens to historietråde - om en seriemorder og om et forældrepars sorg over deres druknede barn - fletter sig ind i hinanden på en måde, der er både lyrisk og dybt foruroligende." Magasinet Time Out London stod bag 2011-afstemningen.

"Intelligent, oprørende og vedkommende underholdning og fortalt i en ny pågående og billedstormende stil," skrev Niels Lind Larsen i Politiken om denne mesterlige filmatisering af le Carrés roman fra 2001. Justin Quayle (Ralph Fiennes) er ansat ved den britiske højkommission i Kenya, da han får at vide, at hans aktivist-kone (Rachel Weisz) er blevet myrdet. Men blev hun virkelig dræbt af sin sorte kollega og rejseledsager - og hvorfor?