Ingolf David

Skuespiller. Født 2/10 1926, død 26/12 1996 - 70 år gammel. Søn af Arne-Ole David (1894-1977), bror til Marianne Schleiss (1930-2005)

Omfattende teaterkarriere og en af de mest benyttede skuespillere i tv-teatret i perioden 1958-67.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Der er dyrekøbt erfaring i hans blik, taberens mistroiske viden. Han havde ikke nogen umiddelbart vindende personlighed, endsige et kønt ydre - til gengæld det nok så vigtige: kameratække. Ingolf David var en god og glimtvis fremragende filmskuespiller, der med sit smerte-hærgede ansigt næsten altid ydede et ægte, impulsivt virkende spil.

Kun en enkelt gang - som den forelskede vinduespudser i "Man sku' være noget ved musikken" (1972) - fik han noget, der lignede en hovedrolle. Ellers dukkede han op i periferien, mest som en forslået eksistens - enspænder eller bums, tit aggressiv, men lige så ofte med en bunden varme.

I sin debut er han nærmest ukendelig som elegant, lettere excentrisk yngling i "Arvingen" (1954), hvor han spiller sammen med sin skuespillerfar Arne-Ole David - de er også far og søn i filmen, forarmede herregårdsgæster. Den gode filmudstråling mærkes allerede, men det var hovedsageligt på tv, han slog sine folder, indtil han i "Sytten" (1965) leverer filmens klart bedste præstation som en skinhellig skabsbøsse. Mere forgræmmet ses han som husmanden Anders i "Løgneren" (1970).

Det var Henning Carlsen, der reddede ham fra de intetsigende småroller ved at gøre ham til den drømmende vinduespolerer Ib i "Man sku' være noget ved musikken" (1972). Ugengældt forelsket i buffetdamen Birgitte Price, tyndhåret og skrammet af tilværelsen, men dog med håbet i behold.

Det var på høje tid, han fik den rolle, for året efter begyndte en brat personlig nedtur, som hurtigt satte sig så kraftige spor, at han måtte skifte rollefag. En periode gled han næsten helt ud af film og teater, og først som den ensomme, kloge landmand, der har prøvet fallitten i Morten Arnfreds "Der er et yndigt land" (1983) fik han et egentligt, Bodil-nomineret come-back. Samme år er han fisker i Ole Roos' "Forræderne" og i Jon Bang Carlsens "Ofelia kommer til byen" (1985) igen bondemand, nu af mere misantropisk tilsnit - hans Arne kan bedre lide dyr end mennesker. Og selv om denne birolle ikke er på højde med hans afklarede landmand i "Der er et yndigt land", fik han denne gang en højst fortjent Bodil.

Mærkeligt nok var Helle Ryslinge den eneste instruktør, der fulgte op på udmærkelsen ved at give han en birolle som døende patient i "Flamberede hjerter" (1986), og atter skal han være gammel og vis - og er det uden antydning af frelsthed. Og Ryslinge genbrugte ham i "Carlo & Ester" (1994) som den gamle Carlos kammerat, der ansporer ham til at holde fast i sin nyfundne kæreste, Ester.

Ind imellem kom en mini-rolle i den amerikanske kriminalkomedie "Yellow Pages" (indspillet 1984, udsendt 1988, også kendt under titlen "Undercover Agent"), hvor også en række andre danske skuespillere har små roller - den er instrueret af James Kenelm Clarke og har ikke gået herhjemme.

Han sluttede af i en lille, men betydningsfuld titelrolle i Jesper W. Nielsens novellefilm "Buldermanden" (1996), hvor han er den i virkeligheden rare vicevært, der skræmmer historiens børn. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]