enda
Person

Sigrid Horne-Rasmussen

(1915 – 1982)

Skuespillerinde. Født 22/9 1915, død 24/4 1982 - 66 år gammel. Gift fire gange, bla. med skuespiller Dirch Passer (1926-1980) og kabaretskuespiller Tony Rodian (1931-1995).

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1934-36. Omfattende scenekarriere, overvejende som revy- og kabaretskuespillerinde.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Sitter - som hendes kælenavn var lige fra elevskolen - tog hele turen med.

Hun var sexet femme fatale, billig tøs, snobbet gås eller reel veninde i sin slanke ungdom. Bare aldrig yndig ingénue. Så da hun i 1950'erne blev rund og tung, lå karakterfremstillingen hende i blodet, og nu kunne hun være lige gennemslagskraftig, hvad enten hun var en af hverdagens heltemødre til fem på Nørrebro, minister med skrankepave-manerer eller excentrisk pølsefabrikant.

Efterhånden rendyrkede hun en højrøstet Hellerupdiktion, hvor visse ord understregedes voldsomt eller blev trukket meget langt ud. Et overspil, der bidrog til at marginalisere hende i lettere groteske folkekomedieroller. Men indtil midten af 1950'erne ydede hun en fin indsats både i komedier og realistiske dramaer.

Hun er ikke stort andet end en smilende strandpige i debut'en "Sol over Danmark" (1936). Men i "Flaadens blaa Matroser" (1937) ses allerede tegningen til den kommende Sitter i hendes letfærdige provinspige. I "Bolettes Brudefærd" (1938) har hun en lille servitricerolle og er svær at genkende i så ung, slank og selvudslettende udgave. Først i "I Dag begynder Livet" (1939) træder hun stærkere i karakter som syrlig dansepige.

Herefter er hun ved at blive specialist i skrappe storbypiger, og i musicalen "Alle gaar rundt og forelsker sig" (1941) fører hun sig intrigant og rapkæftet frem, på samme måde som i "Tag til Rønneby Kro" fra samme år, hvor hun leverer en pastiche over den fra Hollywoodfilm velkendte kyniske journalistpige, der sidder med benene overkors på chefredaktørens skrivebord. Endelig er hun i "Afsporet" (1942) en af Nyhavns løse fugle, med navnet Lotte Cloc. Ærlig og illusionsløs og skrap som bare pokker.

Så kom gennembruddet til noget mere positivt i "Det brændende Spørgsmaal" (1943), hvor hun spiller sammen med sin gode veninde fra Det kgl. Teaters elevskole, Bodil Kjer - som Kjers bramfri, trofaste ven-inde. Men i "Som du vil ha' mig" (1943) er hun tilbage i det syrlige hjørne som elegant femme fatale. Frækhed er stadig hendes kendemærke i revyfilmen "Stjerneskud" (1947), hvor hun er ved at forgribe sig på en synligt skræmt Osvald Helmuth (som sig selv!), men bortføres af Dirch Passer i denne hans første filmrolle. Passer var dengang også hendes mand i det virkelige liv.

Samme år tager hun forskud på socialrealismen som den slum-trætte storesøster i baggårdsdramaet for børn og unge, "De pokkers unger" - en præstation, der smager af virkelighed. Men først i midten af 1950'erne tages tråden op, i "Vores lille by" (1954) som desillusioneret enke, og i "Altid Ballade" (1955), hvor hun knokler som ukuelig mor til fem i en lille lejlighed på Nørrebro. Endelig en hovedrolle, hvor hun - uden falsk heroisme eller forsødning - kunne vise det 'hjertelag', hun frem for alt selv satte pris på.

Denne præstation gav Bodil og mange presseroser, men ingen interessante roller. I Osvald Helmuth-filmen "Den kloge mand" (1956) går hun ydmygt stjernen til hånde, ikke lige hendes sag - bedre er hun som hæler i samspil med Peter Malberg i "Ingen tid til kærtegn" (1957). Og i "Sønnen fra Amerika" fra samme år kæmper hun forgæves for at anlægge en svensk accent som landsbyens outsider.

Herefter får hun mest ligegyldige biroller, som hun pepper op med højtråbende karikaturkomedie. Ganske skægt som tøsedrengen Klaus Paghs tyranniske mor i "Soldaterkammerater" (1958); som pølsefabrikanten i "Ballade på Bullerborg" (1959) - ekstatisk lovprisende sit produkt, Hannibal Pølser; og som den ansvarsforflygtigende boligminister i "En ven i bolignøden" (1965). Og ind imellem kom en socialrealistisk rolle som moderen i problemdramaet "Ullabella" (1961), lidt i stil med "Altid Ballade". Hendes rolle i Henning Carlsens "Sult" (1966) er minimal.

Et alkoholproblem hæmmede filmkarrierens sidste akt, der indskrænkede sig til medvirken i Stjernetegns-filmenes farce-erotik. Talentet rakte til langt mere - som hun klart beviste det i Ole Roos' og Sven Holms tv-film "Syg og munter" (1974), hvor hendes nu meget fyldige ægthed som Vaskemutter skinner igennem i samspil med Jørgen Ryg. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Filmografi Musik
Titel År Funktion Kategori
Styrmand Karlsens flammer 1979 Medvirkende Tv-film
Kikkebakke Boligby 1977 Nysgerrig kvinde Tv-serie
Kikkebakke Boligby 1977 Nysgerrig Tv-serie
Barselstuen 1976 Medvirkende Tv-film
I løvens tegn 1976 Rosa DK/Spillefilm
Syg og munter 1974 Vaskeriejer Tv-film
I Tyrens tegn 1974 Herta, borgmesterens kone DK/Spillefilm
Friere 1973 Fjokla Tv-film
I Jomfruens tegn 1973 Frk. Astra Adèle, pigeskoleforstander DK/Spillefilm
På'en igen Amalie 1973 Frk. Abildgaard DK/Spillefilm
Solens børn 1972 Antonova Tv-film
Tintin og hajsøen 1972 Fru Fleck U/Spillefilm
Takt og tone i himmelsengen 1972 Fru Thomsen DK/Spillefilm
Min søsters børn når de er værst 1971 Fru Jensen DK/Spillefilm
Tandlæge på sengekanten 1971 Patient DK/Spillefilm
Damernes ven 1969 Fru Larsen DK/Spillefilm
Ta' lidt solskin 1969 Alma Madsen DK/Spillefilm
Min søsters børn vælter byen 1968 Fru Jensen DK/Spillefilm
Jeg - en kvinde 2 1968 Fru Nielsen, købmandskone DK/Spillefilm
Onkel Joakims hemmelighed 1967 Hofjægermesterinde Erbner DK/Spillefilm
Far laver sovsen 1967 Fru Jørgensen DK/Spillefilm
Sult 1966 Pensionatsværtinde DK/Spillefilm
Jeg - en elsker 1966 Medvirkende DK/Spillefilm
Pigen og greven 1966 Kokkepigen 'Putte' DK/Spillefilm
Pigen og millionæren 1965 Fru J.O. Sand DK/Spillefilm
Morder uden betaling 1965 Medvirkende Tv-film
Passer passer piger 1965 Fru Rigmor Hansen DK/Spillefilm
En ven i bolignøden 1965 Lis Disinius, lejlighedsminister DK/Spillefilm
Een pige og 39 sømænd 1965 Wilhelmina Rasmussen, skibsreder DK/Spillefilm
Flådens friske fyre 1965 Bankassistent DK/Spillefilm
Jensen længe leve! 1965 Fru Eriksen DK/Spillefilm
Majorens oppasser 1964 Oberstinde Madsen DK/Spillefilm
Den stundesløse 1963 Medvirkende Tv-film
Den jagede 1963 Medvirkende Tv-film
Pigen og pressefotografen 1963 Kontorassistent DK/Spillefilm
Han, hun, Dirch og Dario 1962 Frederiksen DK/Spillefilm
Ullabella 1961 Fru Jensen DK/Spillefilm
To skøre ho'der 1961 Tante Klara DK/Spillefilm
Soldaterkammerater på efterårsmanøvre 1961 Fru Schwanenkopf - Holgers mor DK/Spillefilm
Ballade på Bullerborg 1959 Fanny Hannibald Jensen DK/Spillefilm
Krudt og klunker 1958 Ragnhild, sagfører, Edwards søster DK/Spillefilm
Ung kærlighed 1958 Fru Nielsen DK/Spillefilm
Det lille hotel 1958 Sylvia Rasmussen DK/Spillefilm
Pigen og vandpytten 1958 Fru Stella DK/Spillefilm
Soldaterkammerater 1958 Fru Schwanenkopf DK/Spillefilm
Sønnen fra Amerika 1957 Mine Holm DK/Spillefilm
Ingen tid til kærtegn 1957 Dronningen af Saba DK/Spillefilm
Hvem er De? 1956 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Den kære afdøde 1956 Medvirkende Tv-film
Den kloge mand 1956 Ofelia, Rasmus Thomsens husholderske DK/Spillefilm
Ung leg 1956 Emma, ung pige i Birthes hjem DK/Spillefilm
Hvad vil De ha'? 1956 Fru Hansen, husmor DK/Spillefilm
Altid ballade 1955 Mor Helga DK/Spillefilm
På tro og love 1955 Fru Gimmer, Veras mor DK/Spillefilm
Dr. Knock 1955 Medvirkende Tv-film
Det var på Rundetårn 1955 Rengørings- og garderobekone DK/Spillefilm
Vores lille by 1954 Gudrun DK/Spillefilm
Dirch passer hund 1952 Kvinde i "En Bryllupsnat" U/Spillefilm
Politikens filmjournal 074 1951 Medvirkende Dokumentariske optagelser
Naalen 1951 Værtinden DK/Spillefilm
Alice i eventyrland 1951 Hjerter Dame U/Spillefilm
Stjerneskud 1947 Olsen, enkefrue DK/Spillefilm
De pokkers unger 1947 Ingeborg DK/Spillefilm
Røverne fra Rold 1947 Ane Marie, Jeppes Kone DK/Spillefilm
Man elsker kun een Gang 1945 Eva, Palmers Datter DK/Spillefilm
Bedstemor gaar amok 1944 Juliane, Adams forlovede DK/Spillefilm
Teatertosset 1944 Gerda, skuespillerinde DK/Spillefilm
Lev Livet let 1944 Medvirkende DK/Spillefilm
Op med Humøret 1943 Medvirkende DK/Spillefilm
Som du vil ha' mig - ! 1943 Eva DK/Spillefilm
Det brændende Spørgsmaal 1943 Dax, Bodils veninde DK/Spillefilm
Afsporet 1942 Lotte Cloc, prostitueret DK/Spillefilm
En Mand af betydning 1941 Baldurs Kone DK/Spillefilm
Tag til Rønneby Kro 1941 Molly, journalist på Københavnerbladet DK/Spillefilm
Alle gaar rundt og forelsker sig 1941 Oda Holm, kordame DK/Spillefilm
En ganske almindelig Pige 1940 Frederikke, Redaktør af Husmoderrubrik DK/Spillefilm
Familien Olsen 1940 Sofie, kvinde på værtshus DK/Spillefilm
En lille Tilfældighed 1939 Medvirkende DK/Spillefilm
Komtessen paa Steenholt 1939 Aase Henriksen DK/Spillefilm
I Dag begynder Livet 1939 Ditten, kordame DK/Spillefilm
Skilsmissens Børn 1939 Professorens stuepige DK/Spillefilm
Bolettes Brudefærd 1938 Nelly DK/Spillefilm
Der var engang en Vicevært 1937 Astas veninde DK/Spillefilm
En fuldendt Gentleman 1937 Hotelgæst DK/Spillefilm
Sol over Danmark 1936 Anna, Lars' Kæreste DK/Spillefilm