Erik Wedersøe

1938-2011

Skuespiller. Født 18/7 1938, død 27/9 2011 - 73 år gammel.

Oprindelig uddannet damefrisør, men blev i 1964 optaget på Arhus Teaters elevskole. Har spillet mange store roller, især på Folketeatret, og har også virket som iscenesætter. Har tilbragt en del år på havet, bl.a. en verdensomsejling i årene 1981-84.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Hans filmkarriere er uforudsigelig og farverig som manden selv.

I starten var han ung elsker uden overvældende romantisk udstråling. Senere mærkede livet hans brede ansigt og gjorde det langt mere udtryksfuldt med hældning mod det desillusionerede eller vredladne. Og med sin iboende gnist af vitalitet kan han som ældre tillade sig at underspille uden at miste sit publikum. Slipper han temperamentet løs, skrider hans portrætter til gengæld ofte ud mod det karikaturlignende.

Uden synderlig teater-erfaring filmdebuterede den unge, lidt glatte tidligere damefrisør i en hovedrolle som studenten Hans Madsen over for den erfarne Harriet Andersson i Henning Carlsens ambitiøse Schade-film "Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet" (1967). En oplevelse, der var ved at slå benene væk under ham, men han slap fra sin (sobre) præstation med æren i behold. Herefter puster han ud i fjollede småroller i to folkekomedier, inden han viser solid kunnen som ingeniøren i Martin A. Hansen-filmen "Løgneren" (1970) og får en af sine mest bemærkede roller som hippie i Panduro-tv-stykket "Bella" (1970) i samspil med Bodil Kjer. I Henning Ørnbarks ujævne instruktion virker hans frigjorthed i dag parodisk overspillet, og først i slutscenen når han ind til en ægte kerne i figuren.

Han er mere solid som journalisthelten i Panduro-serien Smuglerne" (1970-71), og hans indlysende talent for at projicere både eftertænksomhed og lidenskab skaffer ham hovedrollen i Henrik Stangerups "Farlige kys" (1972) som psykiateren, der forelsker sig i sin patient, spillet af Lotte Tarp. En opbrudsfigur, som gennemspiller det frigørelsesmotiv, der senere skulle komme til at få en afgørende rolle i hans eget liv (de lange sø-rejser) og hans egen instruktørdebut, "Anna" (2000) efter Klaus Rifbjergs roman. Præstationen som psykiateren er da også smukt indlevet, med et højdepunkt i en bekendende natlig kærlighedsscene. Ellers giver manuskriptet ham kun ret få chancer for at træde i karakter.

Efter en filmpause på fire år (med to år på havet) vender han tilbage i endnu en hovedrolle i Franz Ernsts og Kirsten Thorups underspillede psykologiske drama "Den dobbelte mand" (1976): han er den pæne arbejder Christian, der anser sig for skyldig i sin brors død ved en ulykke og derefter oplever et psykisk skred, som fører ham ind i en kriminel verden. Her viser Wedersøe for første gang sin særlige evne til indadvendt spil, men rollen forbliver delvis uforløst.

Han skifter gear i "Skal vi danse først?" (1979) som en munter sølvsmed med en lidt for utæmmelig smag for filmens teenageheltinde. Hvorefter der mærkeligt nok går ni år, før man ser ham igen - nu synligt og klædeligt ældet - i en af hans bedste filmroller: den mutte politimand i Søren Kragh-Jacobsens "Skyggen af Emma" (1988). Hans nye imposante stil videreføres i en mindre rektorrolle i samme instruktørs "Drengene fra Sankt Petri" (1991).

Op gennem 1990'erne anvendes han stadig flittigere, uden at være den type skuespiller, der gennem sin artistiske kunnen redder en dårlig rolle i en dårlig film. I Carsten Sønders "Elsker, elsker ikke"(1994), Trine Piil Christensens "Max" (2000) og Katrine Wiedemanns "Fruen på Hamre" (2000) spiller han vidtløftige faderfigurer, faretruende nær det selvparodiske. Også i Jesper W. Nielsens historiske "Den sidste viking" (1996) spiller han far, en lille, men vigtig rolle som den barske mand, der ikke genkender sønnen til sidst. Men her er han både præcis og effektfuld.

Han fornyer sig med sort komik som 'Pigernes Ole' i "Riget II" (1997) - en kælderterapeut, som han gør til lidt af et absurd fabeldyr i sin konsekvent tyranniske kynisme. Både i "Riget" og "Riget II" er det i øvrigt Wedersøe, der lægger dansk stemme til Udo Kiers Aage Krüger. Igen hos Trier har han det satiriske sigte finindstillet i en lille, men morsom birollepræstation som den uheldige villaudlåner i "Idioterne" (1998).

Trier gør typisk nok grin med hans nu autoritets-udstrålende type, men i tv-sammenhæng har han fået et mindre folkeligt gennembrud som mænd med magt. I tv-serien "Bryggeren" (1996) viser han format som den liberale, handlekraftige 1800-talspolitiker og officer A. F. Tscherning, og han er på én gang farlig og ynkelig som hårdhudet oberst i Ole Roos' tv-film "Majoren" (1998). Men det er utvivlsomt som den øverste chef for "Rejseholdet" (2000-01), at de fleste tv-seere nu kender ham - den ærgerrige Ulf Thomsen, der sværger til chefindblanding på mange planer. Endnu et magtmenneske, som Wedersøe låner sin pondus, men også sit meget menneskelige, fotogént forslidte ansigt. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Filmografi

Download som PDF / Excel
Film År Funktion Kategori
Ulvepigen Tinke 2002 Husbond DK/Spillefilm
Nikolaj og Julie 2002 Jørgen Tv-serie
Max 2000 Hr. Engell DK/Spillefilm
Fruen på Hamre 2000 Godsejer Trolle, Gorms far DK/Spillefilm
Anna 2000 Instruktion DK/Spillefilm
Rejseholdet 2000 Ulf Thomsen Tv-serie
Idioterne 1998 Onkel DK/Spillefilm
Majoren 1998 Thiede Tv-film
Den sidste viking 1997 Agne DK/Spillefilm
Ørnens øje 1997 Stemme DK/Spillefilm
Riget II 1997 Ole, kaldet "pigernes Ole" DK/Spillefilm
Lykkefanten 1997 Medvirkende DK/Kort fiktion
Bryggeren 1996 A.F. Tscherning Tv-serie
Elsker, elsker ikke 1995 Henning DK/Spillefilm
Riget 1994 Stemme DK/Spillefilm
Frihedens skygge 1994 Erik Svane Tv-serie
Drengene fra Sankt Petri 1991 Rektor Vasby DK/Spillefilm
Skyggen af Emma 1988 Kriminalassistent DK/Spillefilm
Rainfox 1984 John Ericsons indre stemme DK/Spillefilm
Sigurd Fafnersbane 1981 Stemme DK/Kort fiktion
Audiens 1980 Medvirkende Tv-film
Skal vi danse først? 1979 Lars Henrik, sølvsmed DK/Spillefilm
Historien om en moder 1977 Fortæller DK/Kort fiktion
Tre søstre 1977 Medvirkende Tv-film
Den dobbelte mand 1976 Christian Mortensen DK/Spillefilm
Lagerforvalteren 1976 Medvirkende Tv-film
Blomster til Mona 1974 Just, socialrådgiver Tv-film
Mr. President 1974 Medvirkende Tv-film
Erasmus Montanus 1973 Rasmus Bjerg Tv-film
Askepot 1973 Medvirkende Tv-film
Farlige kys 1972 Torben, psykiater DK/Spillefilm
Præsten i Vejlby 1972 Thomas DK/Spillefilm
Jalousi 1972 Mand Tv-film
Kommunisten 1971 Producer Tv-film
Til lykke Hansen 1971 Arne Hansen Tv-film
Rundt om Selma 1971 Anders Tv-film
Løgneren 1970 Ingeniøren DK/Spillefilm
Smuglerne 1970 Peter Clausen, sportsjournalist Tv-serie
Bella 1970 Jacob Tv-film
Snedronningen 1970 Stemme Tv-film
Helle for Lykke 1969 Karl DK/Spillefilm
Ta' lidt solskin 1969 Journalist Jensen DK/Spillefilm
Hash 1969 Speaker DK/Dokumentarfilm
For lang og tro tjeneste 1969 Medvirkende Tv-film
Din underskrift 1969 Medvirkende Tv-film
Bananmanden 1969 Medvirkende Tv-film
Det er måske det, der har gjort os så smukke 1969 Medvirkende Tv-film
Henrik IV 1968 Bertoldo Tv-film
Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet 1967 Hans Madsen, student DK/Spillefilm
Vis alle

Registrering af festivaldeltagelse og priser

Det Danske Filminstitut registrerer international festivaldeltagelse og priser til danske film, dog primært de titler, som Filminstituttet varetager i sin festivaldistribution, og primært i forbindelse med de festivaler, som Filminstituttet har prioriteret at samarbejde med. Registreringen af festivaldeltagelse og priser til danske film, der ikke er i festivaldistribution, foretages kun for "launch"-festivaler ifølge Filminstituttets prioriterede festivalliste. Se listen over prioriterede festivaler.

Kontakt

Kontaktboks med brødtekst.
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412