enda
Person

Helle Merete Sørensen

(1946 – 2023)

Skuespiller. Født 21/2 1946, død 19/11 2023. Var gift med skuespiller Torben Jensen (1944-2018).

Uddannet på Odense Teaters elevskole 1968-71 med efterfølgende ansættelse ved teatret. Siden engagementer på skiftende scener, overvejende i hovedstadsområdet.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


"Hvis hun ikke fra nu af får nogle ordentlige roller, så er der ingen retfærdighed til," skrev filmkritikeren Per Calum med en vis ret i Jyllands-Posten efter Helle Merete Sørensens første filmhovedrolle i "Nu går den på Dagmar" (1972). Men retfærdighed havde trange kår - denne hovedrolle blev hendes sidste, bortset fra negligérbar optræden som afløser for Birte Tove i "Piger til søs" (1977).


I den noget udvendige "Nu går den på Dagmar" har hun den rette katteagtige glamourudstråling som den ambitiøse skuespillerelev Dagmar, der énøjet stiler mod succes. Og hendes smukke blå blik kan rumme både drilagtig sarkasme og pirrende hårdhed.


Men det er mystisk nok aldrig siden lykkedes hende at få en rigtig god rolle i en god film. Nydeligt og dækkende spiller hun mindre moderroller i Søren Kragh-Jacobsens "Guldregn" (1988) og "Drengene fra Sankt Petri" (1991), mens hendes øvrige film alle er temmelig eller meget ringe. Tre soldaterpige-film til lands og vands bruger hendes dekorative ydre, og i det politiserende drama "Nyt legetøj" (1977) og kræftfilmen "Øjeblikket" (1980) kæmper hun i biroller forgæves med ringe materiale og står iøvrigt i skyggen af Ann-Mari Max Hansen.


Langt bedre chancer har hun fået på tv. Her har hun især vist sig som en god naturalistisk spiller med en sikker replik og en fin nuancefornemmelse.
Hun viser en specialitet som den pæne borgerlige hustru med et skær af kølig distance i Bille Augusts "Verden er så stor, så stor" (1980) - en figur, hun tager op i Franz Ernsts og Astrid Saalbachs "En verden, der blegner" (1984).
Ind imellem medvirkede hun i den stort anlagte feministiske serie "Krigsdøtre" (1981), og hun røber et oplagt talent for det overlegent og sardonisk gennemskuende i Franz Ernsts og Jens Smærup Sørensens "Afbrudt møde" (1982). I samspil med Jesper Langberg har hun også et sikkert greb om de humoristiske mellemtoner i Arne Forchhammers tv-serie "Parløb" (1990), instrueret af Kirsten Peüliche.


Mindre tv-roller har hun i serier som "En by i provinsen" (1977), hvor hun har et klædeligt anstrøg af femme fatale, "Anthonsen" (1984), afsnit 7 i "Taxa" (1997-99) og "Strisser på Samsø" (1997-98), hvor hun er Stig Hoffmeyers hårdt prøvede hustru i det afsluttende afsnit 12.


Sidst er hun set i en smukt følelsesbevæget præstation som kræftpatient i novellefilmen "Manden med tubaen" (2000). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Filmografi Musik
Titel År Funktion Kategori
Dreng 2011 Birgit DK/Spillefilm
Velsignelsen 2009 Andreas' mor DK/Spillefilm
Drømmen 2006 Lindum Svendsens kone DK/Spillefilm
Nikolaj og Julie 2002 Ulla Tv-serie
Manden med tubaen 1999 Line DK/Kort fiktion
Dybt vand 1999 Byrådsmedlem Tv-film
Kys, kærlighed og kroner 1998 Steens mor DK/Kort fiktion
TAXA 1997 Medvirkende Tv-serie
Skyernes skygge rammer mig 1996 Moder DK/Kort fiktion
Bryggeren 1996 Winge, konsulinde Tv-serie
Lyse tider 1995 Medvirkende Tv-film
Mørklægning 1992 Lane Lauridsen, skuespillerinde Tv-serie
Drengene fra Sankt Petri 1991 Fru Balstrup DK/Spillefilm
Parløb 1990 Marianne Tv-serie
Begær, lighed og broderskab 1990 Karen Iversen Tv-serie
Guldregn 1988 Jørns mor DK/Spillefilm
Anthonsen 1984 Medvirkende Tv-serie
Tommelise 1983 Stemme DK/Kort fiktion
Afbrudt møde 1982 Hanne Egholm Tv-film
Sigurd Fafnersbane 1981 Stemme DK/Kort fiktion
Krigsdøtre 1981 Hanne Tv-serie
Næsten et menneske 1981 Medvirkende DK/Kort fiktion
Verden er så stor, så stor 1980 Bitten Tv-film
Øjeblikket 1980 Anne DK/Spillefilm
Sanct Hansaften-spil 1979 Maria Tv-film
Skilsmissebilleder 1978 Medvirkende Tv-film
Eventyr på fodrejsen 1977 Medvirkende Tv-film
En by i provinsen 1977 Vivian Parsberg Tv-serie
Piger til søs 1977 Vibsen DK/Spillefilm
Nyt legetøj 1977 Laila, Ullas veninde DK/Spillefilm
Piger i trøjen 2 1976 Vibsen DK/Spillefilm
Piger i trøjen 1975 Vibsen DK/Spillefilm
Familien Gyldenkål 1975 Stuepige hos Blaskenberg DK/Spillefilm
Nu går den på Dagmar 1972 Dagmar DK/Spillefilm
Musik År Film Funktion
Lille sommerfugl 1977 Piger til søs Sang