enda
Person

Jan Priiskorn Schmidt

(1951 – 2023)

Barneskuespiller. Født 22/2 1951, død 16/12 2023 - 72 år gammel.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Jan Priiskorn Schmidt filmdebuterede som ni-årig, indspillede 22 af sine 24 film i 1960'erne - og var en af dansk films bedste barneskuespillere. Uimponeret præcision og stensikker replikbehandling præger hans spil i en række roller, der som oftest er små, men som han altid dækker uden at kamme over i det barnligt nuttede eller det kunstigt voksne, som ofte kan gøre det til noget af en prøvelse at se børn på film.

En onkel, som var biografkontrollør, havde hørt, at instruktøren Gabriel Axel manglede en dreng til at spille Flemmings lillebror i "Flemming og Kvik" (1960), og overtalte Jan Priiskorn til at lade sig prøvefilme.

I de to Flemming-film (1960 og -61) har han kun få replikker, men hans naturlighed foran et kamera er allerede hér slående. I "Støv på hjernen" (1961) - samt to af den films efterfølgere, "Støv for alle pengene" (1963) og "Passer passer piger" (1965) - er hans rolle lidt større. Han spiller en af drengene i seriens soveby-opgang, og i flere scener med Dirch Passer er der tydeligt en god kemi mellem de to. Det samme gælder "Sommer i Tyrol" (1964), hvor han er tjener på alpehotellet og Passers fortrolige.

Sin bedste rolle fik han i Erik Ballings kriminalfilm "Døden kommer til middag" (1964). Som den frække dreng, der hjælper amatørdetektiven Poul Reichhardt med at opklare et mord kamoufleret som selvmord, spiller han veloplagt 'dæmonisk' og skaber - delvis med tungen i kinden - et særpræget portræt af en fremmelig dreng med en urovækkende mani for rotter og ildspåsættelse.

Han rammer plet som ultra-cool, kontant messedreng på 15, den mest voksne af matroserne i Annelise Reenbergs matroskomedie "Een pige og 39 sømænd" (1965), og i 1966 var han blevet gammel nok til at spille storebror i den første af fire film om Min søsters børn - og han er klart den bedst spillende i børneflokken. Men da serien sluttede med "Min søsters børn når de er værst" (1971), er Jan Priiskorn Schmidt forvandlet fra en sød dreng til en kompakt teenager med muskuløse, behårede arme og langt hår - og efter en lille rolle som kostskoleelev i "Rektor på sengekanten" (1972) stoppede hans filmkarriere lige så pludseligt, som den begyndte. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Jan Priiskorn Schmidt: Barnestjernen fra Bryggen (2017).
Filmografi Musik
Titel År Funktion Kategori
Rektor på sengekanten 1972 Torben, skoleelev DK/Spillefilm
Min søsters børn når de er værst 1971 Jan DK/Spillefilm
Min søsters børn vælter byen 1968 Jan DK/Spillefilm
Min søsters børn på bryllupsrejse 1967 Jan, ældste søn DK/Spillefilm
Min søsters børn 1966 Jan, ældste søn DK/Spillefilm
Passer passer piger 1965 Henriksens søn DK/Spillefilm
De blå undulater 1965 Niels Tv-film
Flådens friske fyre 1965 Jan DK/Spillefilm
Een pige og 39 sømænd 1965 Holger, messedreng DK/Spillefilm
Pigen og millionæren 1965 Orla DK/Spillefilm
Slå først Frede 1965 Medvirkende DK/Spillefilm
Døden kommer til middag 1964 John, Meretes søn DK/Spillefilm
Sommer i Tyrol 1964 Micky DK/Spillefilm
Støv for alle pengene 1963 Henriksens søn DK/Spillefilm
Peters landlov 1963 Thomas, Bergs søn DK/Spillefilm
Pigen og pressefotografen 1963 Piccolo DK/Spillefilm
Venus fra Vestø 1962 Søren, kvik dreng DK/Spillefilm
Den rige enke 1962 Kai, Lars' barnebarn DK/Spillefilm
Flemming på kostskole 1961 Søren, Flemmings lillebror DK/Spillefilm
Mine tossede drenge 1961 Lille Tom DK/Spillefilm
Soldaterkammerater på efterårsmanøvre 1961 Medvirkende DK/Spillefilm
Støv på hjernen 1961 Medvirkende DK/Spillefilm
Sorte Shara 1961 Medvirkende DK/Spillefilm
Flemming og Kvik 1960 Søren, Flemmings lillebror DK/Spillefilm
Hund og hund imellem 1960 Hvalp U/Spillefilm