Bendt Rothe

Skuespiller. Født 9/5 1921, død 31/12 1989 - 68 år gammel. Gift fire gange, det 3. ægteskab fra 1969-72 var med skuespiller Vigga Bro (f. 1937).

Optaget på Det kgl. Teaters elevskole i 1940, men forlod uddannelsen året efter og studerede herefter i en periode psykologi og litteratur ved Københavns Universitet. Debuterede som skuespiller på Folketeatret i 1944 og havde engagementer ved skiftende teatre, hvor han bl.a. gjorde sig gældende i kraft af sit skarpe intellekt. I slutningen af 40'erne påbegyndte han jurastudiet og afsluttede med embedseksamen i 1955. 1957-59 var han turnéleder ved Det kgl. Teater, men helligede sig derefter i en periode karrieren som advokat (med møderet for Højesteret). I 1963 var han dog tilbage med ansættelse på Det ny Teater og fulgte i 1966 teatrets leder, Peer Gregaard, til Det kgl. Teater.

Blev i 1980 lic.jur. på en omfattende afhandling "Skuespillerkunst og skuespillerret", om skuespilleres retsbeskyttelse.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Distingveret ydre, kultiveret overklasseudtale og glat fremtræden gør ham fra starten ikke til den type, dansk film har tillid til. Det går allerede grueligt galt i debutfilmen "Det bødes der for -" (1944), hvor han som tilrejsende provinsstudent geråder i dårligt københavnsk selskab, får gonorré, kommer i fængsel og ender med at begå selvmord.

Siden går han over i det rene skurkefag som forfører i "Diskret ophold" (1946) og konspirator i "Fra den gamle købmandsgård" (1951), hvor han er godsejersønnen, der vil i seng med heltinden Astrid Villaume, et sikkert tegn på karakterbrist ("Jamen Herregud, Ida, vi er da moderne mennesker. Man kan ikke sådan holde en mand hen. Lad mig nu komme med op.").

Helt frem til "Hærværk" (1977), hvor man i glimt ser ham som H. C. Stefani (igen ramt af kønssygdom!), klæber dette skurke-image til ham. Men inden da viser han ny autoritet og følelsesdybde i "Nitten røde roser" (1974), hvor han er fabrikant Bech, hvis elskede barnebarns liv trues. Og han klarer sig hæderligt under svære vilkår i en større rolle som den forsmåede ægtemand i Carl Th. Dreyers "Gertrud" (1964).

Bendt Rothe spillede næsten kun biroller. Men han var, trods en vis hang til det teatralske og patetiske, klart en filmskuespiller i vækst, da han først havde fået slebet ungdommens upålidelige politur af. Alderen lagde mange alen til hans udstråling. Det fremgår også af hans ansvarsforflygtende ægtemand i Leif Panduros og Henning Ørnbaks tv-spil "Bella" (1970) - og ikke mindst af hans underfundige Baron von Rydtger i "Matador" (1978-81). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]