Vejen ind i filmbranchen og filmens ånd og væsen tager mange kringlede ruter og derouter. En ting er sikkert: Der findes ingen lige vej. Ingen nemme løsninger og absolut ikke nogen formel. Filmskolen har gennem årerne gjort det til et kendetegn, at der ikke er en manual til optagelse og fuldførelse. Det er stort set umuligt at vide, hvad optagelsesudvalget kigger efter, og det øjeblik de fornemmer, at man er ved at please og finde det helt rigtige svar, så er man med sikkerhed på vej tilbage til kasselinjen i Netto.
Måske på grund af denne uforudsigelige og totalt jurystyrede proces, hvor der ikke findes et facit, kom Jakob Juul Toldam ind på klippelinjen i 2007.
"Jeg vidste ikke meget om branchen, da jeg søgte ind. Og absolut intet om filmsprog, dramaturgi og regler indenfor klipningen – jeg havde en masse erfaring fra musikvideoer og kunstprojekter, men havde aldrig arbejdet med en rigtig klipper, som mange af de andre havde gjort i årevis, da de kom ind," fortæller han, mens han får en lille pause fra sin tre uger gamle baby, der ligger og sover i baggrunden.
"Jeg havde altid set en masse film og mente en masse om, hvordan de var lavet, så min indgang var langt mere fascination end dokumenterede evner.
Filmens åbenbaring
"Mine første oplevelser med kunst, æstetik og billeder var, da jeg troede, at jeg skulle være kunstmaler. Dengang havde jeg den opfattelse, at kunstnere skulle lide for kunsten, det skulle gøre ondt – for så ville den ægte kunst opstå. Det viste sig, at det på ingen måder gav mening for mig."
Toldam begyndte at tage kreative kurser, og et af dem var i filmproduktion. "Med det samme fornemmede jeg, at jeg var blandt ligesindede. Man arbejdede på et hold og ikke alene, som jeg havde gjort, da jeg malede. Der var en fælles kreativ proces, som var i stor kontrast til det, som jeg havde troet, var vejen til stor kunst." Toldam kom med på flere forskellige små-produktioner, rundede Filmværkstedet og fandt gradvist ud af, at det var i klipperummet, at filmen og historien blev til.
"Oven i det fandt jeg ud af, at jeg hader at være på optagelse. Der er for langt fra den langsommelige proces på settet, til at det bliver til noget, og at der kan sættes noget sammen, som giver mening.
Filmens sjæl
Man siger, at filmens sjæl bliver til i klipperummet. Det giver det ofte diminutive fysiske rum, hvor udstyr, stole og en rastløs instruktør kæmper om pladsen, en helt religiøs og spirituel placering i filmens univers. Klipningen er helt afgørende for filmen, men eftersom klippene ligger i en rytmik og en fornemmelse, kan det tit være svært at verbalisere, hvad det faktisk er, at man gør, når man klipper.
"Det føles som om, klipperne har en lille filmverden for sig selv i den store filmverden", siger Jakob Juul Toldam om deres specielle funktion.
"Der er ikke andre end os, der helt ved, hvad vi laver, og hvordan vi gør det, så derfor er det befriende at snakke med andre klippere. Vi er tit nogle nørder med meget specifikke og detaljerede interesser, og det er kombineret med at vores kreative valg tit bygger på en luftig ting som fornemmelse, hvorfra vi skal kunne tage bevidste valg. Så det bliver tit i interne samtaler med andre klippere, at man finder forståelse for vores arbejde."
Mesterlære
Klippedisciplinen har haft en tradition, som minder om den gamle mesterlære. Den unge klipper har et mentor-forhold til den ældre klipper, som gennem produktion viser kataloget af muligheder. Stilarter, genrer, kendetegn. Den unge overtager og udvikler, hvorefter den akkumulerede viden mange år senere igen gives videre.
"Netop det er faktisk det eneste, som jeg har savnet med min ikke-branche baggrund," siger Toldam.
"Derfor vil jeg gerne ud og arbejde tæt sammen med en erfaren klipper, som jeg kan assistere og lære en masse fra," slutter han og bemærker, at han glæder sig til at lave alle genrer, formater og alle typer fortællinger. Fra den korte reklame over den uoverskuelige dokumentar til den eksperimenterende animation og den prestigefyldte fiktion.