Afgangsfilm teaser: Noter fra kælderen

FILMSKOLEN. "Noter fra kælderen" er den seneste af Filmskolens afgangsfilm, som omverdenen får en smagsprøve af.

Seks afgangsfilm fra Den Danske Filmskole får premiere den 9. juni. Teaser trailers fra filmene er klar. Denne gang er turen kommet til "Noter fra kælderen". Se nederst på siden.

"Noter fra kælderen" er et bittert ironisk nedslag i den absurde dagligdag, der hersker mellem en pædofil og den lille pige, han holder fanget i sin kælder. Historien er inspireret af hændelser, der er fundet sted i Belgien og i Østrig.

Holdet bag om "Noter fra kælderen"

Instruktør: Isabella Eklöf

Producer: Elisabeth Victoria Poulsen

Fotograf: Nadim Carlsen

Klipper: Dorrit Andersen

Tonemester/Komponist: Martin Dirkov

Pædofili er et ømtåleligt emne, som instruktør Isabella Eklöf og producer Elisabeth Poulsen mener, man ikke skal lukke øjnene for.

"Jeg hørte om Marc Detroux sagen i Belgien tilbage i 1990erne, hvor jeg selv var teenager og boede i Luxembourg", fortæller Elisabeth Poulsen på filmens blog. "Den gjorde et stort indtryk på mig. Det var en forfærdelig hændelse, som både skræmte og optog mig, fordi jeg havde samme alder som de pågældende piger. Vi fortæller en historie, som optager mange mennesker – lignende historier har fundet sted i virkeligheden og rystet Europa på tværs af grænser. Derfor synes jeg, det er en vigtig film at lave".

Bag om filmen

På bloggen kan man læse om overvejelserne, filmholdet har gjort sig i de måneder, "Noter fra kælderen" er blevet til. Dags dato er holdet ved at lægge sidste hånd på produktionen, og i de seneste blogindlæg reflekterer instruktør og producer over den proces, både holdet og filmen er gået igennem.

Instruktør Isabella Eklöf, der også står for filmens manuskript, skriver, at det er en svær kunst at være en god instruktør. "Hvad i livet forbereder dig på den delikate blanding af vold og respekt som er nøglen til god skuespillerinstruktion, hvilken skole kan lære dig den fine balance mellem plat slapstick og intelligent ironi i valget af et enkelt klaplyd, hvordan finder man ud af hvad rytme er, og hvordan skal man afgøre længden af et klip ud af måske 5000, midt i en scene, hvor der ikke er materiale nok, og filmen skal videre, videre? Hvordan ved du, om det er sidelys, modlys eller medlys, der fortæller – fortæller hvad?"

Følg med på filmens blog.

Afgangsfilmene får premiere den 9. juni på Den Danske Filmskole og vil siden kunne opleves i biografer landet over samt på DR.

Filmskoleårgang0711