De ting vi ikke snakker om

CPH PIX. Bo Mikkelsens "Tabu" skildrer, hvilke konsekvenser det kan få, når vi ikke snakker ordentligt sammen. Efter premieren på CPH PIX den 26. april kan filmen ses på Filmstriben fra 30. april.

TabuWEB

"Tabu" handler om en familie, som har svært ved at snakke om tingene.

"Tabu" handler om en familie, der er ved at gå i opløsning. En mor, en far og deres to døtre. Forældrenes forhold er kørt skævt gennem mange år, og deres to piger lider under forældrenes bitre magtkampe. En voldsom hændelse i pigernes liv vender imidlertid op og ned på den lille familie, og forældrene må pludselig stå sammen og være der for deres børn. Men det er ikke alle ting, der er lige lette at snakke om.

Ifølge filmens instruktør, Bo Mikkelsen, handler "Tabu" om en familie, hvor rollerne er byttet om.  

"Den handler dybest set om to voksne, som opfører sig som børn. Der er nogle ting, vi ikke ynder at tale om, for eksempel børn og seksualitet, men nogle gange kan det få alvorlige konsekvenser, hvis vi tier stille," siger han.

Idéen til "Tabu" fik han fra en ven, som en dag fortalte ham en historie om, hvordan to forældrepar reagerede vidt forskelligt på samme episode. Den konkrete episode skal ikke afsløres her. Dog var der noget i historien, og den måde især det ene forældrepar reagerede på, der tiltalte Bo Mikkelsen.

"Jeg kan godt lide at portrættere, hvordan man ikke skal opføre sig," siger Bo Mikkelsen med tryg på ikke og tilføjer:

"Uden det bliver for pædagogisk selvfølgelig."

Bo Mikkelsen er uddannet instruktør fra Super16 i 2007. Den alternative filmuddannelse har givet ham nogle særlige egenskaber, som gavner ham den dag i dag.

"Det er en barsk uddannelse i forhold til at gå på Filmskolen, fordi man skal banke alting op selv. Det bliver man utrolig stædig af, man får en helt anden virkelyst," siger Bo Mikkelsen.

"Tabu" har premiere på CPH PIX sammen med fire andre New Danish Screen kortfilm torsdag den 26. april i Cinemateket.

Filmen er produceret af Lene Børglum, Space Rocket Nation. Blandt de medvirkende ses Claus Riis Østergaard, Julia Carlsen, Petrine Svanekier og Kristian Halken.

"Tabu" kan ses på Filmstriben fra 30. april.

Kommentar

Indsæt kommentar på siden:

Se retningslinjer for kommentarer.

Fakta

Kontakt

Redaktionen:



Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail:

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412