De kindben, den amorbue, det ulvesmil

BERLIN 2012. Mads Mikkelsen har i løbet af sine 16 år som filmskuespiller været forbavsende vidt omkring. Ifølge Per Juul Carlsen kan hans ansigt bære alle rollerne.

"Du ser ikke godt ud, men du har et interessant ansigt."

"I det hele taget har Mikkelsens skuespillerfjæs været så vidt omkring, at hans 16 år som filmskuespiller føles som betydeligt mere."

Med de ord præsenterede den ene skuespillende skandinav den anden ved uddelingen af European Film Awards i Berlin i begyndelsen af december 2011. Den 46-årige dansker Mads Mikkelsen, der har opnået noget så fornemt som at spille ærkeskurk i en James Bond-film, fik overrakt den særlige udmærkelse, European Achievement in World Cinema, af den 60-årige svensker Stellan Skarsgaard, der pendler ubesværet mellem europæisk kunstfilm og amerikansk entertainment. Det var i den sammenhæng, at Skarsgaard serverede de ord, der havnede på toppen af enhvert dansk nyhedssite: "Du ser ikke godt ud, Mads."

Naturligvis ser han godt ud med sine høje kindben, sit kølige blik, sin dramatiske amorbue og det charmerende ulvesmil, der antyder en lyst til at trække enhver kvinde i seng for at bide hende grundigt og inderligt i struben. Og alligevel har vennen og drillepinden Skarsgaard ret. Mads Mikkelsen har ikke samme naturlige good looks som Brad Pitt eller Sean Connery, men han har afgjort et interessant ansigt.

Det stod allerede klart ved Mikkelsens første store filmrolle, som Tonny i Nicolas Winding Refns gennembrudsfilm "Pusher" (1996). Uanset hvor eftertrykkeligt Kim Bodnia, der som drug dealeren Frank trampede på Mikkelsens ansigt i vrede over at være blevet svigtet, kunne han ikke forhindre damerne i at blive draget af dets kølige, næsten yndefulde poesi.

Siden har Mikkelsens ansigt vist sig at være så interessant, at det uden problemer kan rejse i tid og rum, fra komik til ultravold, fra det danske narkomiljø til Paris' fineste kunstnercirkler, fra NGO'er til superskurk. Det ene øjeblik spiller han den geniale russiske komponist Igor Stravinsky, der har sex med modeguruen Coco Chanel på en klaverstol i Paris i "Coco Chanel & Igor Stravinsky". Det næste øjeblik brækker han knoglerne på vilde krigere som ur-vikingen One-Eye i Refns "Valhalla Rising". Vi genfinder ham som den følsomme læge, Niels, i Susanne Biers Dogme-film "Elsker dig for evigt" og som hyggeonkel for sultende afrikanske børn i hendes "Efter brylluppet", for siden at se ham springe ud som den fægtende skurk Rochefort i "De tre musketerer". I det hele taget har Mikkelsens skuespillerfjæs været så vidt omkring, at hans 16 år som filmskuespiller føles som betydeligt mere.

Naturligvis er det ikke Mikkelsens ansigt, der bærer det hele. Han kan ikke bare stille sig op som en Alain Delon, og så går resten af sig selv. Bag de velplacerede kindben og ulvesmilet gemmer sig en skuespiller, der godt kan se, hvornår der skal slides igennem, og som var indstillet på at lære både russisk, fransk og klaverspil for at kunne udfylde rollen som Stravinsky.

Et hurtigt blik på Mikkelsens valg af roller viser heller ikke en fisefornem skuespiller, der er bange for nye udfordringer eller angst for at få ødelagt karrieren af ukendte og uerfarne instruktører. I løbet af 2012 dukker han op som en 1600-tals-rebel i "Michael Kohlhaas" instrueret af franskmanden Arnaud des Pallières. Senere spiller han meteorolog på Grønland under 2. verdenskrig i islændingen Ágúst Guðmundssons "War Below Zero". Minsandten om han ikke også kidnapper børn i New Zealand i et western-lignende setup i briten Niall Johnsons "The Stolen". Og så kan vi også glæde os til at se ham i et par nye danske produktioner, som en uskyldigt jaget mand i Thomas Vinterbergs "Jagten" og som 1700-tals oplysningsmand i Nikolaj Arcels "En kongelig affære".

"Jeg sidder dér i mørket, og jeg ser på dig og lytter til dig, og jeg bliver suget ind i dit ansigt og ind i dine øjne, og jeg er meget lykkelig," fortsatte Stellan Skarsgaard, da han var færdig med at bedømme Mads Mikkelsens udseende i Berlin i december. Den slags floromvundne taler hører naturligvis med til enhver prisuddeling. Alligevel forstår de fleste af os, kvinde som mand, så glimrende hvad svenskeren mener. Det er simpelthen enormt interessant at se de der kindben, den der amorbue og det der ulvesmil rejse gennem tid og rum, fra film til film.

Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin, FILM#74 , februar 2012.