Premiere på Moon Rider

DOXBIO. Daniel Denciks cykelfilm "Moon Rider" har verdenspremiere på DOXBIO onsdag den 5. september.

"Moon Rider" er en fortælling om den unge Rasmus Quaade og hans kamp for at blive professionel cykelrytter. Det er en dannelsesrejse, der fører tilskueren med ned i helvede og tilbage. Rasmus har en krop skabt til cykling, men et sind, der er skabt til at tænke. Hans fængende overvejelser om liv og død bliver hans største modstander i kampen om at udleve sin drøm: at blive verdensmester i enkeltstart. For at vinde skal han tømme hovedet helt, men hvordan tømmer man hovedet, når alle tanker er et skridt i den forkerte retning?

Med hudløs ærlighed lukker Rasmus os ind i sin verden, hvor vi møder både tvivlen, frygten og dødsdriften, men også euforien ved at være blandt de ypperste i verden. Filmen tegner et hjerteskærende billede af et kæmpe sportstalents ekstreme og ensomme liv.

Importstøtte

Filminstituttet giver støtte til import og lancering af kunstnerisk værdifulde film, som trods åbenlyse og anerkendte kunstneriske kvaliteter, sandsynligvis ikke ville blive vist i danske biografer under normale markedsmæssige vilkår.

Der gives importstøtte til ca. 15 om året.

Læs mere om importstøtte

"Rasmus Quaade er ikke bare hudløst ærlig, men også en særdeles reflekteret ung rytter […] Der hersker ikke tvivl om, at Daniel Dencik med 'Moon Rider' har tilført Jørgen Leths hovedfelt af cykelfilm et tidssvarende tankevækkende portræt af en outsider i en holdsport", skriver Kim Skotte i Politiken og kvitterer med fire ud af seks stjerner.

Daniel Dencik debuterer som dokumentarfilminstruktør med "Moon Rider", men han er allerede ved at lægge sidste hånd på sin næste film. Dencik er hovedinstruktør på den kunstneriske dokumentarfilm "Ekspeditionen til verdens ende", hvor Janus Metz er kreativ partner og Michael Haslund-Christensen producerer.

"Moon Rider" er produceret af Monica Hellström for Dencik Film med støtte fra New Danish Screen.

Filmen er den sjette film i årets DOXBIO-program og vises i alle biografer i DOXBIO's netværk. Før filmen er det i flere biografer muligt at følge en live introduktion af Jørgen Leth, Daniel Dencik og Rasmus Quaade.

Oversigt over biografer, tider og live intro. Enkelte biografer viser filmen i længere tid.

Læs også - Rasmus ville ikke være helt

Se trailer