Fælles indsats for etnisk mangfoldighed

ETNISK MANGFOLDIGHED. Hvad skal der til for at øge den etniske mangfoldighed i dansk film? Det har Filminstituttet og filmbranchen sat sig for at undersøge. Et fælles charter, en casterbase og en mentorordning er blandt de konkrete initiativer, der blev præsenteret på et møde i Cinemateket den 6. oktober.

Hvis dansk film skal udvikle sig og fortsat kunne berøre alle danskere med fortællinger af høj kvalitet, skal der gøres en indsats for at øge mangfoldigheden. Den danske filmbranche og Det Danske Filminstitut har derfor søsat en række initiativer, der skal sikre en øget etnisk mangfoldighed – både foran og bag kameraet og blandt publikum. Nogle af initiativerne blev præsenteret på et møde i Cinemateket den 6. oktober.

Claus Ladegaard, direktør for Filmstøtte på Filminstituttet, understregede i sin velkomsttale, at bevægelsen mod større diversitet kræver en langvarig indsats, hvor branchen i fællesskab arbejder med konkrete aktiviteter, der på sigt kan ændre billedet. Udgangspunktet for processen er et ønske om at samle og dele viden, at sikre dialog, at skabe fælles mål og at udvikle praksis, der kan evalueres og korrigeres på basis af erfaringerne.

Perspektivet bredes ud

Det Danske Filminstituts bestyrelse har nedsat en arbejdsgruppe, der i den kommende tid skal udfolde mangfoldighedsindsatsen til også at omfatte køn og social og geografisk rekruttering samt DFI's egen organisation.

Desuden pålægger "Filmaftalen 2015-2018" Filminstituttet at iværksætte en undersøgelse af rekrutteringen af medarbejdere til dansk film. Undersøgelsen skal belyse udviklingen i rekrutteringen til filmbranchen over tid og skal belyse sociale og geografiske forskelle.

Et vellykket casterprojekt

Casterne Tanja Grunwald, Anja Philip og Karin Jagd tog i 2014 initiativ til en række workshops, der skulle inspirere til større etnisk mangfoldighed i sammensætningen af skuespillere.

De tre castere delte på mødet ud af deres erfaringer, og skuespillerne Runi Lewerissa og Sara Masoudi, der spiller far og mor i den kommende børnefilm "Iqbal og den hemmelige opskrift", var enige om, at det var deltagelsen i casterprojektet, der i høj grad var medvirkende til, at de fik rollerne.

De tre castere Tanja Grunwald, Anja Philip og Karin Jagd under mødet i Cinemateket. Foto: Thomas Dohn

Mentorordning for alle faggrupper

Direktør for Producentforeningen Klaus Hansen præsenterede en ny mentorordning, som netop nu træder i kraft. Også Klaus Hansen understregede, at mentorordningen skal ses som en indsats for at sikre kvalitet og styrke dansk film generelt.

Ordningen har som ambition at fastholde unge og nye talenter i branchen ved at matche nytilkomne med mere erfarne kræfter. Mentorordningen er rettet mod talenter med anden etnisk baggrund end dansk.

Mentorer skal have en solid erfaring i filmbranchen. Mentees skal ligeledes have tilknytning til filmbranchen gennem en uddannelse eller gennem arbejde på konkrete filmproduktioner, for eksempel værkstedsproduktioner.

Både mentor og mentee ansøger om at komme med i ordningen ved at udfylde et ansøgningsskema. Deadline for motiverede ansøgninger er den 1. november.

Læs mere på Producentforeningens hjemmeside

Charter

I august offentliggjorde centrale aktører i branchen et fælles "Charter for etnisk og kulturel mangfoldighed i dansk film". Charteret er udarbejdet af Producentforeningen, Danske Filminstruktører, Film- og tv-arbejderforeningen, Danske Dramatikere og Filminstituttet og udgør fundamentet for konkrete initiativer til at styrke mangfoldigheden, så danske film er identitetsskabende, engagerende og underholdende for alle danskere.

Mange organisationer og uddannelser har på nuværende tidspunkt tilsluttet sig charteret. Man kan læse mere her på den nyoprettede hjemmeside.

Praktikordning på vej

I støbeskeen er også en "Branchens praktikordning", som skal udvikles i samarbejde med Københavns Kommune, der i forvejen har ordninger, der gør det muligt for offentlige og private virksomheder at indgå i praktikforløb eller korte ansættelser med løntilskud. Ordningen er i første omgang rettet mod nydanskere.