Skammekrogen i New York

REPORTAGE. Et begejstret Newyorker-publikum fik lov at opleve, at de sad med ved middagsbordet, da Johan Knattrup Jensen og Mads Damsbos virtual reality-installation "Skammekrogen" havde nordamerikansk premiere på New York Film Festival i weekenden 26.-27. september.

Middagen er slut, og fem deltagere tager deres høretelefoner og briller af og kigger nysgerrigt op på hinanden. "Hvad oplevede I?" spørger moderator Martin Blanco, som er filmstuderende på New York University og frivillig på New York Film Festival.

Skammekrogen 2

"Det var intenst og ubehageligt," siger en ung kvinde. En anden kvinde, der havde rollen som den alkoholiske mor ved den akavede familiemiddag, som virtual reality-filmen "Skammekrogen" lader publikum være en del af, beskriver, hvordan hun følte sig ansvarlig for morens handlinger. De fem deltagere fylder handlingens huller ud for hinanden og fortæller om deres oplevelser med karaktererne.

Filmens skabere, Mads Damsbo og Johan Knattrup Jensen, kommer ned fra rækkerne i amfiteatersalen i Elinor Bunin Munroe Film Center ved Lincoln Center og svarer på spørgsmål om teknikken. "Skuespillerne havde en cykelhjelm på, hvor kameraet sad i," forklarer Damsbo og viser billeder fra sin iPad. 

 Skammekrogen 4

De to instruktører er glade for modtagelsen i New York. "Der har været udsolgt begge dage. Det er meget filminteresserede mennesker, der er kommet her, og vi har fået en del tekniske og produktionsmæssige spørgsmål om kameravinkler og sådan noget. Flere siger, at de gerne selv vil lave ikke bare en film, men netop en virtual reality-film," siger Knattrup Jensen.

"Mange føler, at det er det nye og uundgålige for filmkunsten; at det er sådan, man kommer til at se film i fremtiden," siger Damsbo. "For os handlede det dog ikke om at lave en virtual reality-film, men at skabe en oplevelse, der er anderledes end bare at sætte sig i biografen." 

Skammekrogen 5

"Den største overraskelse er, at ingen får den fulde historie," siger Blanco, der har styret deltagernes diskussioner lørdag og søndag, hvor filmen har været en del af New York Film Festivals Convergence-program, der fremviser nye teknologier inden for filmkunsten. ”Alle har en unik oplevelse, og det giver folk lyst til at vende tilbage. Jeg havde et par, der kom tilbage og prøvede den igen i andre roller, og de sagde, det var en helt anden virkelighed, de oplevede anden gang."

 Skammekrogen 6

Newyorkerne har chancen for at opleve "Skammekrogen" igen på Made in NY Media Center, inden den rykker til konferencen Future of Storytelling 7.-8. oktober. Efter New York går turen til Festival du Nouveau Cinema i Montreal, Canada, en større festival med 125.000 besøgende hvert år.

"Skammekrogen" er skabt af Johan Knattrup Jensen, Mads Damsbo og Dark Matters med støtte fra New Danish Screen, Det Danske Filminstituts ordning for talentudvikling. "Skammekrogen" havde premiere i Nikolaj Kunsthal i København under videokunstfestivalen Fokus i februar 2014.

Skammekrogen 3