Kønsfordeling i dansk film

MANGFOLDIGHED. Det Danske Filminstitut har undersøgt kønsfordelingen i dansk film bag kameraet, i filmen, på filmuddannelserne, i bestyrelsesstolene og i biografsæderne. Se resultatet og hør om den kommende proces i indsatsen, når DFI inviterer til åbent branchemøde onsdag den 1. juni.

Hvor mange mænd og kvinder bliver uddannet fra Filmskolerne? Hvor mange ansøger om støtte? Hvor mange penge modtager de? Hvem sidder på pengekasserne? Og afspejler fordelingen bag kameraet, hvilket køn, der er hyppigst repræsenteret på lærredet?

Det er nogle af de spørgsmål, du kan få svar på, når Det Danske Filminstitut præsenterer sin nye undersøgelse af kønsfordelingen i dansk film på onsdag den 1. juni kl. 15-17 i Cinemateket. Alle interesserede er velkomne.

Udover præsentationen af undersøgelsen vil bestyrelsesmedlem Søren Friis Møller perspektivere til kønsfordelingen i udlandet og den øvrige omverden, og Betina Wolfgang Rennison, centerleder ved VIA University College og forfatter til bogen "Knæk kønnets koder – Kvinder i ledelse" vil give et par inspirerende ord med på vejen. Endelig markerer dagen opstarten på en dialog med branchen, når der i den kommende tid gennemføres workshops med det formål at identificere eventuelle barrierer for kvinder i støttesystemet og skabe ideer til initiativer, der kan være med til at ændre billedet i dansk film.

DFI arbejder aktivt på at styrke og udvikle en mangfoldig filmkultur i Danmark ud fra ambitionen om, at vi gennem øget diversitet kan hæve antallet af kvalificerede ansøgere og derigennem kvaliteten i dansk film. DFI's bestyrelse og direktion tog i 2015 initiativ til en styrkelse af denne indsats, der udover køn også fokuserer på etnisk og social baggrund.

Undersøgelsen af kønsfordelingen i centrale dele af dansk films fødekæde – studerende, branchens faggrupper og bestyrelser, filmstøttesystemer, filmkritikere og publikum – er et led i dette arbejde. Hensigten er ikke at komme med løsninger eller forklaringer, men skabe en platform for dialog med branchen på et oplyst grundlag.

Tilmeld dig her

Læs mere om undersøgelsen: "Undersøgelse af kønsfordelingen i dansk film".