Filminstituttet sætter fokus på etnisk mangfoldighed

MANGFOLDIGHED. Dansk film afspejler ikke samfundets etniske mangfoldighed. Derfor har Det Danske Filminstitut i samarbejde med filmbranchen igangsat en række initiativer, så dansk film udvikles og beriges af den kulturelle diversitet, der findes i befolkningen.

Hvordan er egentlig muligheden for at komme til at arbejde i filmbranchen for nydanskere – som instruktør, forfatter eller skuespiller? Og hvordan ser billedet ud på lærredet eller skærmen? Afspejler det den etniske mangfoldighed i samfundet, så alle borgere har mulighed for at opleve historier og karakterer, de kan identificere sig med? Og hvis det ikke er tilfældet, hvad betyder det så for udviklingen af dansk film? Hvad betyder det for kvaliteten?

Det er spørgsmål som disse, der ligger bag indsatsen for øget etnisk mangfoldighed i dansk film, som Det Danske Filminstitut har igangsat i samarbejde med branchen.

Baggrund

Det Danske Filminstituts bestyrelse besluttede i 2013 at iværksætte en mangfoldighedsindsats med fokus på etnicitet og med bevidstgørelse som hovedværktøj. Til initiering og koordinering af indsatsen blev der nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af medarbejdere og direktionsmedlemmer fra Filminstituttet. Indsatsen skulle bestå af dialog med branchen om udfordringerne, så der kan findes løsninger og skabes ændringer.

Pr. 1. januar 2014 udgjorde andelen af nydanskere 11,1 % af befolkningen, hvoraf 3,9 % er af vestlig herkomst og 7,2 % af ikke-vestlig herkomst. Andelen af nydanskere er størst i den yngre del af befolkningen.

Som første skridt udgiver Filminstituttet rapporten "Undersøgelse af etnisk mangfoldighed i dansk film". Her deles for første gang data og viden, der belyser, hvordan det står til med mangfoldigheden i dansk film, som den tegner sig bag kameraet, i filmene og blandt publikum.

Rapporten følges op af en række initiativer, der skal sikre, at dansk filmkultur udvikles og beriges af den kulturelle diversitet, der findes i befolkningen. Blandt initiativerne er:

  • Danske castere har gennemført workshops for nydanske skuespillere og amatører og skabt en mangfoldighedsbank, der deles med professionelle castere i hele landet.
  • Vigtige aktører i branchen arbejder på et Charter for etnisk og kulturel mangfoldighed i dansk film.
  • Der er planer om at etablere mentorordninger og virksomhedspraktik, så det bliver lettere for nydanskere at få et ben ind i branchen.
  • Monitorering, videndeling og dialog skal fortsætte i form af opfølgende rapportering, seminarer, erfaringsudveksling og inspiration på tværs af branchen.

Direktør på Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard fortæller om indsatsen:

"Det var en usaglig delbegrundelse for et afslag på støtte fra Filminstituttet, der i 2012 satte gang i en debat om etnisk mangfoldighed i dansk film. Og det stod klart for både Filminstituttet og branchen, at der var behov for, at vi sammen gjorde noget. Vi manglede både viden og ideer til konkrete handlinger."

"Udgangspunktet er, at etnisk mangfoldighed kan berige og udvikle dansk film og dermed styrke kvaliteten. Hvis vi ikke formår at inddrage nydanske stemmer og erfaringer, så går vi glip af muligheden for at skabe nuancerede og nutidige fortællinger, som publikum også kan genkende sig selv i."

Pointer fra rapport

Bag udgivelsen af rapporten "Undersøgelse af etnisk mangfoldighed i dansk film" ligger et større arbejde med at indsamle og bearbejde data fra mange forskellige kilder. Her følger nogle pointer fra rapporten:

  • Andelen af beskæftigede nydanskere med ikke-vestlig herkomst er lavere i filmbranchen end i befolkningen.
  • Den etniske mangfoldighed blandt elever på filmuddannelser og filmrelaterede uddannelser afspejler ikke det danske samfund.
  • I danske spillefilm med premiere i perioden 2012-2014 svarer andelen af nydanske skuespillere til den aktuelle befolkningssammensætning, men når det kommer til fordeling af roller, viser opgørelsen, at nydanskere besætter langt flere biroller end hovedroller.
  • Med hensyn til publikum svarer andelen af ikke-vestlige nydanskere, der går i biografen, til den samlede befolkning, men de ser i mindre grad danske film.

Den viden, som rapporten nu stiller til rådighed, danner baggrund for de fremadrettede initiativer, og det er hensigten, at den opdateres hvert andet år.

Castere laver mangfoldighedsbank

Ud over indsamling af data er der gennemført fokusgruppeinterviews med nydanskere. Her blev der blandt andet efterspurgt, at der blev rettet større opmærksomhed mod nydanskere i castingforløb.

Efterfølgende har tre danske castere, Karin Jagd, Tanja Grunwald og Anja Philip, gennemført en række workshops for nydanske professionelle skuespillere og amatører i København, Odense og Århus. Resultatet heraf er en "mangfoldighedsbank" med oplysning om 150 deltagere. Materialet stilles gratis til rådighed for professionelle castere i Danmark.

Det overordnede formål med projektet har været at finde nydanske talenter og give både amatører og etablerede skuespillere mulighed for at få roller og medvirke i dansk film og tv. Formålet er også at give branchen kendskab til det potentiale, som gruppen rummer, og at caste dem til roller, som ligger uden for stereotype indvandrerfigurer som f.eks. pizzabagere og taxachauffører.

"Mangfoldighedsbanken er det første konkrete initiativ, som Filminstituttet har støttet, med henblik på at skabe forandring i forhold til etnisk mangfoldighed, og det er et eksempel på den vej, vi ønsker at gå," siger Claus Ladegaard. "Vi har en meget positiv dialog med branchen, og der er stor interesse for at gøre en fælles indsats. Så vidt jeg har forstået, vil det være første gang i Danmark, at en samlet branche tilslutter sig en mangfoldighedsindsats. Vi håber, det vil lykkes for filmbranchen."

Det Danske Filminstituttet vil i april invitere til et seminar, hvor de første erfaringer fra arbejdet med etnisk mangfoldighed deles, og hvor der bliver taget hul på nye initiativer.

Det aktuelle fokus på etnisk mangfoldighed i dansk film er begyndelsen på en fremadrettet indsats. Det er Filminstituttets mål at udvide indsatsen til senere at omfatte andre dele af mangfoldighedsområdet, herunder køn og social rekruttering.

Etnisk_mangfoldighed_i_dansk_film_2014_210px