CPH:DOX er en af landets største kulturbegivenheder, der hvert år præsenterer de bedste nye dokumentarfilm samt en række debatter, samtaler og store events, der tilsammen udgør et tværsnit af verden og vores fælles samfund.
Men med festivalens ambition om at skabe reel social forandring gennem refleksion, demokratisk dialog og meningsudvekslinger på tværs af befolkningen, er det også nødvendigt at involvere nye stemmer - ikke bare i filmene, men også på det hold, der sammensætter programmet.
Derfor nedsætter CPH:DOX nu en helt ny redaktion på festivalen med lønnede, unge medarbejdere, der skal sammensætte et film- og debatprogram til CPH:DOX i marts 2021 med udgangspunkt i deres liv, bekymringer og håb for samfundet og fremtiden.
En mangfoldig redaktion med unge stemmer
“Som festival er det vores mål at give publikum mulighed for at udforske nye sider af vores fælles virkelighed, men også at nå ud til mennesker fra alle dele af samfundet. Og det søger vi nu hjælp til. For i vores redaktion har vi brug for nye idéer, tanker og perspektiver fra unge mennesker med minoritetsbaggrund, sårbare unge, aktivistiske unge og i det hele taget unge med vigtige historier og stemmer, der vil høres,” siger CPH:DOX’ direktør, Tine Fischer.
Med støtte fra Roskilde Festival og projektet ‘Unge Stemmer’ søger festivalen derfor 6-8 programlæggere. Stillingerne er lønnede, og de unge kommer til at tilrettelægge et program med film, debatter og events, der tager udgangspunkt i de problemstillinger og udfordringer, der er vigtige for netop dem.
Stærke partnere skal sikre diversitet
Projektet og redaktionen er udviklet i samarbejde med en række vigtige partnere, der er i direkte berøring med de unge, som CPH:DOX gerne vil rekruttere. Derfor er Mino Danmark, SIND Ungdom og LGBT+ Ungdom partnere på projektet og medafsendere på jobopslaget for at sikre, at det når bredt ud.
“Det er desværre sjældent at lønnede stillinger i kulturbranchen, der er direkte målrettet unge med eksempelvis minoritetsetnisk baggrund, bliver slået op, og vi vil derfor meget gerne støtte den nye redaktion på CPH:DOX, så der også bliver plads til et film- og debatprogram sammensat af unge mennesker, der ellers alt for sjældent kommer til orde”, siger kultur- og eventudvikler i Mino Danmark, Sama Sadat Ben Haddou.