EU-temadag 2019 - Speakers

Speakers

Julie Lindegaard - dagens moderator
Julie er kommunikations- og salgschef på Odense Teater og tidligere vært på DR, samt udviklingschef hos den regionale filmfond FilmFyn.
Uddannet journalist, forfatter og foredragsholder samt næstformand i egnsteatret BaggardTeatret, samt bestyrelsesmedlem i SVEND – Hele Danmarks filmpris.

Odense Teater er en af tre landsdelsscener i Danmark med cirka 100.000 gæster årligt. Teatret producerer årligt cirka 12 forestillinger selv på tre scener og har et samlet budget på mere end 70 millioner kroner.
Odense Teater er en landsdelsscene, og det betyder at teatret er forpligtet til at opføre et alsidigt repertoire bestående af både danske og udenlandske klassikere samt moderne danske og udenlandske dramaer, forestillinger for børn og unge, musikforestillinger og dans.


Camilla Mordhorst
Camilla er ny Generalsekretær for Dansk Kulturinstitut. Gennem mange år har hun været en del af dansk kulturliv og i ledelsen på flere kulturhistoriske museer. Hun har senest været udviklingsdirektør på Nationalmuseet og var blandt andet med til at genindføre entré på museet. Før da var hun direktør på M/S Museet for Søfart og stod for den økonomiske genopretningsplan i forbindelse med åbningen i den nye museumsbygning. Camilla sidder desuden i bestyrelsen på Dansk Designmuseum, hvis besøgstal er firdoblet over de sidste fem år. Camilla er uddannet cand.comm. i kommunikation og europæisk etnologi fra Roskilde Universitet 1996 og ph.d. ved Nationalmuseet 2003.


Jan Neiiendam
Jan er konstitueret adm. direktør for Producentforeningen, der er brancheorganisation for producenter af film, spil & TV. Han er desuden formand for bestyrelsen i interesseorganisationen Interactive Denmark, der arbejder for at fremme den danske spilindustri. Gennem mere end 20 år har Jan arbejdet i spændingsfeltet mellem kreativitet, digitalisering og forretningsudvikling, bl.a. som adm. direktør i Egmont Serieforlaget og i førende internationale virksomheder inden for IT- og legetøjsbranchen. Her har han ledet kreative teams og med succes gennemført flere store projekter inden for forretningsudvikling, produktlanceringer og licenspartnerskaber.
Jan er cand. merc. fra CBS, suppleret med executive uddannelse fra INSEAD og London Business School. Han er aktiv i flere bestyrelser for bl.a. Nordic Licensing Company A/S og Fonden for spillestedet Pumpehuset i København.


Line Bjørn Daugbjerg Christensen
Line har været administrerende direktør i Øst for Paradis siden 2007 og er en af stifterne af og uddannet producer fra Super8 i 2000. Line har produceret flere kortfilm og fungeret i produktionen af diverse spillefilm, reklamefilm, teaterstykker, musikvideoer mv.

Øst for Paradis er en Art Cinema med 7 sale, i hjertet af Aarhus’ latinerkvarter, fordelt på 3 etager med en stor nyrenoveret stemningsfuld café i centrum af bygningen.
Øst for Paradis viser primært europæiske film og har mange årlige filmfestivaler, filmdage og events i samarbejde med byens andre kulturbærere.


Teemu Mäki
Teemu er en finsk kunstner, teaterinstruktør, forfatter og kunstforsker. Han har en ph.d. i kunst fra Academy of Fine Arts, Finland, 2005 og i årene 2008-2013 var han (ansat som) professor i kunst på Aalto Universitetet i Helsinki, og han har siden 1990 undervist på adskillige universiteter. Desuden har Teemu kurateret forskellige festivaler og arrangeret events.
Teemus kunst befinder sig i et krydsfelt mellem kunst, filosofi og politik, og han udtrykker sig gennem bl.a. visuel kunst, teater, litteratur og teoriudvikling. Han opfatter kunst som den mest fleksible, alsidige og omfattende form for filosofi og politik.
Teemu er formand for The Artists’ Association of Finland. Hans kunstneriske virke fungerer som bidrag i debatten om kunstens rolle, og han forholder sig kritisk til kapitalismen og særligt forbrugskapitalisme. Teemuer ligeledes aktiv inden for forskning i kunst og er medlem af TAhTO (Doctoral Programme in Artistic Research).


Camilla Lyngbo Wolden-Ræthinge
Camilla har en kandidatgrad i Moderne Kultur og Kulturformidling. Hun har været Expert for Creative Europe på spilområdet i tre år og deltaget i to af de paneler i Bruxelles, der anbefaler den endelige ranking af ansøgningerne. Hun har også erfaring med at vurdere støtteansøgninger for bl.a. det Norske Filminstitut.

Camilla har tidligere udviklet koncepter og gameplay til computerspil i eget firma. Hun skrev ungdomsromanen PowerBabe – Level One, som blev udgivet i flere lande. Camilla har i en årrække været børneredaktør i DR Salg med ansvar for at udbrede DRs universer på kommercielle platforme. Hun har siden arbejdet som strategisk kreativ, tilrettelægger og tekstforfatter på et social media bureau. Camilla skriver fortsat – nu som dedikeret manuskriptforfatter. Hun udvikler på to tv-serier og indgår i kreative partnerskaber.


Jolande Leinenbach
Jolande er født i Tyskland og uddannet på kandidatniveau i statskundskab, sprogvidenskab og antropologi i Tyskland, USA og England.
Hun har haft lederroller i 10 år inden for voksenundervisning og management training og har været selvstændig siden 1996. Hun startede ed-consult i 2001 for at skabe innovation inden for læringsprocesser og regionaludvikling.
Jolande har arbejdet indgående med EU-projekter hos Europa-Kommissionen og har siden 1998 evalueret projektansøgninger, resultater og programmer i forskellige afdelinger, bl.a. inden for kultur, uddannelse og innovation. Senest har hun avanceret sig i Social Inclusion og New Sector Skills Alliances.

ed-consult har deltaget som partner i en række projekter, bl.a. EPOC, der havde til mål at fremme iværksætteri inden for kultur-/naturområdet, og derudover EMPATHY, der udviklede metoder for brugen af empati inden for coaching.


Anders Christian Andersen
Anders er Erhvervskundedirektør i Vækstfonden med ansvaret for Udlånsafdelingen i Storkøbenhavn og Sjælland. Anders har været i Vækstfonden i snart 10 år og har været med til at starte direkte Udlån til Vækstvirksomheder.

Vækstfonden er statens finansieringsfond, som arbejder for at styrke danske virksomheders adgang til risikovillig kapital, så de kan skabe innovation, vækst og arbejdspladser. I tætte partnerskaber med banker og private investorer fra ind- og udland finansierer Vækstfonden virksomheder i alle brancher over hele landet. Og fonden kan være med hele vejen – fra virksomhedens spæde start, gennem høj vækst, til rejsen ud på de globale markeder og børsnoteringer. Siden 1992 har Vækstfonden finansieret over 7.900 virksomheder for et samlet tilsagn på 24,9 mia. kr.


Sarita Christensen
Sarita begyndte sin karriere i filmindustrien ved Zentropa i 1997. I januar 2004 startede Sarita Zentropas børne- og ungdomsafdeling ”Zentropa GRRRR”, hvis hovedmål var produktion af underholdning for denne målgruppe.

I sommeren 2006 forlod Sarita Zentropa for at etablere Copenhagen Bombay. Mediehusets fokus er udvikling af originale fortællinger for børn og unge, produktion af spillefilm, tv-serier, animationsfilm, bøger, koncepter, mm. til alle tilgængelige platforme. Igennem årene har Sarita udvidet Copenhagen Bombay med et produktionsselskab i Sverige; CB Sverige AB, et salgs- og distributionsselskab; Copenhagen Bombay Sales og et selskab med hovedfokus på at udvikle læringsmateriale; Copenhagen Bombay Learning.

Praktisk

Tid
Onsdag d. 19. juni 2019 fra kl. 12.00

Sted
Bio ASTA, Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K

Pris
Deltagelse er gratis, men tilmelding obligatorisk og skal ske senest d. 17. juni