Gode råd til MEDIA-ansøgningen

Inden du ansøger

Det er en rigtig god idé at kontakte os inden du begynder på en ansøgning, da vi hurtigt kan finde ud af om dit selskab over hovedet er ansøgningsberettiget, og om projektet er egnet til MEDIA-støtte.

Vi står til rådighed for alle interesserede ansøgere, og vi fungerer også gerne som sparringspartner ved at læse ansøgningen igennem og give feedback. Dette er en del af vores job og koster ikke noget. Dog vil vi gerne kontaktes tidligt i processen og modtage materiale til gennemlæsning i god tid, da vi ofte hjælper mange på samme tid med deres ansøgninger.

Vent derfor ikke til få dage før deadline med at kontakte os, da vi så ikke kan garantere at vi har nok tid til gennemlæsning og til at give den optimale feedback.


Sådan ansøger du

Participant Identification Code (PIC)
Alle ansøgere skal registrere sig i Participant Portal hvorefter man modtager en PIC-kode, som man skal bruge til den elektroniske ansøgning. I portalen lagres oplysningerne om selskabet, men profilen kan opdateres løbende. Man kan dermed bruge samme profil, næste gang man ansøger.

Læs guiden til Participant Portal her: http://eacea.ec.europa.eu/sites/eacea-site/files/participant-portal-eform.pdf

E-form og bilag
Ansøgere skal udfylde ansøgningsskemaet online i portalen Funding & tender opportunities.

Det er muligt at vedhæfte dokumentation, budgetter m.m. og disse skal ikke længere sendes i papirform med posten. Dog kan de samlede bilag højst fylde 10 MB, så sørg for at komprimere al billedmateriale.

Sammen med selve call'et uploader EU-Kommissionen en liste og templates til de bilag, der skal følge med ansøgningen. Her kan man også finde en FAQ og en guide til ansøgere.

Ansøgningen skal være afsendt senest kl. 17.00 på ansøgningsdatoen.


Help Desk 

Hvis du oplever tekniske problemer i forbindelse med at uploade ansøgningen, skal du kontakte Help Desken i Bruxelles - dette skal ske inden kl.17:00 på dagen for ansøgningsfristen! 

Help Desk e-mail: eacea-helpdesk@ec.europa.eu 

Help Desk telefonnummer: +32 2 299 0705


Hvornår kan man forvente at få svar på ansøgningen?

Ansøgere modtager en bekræftelse, når ansøgningen er modtaget.

Svar på støttetilsagn/afslag kommer ca. 4 måneder efter ansøgningsfristen. Typisk vil ansøger få svar før Creative Europe Desken, hvorfor vi altid gerne vil høre om såvel afslag som tilsagn.

Efter ansøgerne er blevet informeret, offentliggøres resultaterne på EU Kommissionens hjemmeside, hvorefter vi publicerer de danske MEDIA-resultater her på websitet.


Hvor stor er chancen for at få støtte?

Godkendte ansøgninger bliver evalueret baseret på et pointsystem og ansøgningerne bliver rangeret efter det samlede pointantal. Ansøgerne med de højest antal point modtager støtte inden for budgetrammerne.

Pointsystemet er beskrevet i de enkelte calls' retningslinjer.


Hvad hvis jeg får afslag?

Man må aldrig lade sig slå ud af et afslag! Mange oplever at de først får støtte tredje eller fjerde gang, de ansøger.

Hvis ansøger og projekt er ansøgningsberettiget, men ikke opnår nok point til at få støtte, sender EU-Kommissionen en skriftlig evaluering, som man bør læse grundigt og tage med i sine overvejelser og strategier næste gang man ansøger.

Vi tager gerne et møde med jer og snakker om den evaluering, I har fået ved et eventuelt afslag.

Kontakt

Creative Europe MEDIA Desk Danmark
Ene Katrine Rasmussen (Head of Office)
ener@dfi.dk

Katrine Danielle Bjaarnø (Project Officer)
katrineb@dfi.dk

Help Desk, Europa-Kommissionen
(ved tekniske problemer)
Email: eacea-helpdesk@ec.europa.eu
Telefon: +32 2 299 0705