Første visning i Cinematekets nye popup-biograf ’Kosmos og kultfilm’ retter fokus mod det tøjlesløse og ustyrlige. I samarbejde med bogserien KOSMOS præsenterer vi Kathryn Bigelows surfer-actionfilm ’Point Break’ (1991) med introduktion af forfatterne Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff, som står bag seriens nyeste udgivelse ’Mondo Americana’.
”Helt ind i den amerikanske folkesjæl brænder trangen til frihed, længslen mod det grænseløse og uopnåelige. Sommetider slår denne længsel ud i uterlig opførsel, politiske eskapader og konflikter – men også i det enkelte individs jagt på at leve i øjeblikket,” skriver de to forfattere med henvisning til ’Point Break’, hvor Patrick Swayze spiller en karismatisk guru og outlaw over for Keanu Reeves, en nyudklækket politiagent, der hvirvles ind i en bevidsthedscentrifuge i jagten på ham.
KOSMOS-bøgerne undersøger populærkulturen og filmens sammenhænge og tager læseren med på et joyride gennem oversete detaljer og tankeprovokerende analyser. Hver gang, der præsenteres en film, inkluderer vi en bog i billetprisen – denne gang selvfølgelig ’Mondo Americana’. Billetpris 120/90 kr.
Peter Ole Pedersen, redaktør / KOSMOS og Morten Tang, programredaktør / Cinemateket
Instruktør: Kathryn Bigelow
I Kathryn Bigelows surfer-actionfilm ’Point Break’ (1991) står Bodhi – soulsurfer og bankrøver, spirituel guru og politisk agitator – i spidsen for et lille broderskab i kampen ”mod et system, som dræber den menneskelige ånd.” Patrick Swayze spiller rollen som den karismatiske outlaw, og over for ham står Keanu Reeves som den grønne politiagent Johnny Utah, som går undercover for at fange Bodhi og hans bande. Hvad der i udgangspunktet ser ud til at være Utahs første skridt i en politikarriere, udvikler sig hurtigt til at blive begyndelsen på et adrenalindrevet og bevidsthedsudvidende eventyr med livet som indsats.
Medvirkende: Patrick Swayze, Keanu Reeves, Gary Busey, Lori Petty
USA, 1991
35mm, 122 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år