Den britiske slagtøjsspiller og komponist Evelyn Glennie modtager Léonie Sonnings Musikpris 2023. Evelyn Glennie får overrakt Léonie Sonnings Musikpris ved en koncert i DR Koncerthuset 15. juni, men allerede 18. februar kan du møde hende live i Cinemateket, hvor hun introducerer dokumentaren 'Touch the Sound: A Sound Journey with Evelyn Glennie', der udforsker forbindelsen mellem lyd, rytme, tid og krop. Om hvordan Glennie som døv musiker lytter med hele kroppen, når hun spiller.
Evelyn Glennie er i København i forbindelse med premieren på forestillingen ’For Døve Ører’, der arrangeres i samarbejde med OperaNord og DR Musikariet. Musikforestillingen stiller spørgsmålet, om man kan sanse musikkens vibrationer med kroppen, helt uden at bruge høresansen?
Formand for Léonie Sonnings Musikfond, Esben Tange, fortæller, hvorfor valget af dette års prismodtager er faldet på Glennie: "Evelyn Glennie er i usædvanlig grad en foregangsperson. Siden sit gennembrud i 1980'erne har hun som den første skabt sig en solokarriere som slagtøjsspiller. Med uropførelse af mere end 200 nye værker og samarbejder med vidt forskellige kunstnere fra klassiske komponister som skotske James MacMillan til islandske Björk hæver hun sig over de sædvanlige genreskel. Og ved at udvikle en ekstrem kropslig følsomhed, der har gjort det muligt for Evelyn Glennie at virke som professionel musiker på højeste niveau - trods det at hun har været døv siden 8-års alderen - har Glennie udvidet forståelsen af musik og det at lytte til musik."
Lone Nielsen Sardemann, programredaktør / Cinemateket
Instruktør: Thomas Riedelsheimer
Dokumentaren 'Touch the Sound: A Sound Journey with Evelyn Glennie' udforsker forbindelsen mellem lyd, rytme, tid og krop. Om hvordan Glennie som døv musiker lytter med hele kroppen.
Medvirkende: Evelyn Glennie, Fred Frith, Roxane Butterfly, Horacio 'Negro' Hernández
Tyskland, Storbrittanien, 2004
DCP, 99 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år