Cinemateket får besøg af filmkomponisten Halfdan E, der har skrevet musik til film og tv gennem flere årtier. Vi viser de bedste, bl.a. ’Bænken’, ’Drabet’ og ’Store Planer’.

Det er de helt store bredformats-filmbilleder, der dukker op på nethinden, når man lader sig glide ind i Halfdan E’s musikalske univers. Pludselig mærker man i kroppen et melankolsk, men opløftende smukt landskab på en støvet og tør sensommerdag. Alt sammen så overbevisende, at man selv er tilstede. Mættede stemninger, intense oplevelser og gamle sort/hvide film lever i hovedet på Halfdan E, når han komponerer. Han er et legebarn med usædvanligt gode ører for, hvordan han kan forbinde eksperimenter med ekvilibrisme og elegance.

Halfdan E. Nielsen (f. 1965) er bedst kendt uden sit efternavn. E’et betyder egentlig ikke noget, men i 1980’erne skulle man gerne have initialer, hvis man ville være popstjerne. Fra han som 12-årig for første gang sad med en guitar i hånden, var det klart, at det var det, han skulle beskæftige sig med. Guitaren blev et vendepunkt i Halfdans liv, og hver morgen var han næsten ved at stemme guitaren, før han var ude at sengen.

Halfdan E er uddannet fra Det Rytmiske Musikkonservatorium og har ud over sit virke som musikproducer optrådt med bands og musikere som Dieters Lieder, Laid Back, Gangway og Poul Krebs. I 1990’erne indspillede han to banebrydende plader med Dan Turèll, og de blev grundsten for hans karriere inden for filmmusikken, der tog fart med Per Flys trilogi om danskernes hverdag.

Når han komponerer til film og tv, bruger han ofte musikken kontrapunktisk, dvs. at musikken går imod stemningen i en scene for at forstærke den. Sådan skulle musikken også være i filmen om hans eget liv: ”Det må gerne være lidt ekstremt, så det kan opveje de kedelige scener,” siger Halfdan E, der ofte trækker plader ned fra hylden og finder klange, rytmer eller stemninger, som han overfører til ny musik.

I dag er det blevet til musik til en lang række film- og tv-produktioner, bl.a. ’Borgen’ og ’Badehotellet’, og Halfdan E har vundet Robert-priser for sin musik til både ’Okay’, ’Arven’ og ’Drabet’. Børnene kender ham fra programmet ’Skrål’ på Ramasjang, så man kan roligt kalde Halfdan E’s karriere for en rundkørsel, hvor pop-produktionerne, filmmusikken og fjernsyn for børn løber sammen med lyrikplader og musikalske forskningsprojekter.

Vi glæder os til at hylde den flittige komponist på scenen, og viser i februar og marts en håndfuld af de film, som Halfdan E har komponeret musik til.

Tobias Lynge Herler, programredaktør / Cinemateket

Datoer

Film i serien

Vælg dato
Ma Ti On To Fr
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28 29 30 1
juli
25 26 27 28 29 30 1
2 3 4 5 6 7 8
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30 31 1 2 3 4 5
august
30 31 1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31 1 2
september
27 28 29 30 31 1 2