FILM-X Studie 5

Leg med film-området i Cinematekets underetage gør det muligt at komme bagom kameraet og blive klogere på film
I Studie 5 i Cinematekets underetage kan du f.eks. lave din egen film i en Morris Mascot, der er lavet om til filmstudie.
Studie 5 rummer en række sjove filmaktiviteter. Grupper på 3-10 personer kan prøve kræfter som både manuskriptforfatter, instruktør, skuespiller, fotograf, animator, klipper og lyddesigner. Tage på en rejse i tid og sted i to prisvindende computerspil. Eller kæmpe om en plads på highscore-listen i filmquizzen.

Filmstudie og klippestudie

Filmhold på 3-6 personer kan prøve kræfter som både manuskriptforfatter, instruktør, skuespiller og fotograf i en Morris Mascot-bilkulisse. Vælg mellem fem forskellige scener: Fra en biljagt, til en flyvetur eller et cruise op ad Strandvejen. Arbejd videre med dine filmoptagelser fra bilen i Klippestudiet. Her finder du flere optagelser, du kan klippe sammen med din egen film. Du kan også lægge lydeffekter og musik på.
Alder: +6 år (børn i følgeskab med en voksen)

Guidede forløb 
Åbningstid: Lørdag-søndag kl. 11-14
Pris: 100 kr. pr. time (3-10 deltagere) 
USB med filmen pr. stk.: 55 kr.

Forløb uden guide 
Åbningstid: Hele Cinematekets åbningstid
Pris: Gratis. USB med filmen pr. stk.: 55 kr.

Studiet kan bookes på forhånd via billetsalget (tlf. 3374 3412 eller ved fremmøde), og betales senest 14 dage i forvejen. Bookede forløb prioriteres.

I klippestudiet kan du redigere filmen og lægge musik og lydeffekter på

Animation af stop-motion-film

Lav din egen stop-motionfilm. Med baggrunde og figurer bygger du billedsiden – og når du har klippet den, kan du sætte både musik og lydeffekter på. 
Alder: +6 år
Åbningstid: Hele Cinematekets åbningstid 
Pris: 5 kr. pr. figurark (købes i Cinematekets billetsalg)

Bluescreen

Vælg en baggrund, og bliv en del af sjove filmscener og utrolige universer på vores bluescreen. Brug evt. din mobiltelefon til at optage din egen film.
Alder: Alle
Åbningstid: Hele Cinematekets åbningstid 
Pris: Gratis

Se hvordan en bluescreen fungerer

Filmquiz

Ligger du inde med paratviden om dansk film – fra 'Babettes Gæstebud' over 'Olsen-banden' til 'Terkel i knibe'? Så quiz dig gratis til en plads på highscore-listen eller udfordr dine venner i Cinematekets filmquiz.
Alder: +10 år
Åbningstid: Hele Cinematekets åbningstid 
Pris: Gratis

Udfordr hinanden i filmquizzen - og få en plads på topscorer-listen

Prisvindende computerspil


Machineers

I spillet Machineers skal du få mekaniske tingester til at virke, og bygge dine egne opfindelser vha. en værktøjskasse fyldt med tandhjul, bælter, kabler mv. Hjælp byens folk med at reparere deres maskiner, og når du mestrer Machineer-færdighederne, kan du bygge et køretøj, der kan bringe dig til River City. Machineers vandt Producentforeningens Spilpris for Bedste Undervisningsspil i 2015, og er udviklet af Lohika Games med støtte fra DFI / Spilordningen.
Alder: 10-14 år
Åbningstid: Hele Cinematekets åbningstid 
Pris: Gratis

Chronology

I spillet Chronology styrer du den gamle opfinder og hans rejsekammerat Sneglen. En apokalyptisk begivenhed har lagt verden i ruiner, men du kan rejse i tid og forhindre undergangen. Ved at navigere mellem fortid og nutid kan du løse spillets gåder og redde civilisationen. Chronology vandt Producentforeningens Spilpris for Årets Kunstneriske Bedrift i 2015, og er udviklet til PC, mobil og tablets af Osao Games med støtte fra DFI / Spilordningen.
Alder: +10 år
Åbningstid: Hele Cinematekets åbningstid 
Pris: Gratis