Woodstock - Director's Cut

’Woodstock’ 50 år! Michael Wadleighs Oscar-belønnede maratonportræt af Woodstock-festivalen betragtes af mange som festivalfilmen over alle festivalfilm.

Gennem tre mytiske dage i august 1969 stillede instruktøren og hans crew (der bl.a. talte en ung Martin Scorsese) skarpt på alle tiders største og mest overrumplende event med kærlighed, fred, musik og mere end 400.000 ekstatiske mennesker som kalejdoskopisk omdrejningspunkt. ’Woodstock’ er et uforligneligt melodisk-historisk dokument om en generation og dens frigørelse, men også et kapitel om dens dialog med det omgivende samfund.

I centrum er optagelser af hippier og hedonister og selvfølgelig tidens store musikalske ikoner for fuld udblæsning – The Who, Crosby, Stills & Nash, Santana, Jimi Hendrix, Janis Joplin, Sly and the Family Stone og andre hotte navne – men det allestedsnærværende kamerahold bevæger sig også væk fra festivalens epicenter og ud blandt de mere forbeholdne lokale beboere på ”den anden side”.

Instruktør: Michael Wadleigh. USA 1970. DCP farve. 216 min. Danske undertekster. Tilladt for alle. Med Crosby, Stills & Nash, The Who, Joe Cocker, Santana, Jefferson Airplane, Jimi Hendrix, Janis Joplin, Sly and The Family Stone.
 

Forslag til formidling


Hold oplæg ved musikjournalist og festivalentusiast Mikkel Falk Møller inden filmen.

Kontakt

Morten Tang
Presse- og redaktionsmedarbejder
Tlf. +45 2214 8940
mortent@dfi.dk