CONNECT – Brancheseminar 2019

BRANCHESEMINAR. Det Danske Filminstitut inviterer torsdag den 7. februar 2019 kl. 15 til brancheseminaret CONNECT, der sætter fokus på unge.

Program  |  Tilmelding

På CONNECT den 7. februar 2019 dykker vi igen ned i ungdomsgenerationen – i ungdomskulturer, tendenser, publikum og indholdsskabere.

Vi kigger denne gang nærmere på unge og identitet – bl.a. på køn og kønsroller, seksualitet, gruppeidentitet, kropsidealer og psykisk trivsel. Der er væsentlige skift og nye tendenser blandt de unge generationer i dag. Det får vi indblik i og eksempler på.

Seminaret vil lægge op til samtaler på tværs, om hvordan film og medieindhold påvirker unges identitetsdannelse. Vi giver mikrofonen til en række inspirerende fagfolk, medieproducenter og unge, der alle deler ud af deres viden, ideer og erfaringer, og vi håber, at seminardeltagerne vil være med i dialogen i løbet af dagen.

PROGRAM  
14.30 - 15.00 Indregistrering
15.00 - 15.05 Velkomst
15:05 - 15:40

Nye (køns-)identiteter i ungdomskulturer
Generation Z har sammenlignet med ældre generationer en mere flydende opfattelse af køn og seksualitet, og vi ser i højere grad blandt unge i dag et opgør med kønsstereotyper og heteronormative kulturer.

Uddannelses- og kønssociolog Cecilie Nørgaard vil give et indblik i, hvordan forestillinger om køn, seksualitet og diversitet flytter sig i tiden i særligt de unge generationer, og hvordan det kommer til udtryk i nogle ungdomskulturer i forhold til bl.a. ændret sprog, adfærd, sociale relationer og hierarkier.

Cecilie Nørgaard, uddannelses- og kønssociolog, Mangfold

15:40 - 15:55

Fortællinger om seksualiteten og kønnet – film som samfundets spejl 
Vi fastholder myter om seksualitet og køn gennem stereotypier – men hvor gør vi det uden at være opmærksomme på det? Og forspilder vi i film et stort potentiale for det modsatte? Sex & Samfund viser eksempler på, hvordan især unge fastholdes i forældede forestillinger om køn, krop og seksualitet.

Lene Stavngaard, national chef, Sex & Samfund // Jeppe Hald, projektleder, Sex & Samfund 

15:55 - 16:20

Don’t Give a Fox – skaterpiger med sammenhold
Don’t Give a Fox er et skatercrew fra Roskilde, dannet af piger for piger. Bag crewet står 12 meget forskellige veninder i alderen 18-28 år, der alle har prøvet at føle sig som outsiders. Deres eneste regel i crewet er: Man klapper når nogen falder! Ellers er der ingen regler… Men ud over at skate, feste, hænge ud og lave skater-events for andre piger, så er sammenholdet gennem årene blevet en styrkende og vigtig faktor i deres liv. 

Instruktør Kaspar Astrup Schrøder har gennem 2,5 år fulgt pigerne fra Don’t Give a Fox og udkommer til foråret med en dokumentarserie, der følger Don’t Give a Fox crewet på roadtrip gennem Danmark.

Hør nogle af stifterne af Don’t Give a Fox fortælle om, hvorfor de er så passionerede omkring netop dét fælleskab, og om vigtigheden i altid at heppe på hinanden, når man er ude på ramperne.

Sammen med seriens producer, Patricia Drati, viser de klip fra den nye serie.

Medlemmer af Don’t Give a Fox skatecrew // Patricia Drati, producer, Good Company Pictures

16:20 - 16:40 Pause
16:40 - 17:00

Ungepanel – medier, identitet og psykisk trivsel 
Unges trivsel i dag er udfordret fra flere sider. Præstationspres, perfekthedskultur og urealistiske kropsidealer i et medieret samfund er bl.a. medvirkende til, at flere og flere unge mistrives.

I december 2018 fremlagde et ungepanel initieret af sundhedsministeren derfor 9 råd til, hvordan den psykiske trivsel blandt unge kan forbedres.

Ungepanelet består af 10 unge i alderen 20-28 år. Medlemmerne er indstillet af en række relevante organisationer og/eller udvalgt, fordi de er aktive debattører af ungdomskultur og trivsel. 

Hør fire af ungepanelets medlemmer fortælle om de 9 råd til, hvordan man kan styrke unges trivsel, og også hvilken rolle medierne spiller i denne sammenhæng.

Introduktion til sessionen ved sociolog Marie Valentin Beck: Unge, identitet og repræsentation i medierne.

Daniel Kristiansen, Sind Ungdom // Signe Bille, Det Sociale Netværk // Asger Brodtkorb, LMS // Amalie Wessel, medvirkende i ’De perfekte piger’

Introduktion og moderator: Marie Valentin Beck, sociolog og konsulent, Bureau m

17:00 - 17:10

Hvilke fortællinger har unge brug for?
Sammen med seminarets unge oplægsholdere vil Marie Valentin Beck lægge op til en diskussion af, hvordan indhold og fortællinger bliver relevante for unge. Og hvad er mediers, institutioners og indholdsproducenters ansvar i forhold til at sikre et mere repræsentativt medieindhold rettet mod unge?

Moderator: Marie Valentin Beck, sociolog og konsulent, Bureau m

17:10 - 17:55

DR Ung – Findes formlen for vellykket tv til unge?
DR3 fyldte 6 år i januar i år, og programmerne har i kanalens levetid gennemgået en stor forandring, både i form og indhold.

DR Ungs tv-afdeling har været den største leverandør af programmer til kanalen med bl.a. serier som ’De smukke drenge’, ’Prinsesser fra blokken’, ’Petra elsker sig selv’, ’I forreste række’, ’Mere voksen end Bjerrehuus’ og 'Hunkøn'. Afdelingens chef, Erik Struve Hansen, vil sammen med udviklingsproducent & redaktør Nynne Duvå Hall føre os gennem de sidste seks års udvikling i DR Ungs produktioner til DR3. Hvad er tendenserne i indholdet, temaer og formmæssige greb? Hvad har seermæssigt fungeret godt – og knap så godt? Hvad er overvejelserne om at skabe programmer, der både er fascinerende og relaterbare?

Vi vil dykke ned i specifikke cases, både dokumentar og fiktion. Hør bl.a. instruktør og forfatter bag fiktionsserien ’Doggystyle’, Anna Emma Haudal, fortælle om sin intention og sit arbejde med serien.

Erik Struve Hansen, redaktionschef, DR Ung // Nynne Duvå Hall, udviklingsproducent & redaktør, DR Ung // Anna Emma Haudal, instruktør & manuskriptforfatter

17:55 - 18:00 Afrunding
18:00 - 19:00 Netværksdrink i Astabar

Tilmelding

Tid: Torsdag den 7. februar 2019 kl. 15.00-18.00 med efterfølgende networking drink.

Sted: Det Danske Filminstitut, Cinemateket, Asta Bio, Gothersgade 55, 1123 København K

Pris: 240,- DKK ekskl. moms / 300,- DKK inkl. moms

Tilmeldingsfrist: Torsdag den 31. januar 2019 

Kontakt

Mathilde Rosendahl Philipsen
Projektleder
Tlf. + 45 3374 3478
mathilderp@dfi.dk