Ny pris hylder europæisk animation

ANIMATION. Europæisk animation får sin egen prisfest, når European Animation Awards ruller den røde løber ud for første gang den 8. december. Bag initiativet står blandt andet producer Marie Bro fra Dansk Tegnefilm, der længe har savnet en eksklusiv begivenhed til fejringen af europæisk animationstalent.

Som noget helt nyt er den europæiske animationsbranche gået sammen om at afholde en årlig prisuddeling dedikeret animationsfilm og -tv.

16 priser med navnet Emile vil den 8. december blive overrakt i den franske by Lille med henblik på at fremme animation som en selvstændig kunstart og hylde professionelle animationskunstnere i Europa.

Priserne vil blive givet for blandt andet præstationerne Bedste animation, Bedste storyboard, Bedste karakter og baggrundsdesign, Bedste lyd, Bedste manus og Bedste produktion af spillefilm såvel som kortfilm, skolefilm og tv-serie. Derudover uddeles en Lotte Reiniger Lifetime Achievement Award.

Det er et initiativ, der har været savnet i alle de mange år, jeg har produceret animationsfilm

Et vigtigt initiativ

European Animation Awards (EAA) bliver på den måde den første af sin slags i Europa, hvor det ikke kun er instruktør og producer, der bliver hyldet, men alle kræfter bag skabelsen af en animationsfilm. Og det har i den grad manglet, fortæller producer Marie Bro, der fra begyndelsen har deltaget i skabelsen af EAA og er dansk repræsentant i foreningens bestyrelse.

“Det har været et stort arbejde, og ind imellem har det syntes næsten helt umuligt, men for mig har det været vigtigt at deltage og holde fast, for jeg synes, det er et af de vigtigste initiativer, der er taget i mange år. Det er et projekt, der har været savnet i alle de mange år, jeg har produceret animationsfilm, for det er lidt trist, at der ved de almene prisuddelinger er så få kategorier, animation kan nomineres i,” siger Marie Bro.

Animation skal anerkendes og hyldes på samme måde som skuespillere bliver det til andre prisuddelinger, mener den danske initiativtager:

“Animatorer er animationsfilmens skuespiller, og ligesom en almindelig skuespiller bruger de deres indlevelsesevne, fantasi, psykologiske analyseapparat, musikalitet, sans for rummelighed, bevægelse og timing til at fremtrylle uforglemmelige øjeblikke på det hvide lærred.”

Nomineringer til fransk-dansk koproduktion

Det er medlemmerne af EAA, der stemmer på de nominerede animationsprojekter og -kunstnere. Det gør de mellem den 7. og 30. november, forklarede foreningens britiske formand Peter Lord på et pressemøde i London den 6. november.

Her blev også de nominerede til prisoverrækkelsen i december offentliggjort med tre nomineringer til den fransk-danske koproduktion “På toppen af verden”. Filmen blev nomineret for Bedste karakter og baggrundsdesign, Bedste storyboard og Bedste soundtrack i en spillefilm. Den er koproduceret af Frederik Ditlev Villumsen og Claus Toksvig Kjær for det danske animationselskab Nørlum med støtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen havde dansk premiere i udvalgte biografer tidligere på året og kan lige nu ses på Filmcentralen.

European Animation Awards er støttet af Det Danske Filminstitut. Ud over Marie Bro som bestyrelsesmedlem er Danmark også repræsenteret af Simon Jon Andreasen fra Den Danske Filmskole og Lana Tankosa Nikolic fra The Animation Workshop.

Se alle de nominerede på EAA's hjemmeside